“Sidste år var der 41 Newroz-fester i Danmark. I år bør vi fejre Newroz – ikke som mange små grupper, ikke som konkurrerende foreninger, men som én samlet stemme,” mener Osman Sari.
Jeg skriver dette som en bøn til mit eget folk.
En bøn, der kommer fra hjertet og ikke fra politik eller organisationer.
Sidste år var der ifølge Jiyan.dk’s oversigt 41 festlige fejringer af den kurdiske nationaldag Newroz i Danmark.
I år bør vi fejre Newroz i Danmark – ikke som mange små grupper, ikke som konkurrerende foreninger, men som én samlet stemme.
Vi har vist, at vi kan stå sammen.
Da situationen i Vestkurdistan krævede det, gik vi på gaden sammen.
Uden splittelse.
Uden interne kampe.
Kun med sorgen, vreden og håbet fælles.
Den følelse må vi ikke lade forsvinde igen.
Nationaldagen handler ikke kun om flag og taler.
Den handler om identitet.
Om at huske, hvem vi er, når vi lever langt fra vores land.
Om at give vores børn en følelse af stolthed og tilhørsforhold.
Om at sige til os selv og hinanden:
Vi findes.
Vi hører sammen.
Når vi splitter os op i mange organisationer, mister vi noget vigtigt.
Vi mister styrken i fællesskabet.
Denne gang bør vi gøre det anderledes.
Én fælles markering.
Én fælles fejring.
Ét fælles øjeblik, hvor vi ser hinanden i øjnene og mærker, at vi ikke står alene.
Jeg ved, vi er forskellige.
Vi har forskellige politiske holdninger, forskellige erfaringer, forskellige sår.
Men netop derfor er det vigtigt, at vi også har noget, der samler os. Nationaldagen Newroz kan være det samlingspunkt.
Lad os gøre det for dem, der ikke kan fejre frit.
For dem, der kæmper. For dem, der har mistet.
Og for os selv, der lever i diasporaen og nogle gange føler os rodløse.
Lad os gøre det til en vane at holde sammen fra nu af.
Os, der bor i Danmark.
Ikke kun når krisen rammer, men også, når vi skal fejre, hvem vi er.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
