Anmeldelse af ”Atatürk og den tyrkiske revolution”.
Abdullah Simsek, der er postdoc ved Saxo Instituttet, giver i bogen ”Atatürk og den tyrkiske revolution” et meget godt historisk overblik over landsfaderen Mustafa Kemal Atatürks reformer i 1920’erne. Dengang afskaffede han blandt andet det islamiske storrige, kalifatet og ophævede den islamiske lov, shari’a. Kalifatet blev herefter erstattet af Departementet for Religiøse Anliggender, Diyanet.
Fezen – den populære osmanniske hat – samt muslimske kvinders hovedtørklæde blev forbudt på offentlige steder. Søndag – og ikke den islamiske hviledag fredag – blev erklæret hviledag, og valfart til muslimernes helligste by Mekka blev forbudt i en årrække. I 1928 blev det tyrkiske alfabet ændret fra arabisk til latinsk.
Bogen fortæller hvorledes visse grupper, såsom sekularisterne, det religiøse mindretal, alevierne og kvinderne var glade for opgøret med religionen. Kvinderne fik således gjort op med den stilling, de havde haft under Osmannerriget. Således måtte en kvinde i Istanbul tidligere ikke færdes på gaden uden at være ledsaget af en mandlig slægtning. En mand kunne have op til fire koner (polygami) og lade sig skille fra dem efter eget forgodtbefindende. Atatürk gav kvinderne lige rettigheder i forhold til skilsmisse og arveret, hvor mænd tidligere kunne arve dobbelt så meget som kvinderne.
Andre var ikke glade for landsfaderens reformer. Således gjorde Şeyh Sait oprør i 1925, både mod sekulariseringen af islam og forbuddet mod at tale kurdisk. Han og hans tilhængere blev fanget og hængt.
Simsek påpeger noget, der ofte har manglet i den danske litteratur om Atatürks ”sekularisering”: Nemlig at Tyrkiet ikke adskiller – og aldrig har adskilt – religion og stat ad, sådan som vi normalt forstår ved det franske begreb laïcité (”sekularisme”). Som Simsek så rammende skriver, så blev sekularisme ”i kemalistisk praksis omdannet til et redskab til statskontrolleret religion. Regimet brugte den statskontrollerede religion til at retfærdiggøre sin politik”. Gennem Departementet for Religiøse Anliggender, Diyanet finansierer staten således moskéer, aflønner imamer osv. De skal til gengæld udøve islam på statens præmisser.
”Atatürk og den tyrkiske revolution” kan bestemt anbefales, hvis man vil forstå baggrunden for nutidens gnidninger mellem det sekulære og islamis(tis)ke Tyrkiet, mellem det Atatürkistiske/kemalistiske Tyrkiet og regeringspartiet AKP. De sekulære grupper frygter netop, at regeringspartiet AKP er i gang med at undergrave Atatürks sekularisme. Men bogen er skrevet i et sprog, der er på et meget højt akademisk niveau og er yderst detaljeret omkring Atatürks reformer, da det er baseret på Simseks ph.d-afhandling. Det kan skræmme den almindelige læser, der ikke ligefrem er ekspert i tyrkiske forhold, væk.
”Atatürk og den tyrkiske revolution”
Aarhus Universitetsforlag
Kan købes her
3 ud af 5 stjerner
