Roj-TVs lukning vil ikke være endeligt, når de nægtes sendetilladelse i Danmark. Men det er princippet, tanken om at vi negligerer et mindretals stræben efter egen kultur, egen stemme, der ikke skal underkastes en større magts bevågenhed og censur, der syder og bobler i kurdernes blod. 

Af Ferhat Gurini

Historisk set har tyrkerne lige siden slutningen af 1. Verdenskrig kæmpet en nationalistisk kulturkamp. Midlerne har været mange – fra at ulovliggøre det kurdiske sprog, deres flag, musik og alt andet, der overhovedet kan forbindes med den kurdiske kultur til fuldstændig at have benægtet det kurdiske folks eksistens, det blev juridisk set ulovligt at anerkende kurderne som folk efter 1924. Eller gennem glorificeringer af tyrkisk krigsfigurer, der har medført endnu større spændinger mellem det post-osmanniske og det kurdiske folk. Eksempelvis de utallige afbildninger af deres kompromisløse, stålfaste og standhaftige nationsfader: den tyrkiske landsfader Atatürk, som ifølge tyrkerne udviste overmenneskelige strategiske evner og overrumplede de små splittede og svagt bevæbnede kurdiske stammesamfund, med en konventionel, teknologisk mere advanceret og talstærkere hær, og hvis taktiske kløgt kun overgås af de største krigsherrer. Han kan findes portrætteret på vægge, hugget i skulpturer, i fine, dyre mahogni rammer og ophængt på lejlighedskomplekser i form af bannere. Han kigger ned på dig – overalt fra Istanbuls travle bycentrum til de små idylliske og uoplyste landsbyer, der som fanger af tiden er så tilbagestående, at de dårligt nok kender til begrebet ’mekaniseret landbrug’.

Endnu et bevis på at det tyrkiske demokrati blot er et spil for galleriet er lov 5816, der giver 1-6 års fængsel for at fornærme Atatürk. Så sent som i 97’ afsatte militæret Erbakans regering, med begrundelsen at regeringen var blevet for separatistisk. For ifølge den tyrkiske grundlov er det for militæret lovpligtigt at beskytte landet, om det så er udefrakommende kræfter eller interne stridigheder der lettest løses ved brugen af magt. Demokrati eller militærstyre? Døm selv.

Så for at opsummere: Fra 24’, hvor det bogstavelig talt var ulovligt at være kurdisk, og frem til de tidlige 90’er kunne man fristes til at bruge termen ’kulturelt massemord’ om tyrkernes behandling af kurderne – uden at være helt galt på den. Alt i alt er Tyrkiet et land, som der skal kigges kritisk på. Især på deres forhold til etiske og morale principper – og deres gentagne forslag om at lukke en uafhængig tv-kanal for landets hårdt pressede minoritet. Et forslag, som Danmark nu er tæt på at blive bannerfører for.

Seriøs ytringsfrihed

Det var jo sådan, at Danmark tilbage i 2005 var fortalere for retten til at provokere, håne – ja strække ytringsfriheden til det yderste. Muhammedkrisen bragte intet andet med sig end boykot fra den arabiske verden og at Danmark bliver et potentielt terrormål i fremtiden. Og der er måske en grund til at vi står ved vores ret til at snakke, skrive og tegne om hvad vi vil da det er det vores danske ganske land bygger på. Et værdigrundlag og nogen principper som for evigt vil forblive urokkelige, hvilket jeg viser min allerdybeste respekt for. Men når der faktisk er tale om ytringsfrihed, der bidrager til noget, som formår at berige den kurdiske befolkning i Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet, som udvisker det vrangbillede den tyrkiske stat gennem stærkt overvåget mediecensur og indgriben forsøger at holde intakt, så står vi knapt så stærkt på værdierne. Når der ikke er tale om ytringsfrihed på et symbolsk plan, i et land, der ikke har groet stærke, demokratiske rødder og som ikke observerer hver og én ugerning mod befolkningen. Sådanne lande burde være mål for implementering af ytringsfrihed. En mission, der ikke skal kues af økonomiske interesser eller fordi Tyrkiet meget snart kan blive en betydningsfuld verdenspolitisk aktør.  Faktum er at ROJ-tv modsætter sig den falske virkelighed som tyrkerne forsøger at skabe, og Danmark bare har fået tildelt en birolle i dette semitragiske stykke, der har til formål at fremhæve tyrkerne som protagonisterne og ROJ-tv som deres nemesis. Og det er til trods for at Desmond Tutu, en af de ledende stemmer mod Apartheid, sammen med andre store humanitære tænkere har nomineret Roj-tv til Nobels fredsprisen.

Tyrkisk troværdighed = 0

Det er måske verdens værst bevarede hemmelighed, at tyrkisk journalistik ikke er af den benhårde og dybdegående af slagsen. Og sker det, at en journalist skulle dække en ’ubelejlig sandhed’, kan det føre til at en stor del af deres livshistorie kommer til at foregå i fængslet – der er nok en grund til, at Tyrkiet kun ligger som land nr. 138 på listen over pressefrihed. Dermed er deres journalistiske ligemænd tidligere Pol Pots Cambodia og flertalsregeringen i Kazakhstan, der ifølge CIA World Factbook har et ’autoritært præsident styre, med lidt magt uden for den adminstrerende afdeling’ og en præsident der har siddet lige siden landet blev selvstændigt igen i 1991.  Og man skal ikke langt tilbage for at finde et eksempel på deres diktaturlignende journalistisk – d. 16. december 2011 fik İlkem Ezgi Aşam 1 år for et 4-linjers citat, der linkede militærmanden Korkmaz Tağma til en massegrav i den tungt kurdisk befolkede by, Bitlis.

Jeg husker da jeg var på familiebesøg i Tyrkiet, og man fra dansk side havde valgt at gentrykke Muhammed-tegningerne. Den måde, tyrkerne vinklede historie på, var som følger: En gruppe oprørske muslimske, hovedsageligt tyrkere, unge havde skabt kaos i Københavns gader som modsvar. Men der var dog en hage ved historien: Billederne stammede fra nedlukningen af Ungdomshuset. Eller en anden gang, hvor Putin på vegne af Gazprom og som reaktion på Nabucco-rørledningerne, der ville gøre EU mindre afhængig af russisk naturgas, igangsatte forhandlingerne om Blue Stream 2. Og hvor tyrkiske medier i stedet for at vise selveste pressemødet og tilhørende udtalelser fremstilte Putin som en ’russisk Rambo’ der i bar overkrop trodsede den vilde og utæmmede russiske natur, uden at informere om det lys man som tyrkisk stat blev sat i. Dertil er det ikke atypisk at der er dramatisk underlægningsmusik, på deres tv-kanaler som allerede serverer overfladisk, sensationspræget nyhedsdækning. Der er på mange måder snakke om et udsultet, journalistisk foster der skriger efter næringsrigt indhold og hungrer efter et vitamintilskud af troværdighedsspiller.

Betydning for kurdere

Roj-tvs undergang vil ikke være endeligt hvis de nægtes sendetilladelse i Danmark. Men det er princippet, tanken om at vi negligerer et mindretals stræben efter egen kultur, egen stemme, der ikke skal underkastes en større magts bevågenhed og censur, der syder og bobler i kurdernes blod. På den måde opfattes det som værende en  laissez-fair politik med reguleringer når det ønskes af tyrkerne, der føres af Vesten; og er med til at give indtrykket af et internationalt samfund, som egentlig ikke har en interesse for kurderne. Det ville svare til at Abbas kom hjem til Ramallah uden ét eneste land, i UNESCO, havde anerkendt dem – en klar fallitmelding.

Jeg må ærlig talt se mig skuffet, når Danmark påtager sig rollen som marionetdukke med Tyrkiet som dukkefører. Lad os håbe, at sagen mod Roj TV falder til jorden – for ytringsfrihedens skyld.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer