Dansk-kurdiske Yılmaz Yıldız fortæller om det tyrkiske militærkup den 12. september 1980.
Hvordan kan jeg glemme den dag, tyrkisk militær på brutal vis torturerede de mandlige familiemedlemmer og alle mænd i vores landsby?
I dag er det den 12. september igen, for på netop denne dag for 43 år siden, dvs. den 12. september 1980, greb den tyrkiske general Kenan Evren om magten i Tyrkiet ved et militærkup. Efter kuppet begyndte endnu en sort kapitel for kurderne og militæret angreb dagligt kurdiske landsbyer, torturerede landsbyboerne i timevis, arresterede dem og kørte dem til torturcentre i Kurdistan, som til sidst havnede i Diyarbekir-fængslet.
Fængslet i Diyarbekir var berygtet for sin tortur og umenneskelige behandling af fangerne. Forholdene var ligesom nazisternes behandling af jøder i koncentrationslejerene under 2. Verdenskrig. Mange kurdere bukkede under og blev dræbt under tortur, ligesom mange blev handicappet og stadig kæmper med eftervirkningerne fra dengang.
Flere kurdiske kulturelle foreninger, aviser og tidsskrifter blev lukket og alt, der havde noget med kurdiskhed blev strengt forbudt, ligesom tusinder af politisk aktive kurdere måtte forlade Kurdistan og søgte asyl i de europæiske lande, herunder også Danmark, for ikke at falde i hænderne på kupmagerne.
Mange måtte forlade kone og børn i årevis. Og mange længtes efter at se deres far og mor for en sidste gang før døden skilte dem ad.
De fleste har siden endnu ikke kunnet rejse tilbage pga. den kurdiske sag, selv om der har været mange regeringsskift i Tyrkiet.
Min egen familie er en af de hundredvis af kurdiske familier, der er blevet ofre for Kenan Evrens fascistiske militærkup i Tyrkiet og Kurdistan. Mine forældre og en af mine onkler flygtede lige efter militærkuppet pga. af den kurdiske sag. Militærkuppet stjal vores barndom fra os. Mine søskende og jeg – og sådan var det for tusindvis af kurdiske børn – var tilbage i landsbyen hos vores bedste forældre og var afskåret fra at se vores forældre i 8 år. Da vi endelig blev genforenet med vores forældre i Danmark i 1988, var vi blevet voksne mennesker og kendte ikke længere vores egne forældre. Det var virkelig hårdt i starten. Vi følte os ligesom fremmede over for hinanden. Vores lillebror, som kun var 3 år, da vores forældre forlod os, havde det endnu hårdere, idet han kun havde kendt til min farmor og os søskende. Han henvendte sig altid til min storsøster, hvis han havde brug for noget eller havde noget på hjertet.
Jeg glemmer aldrig den dag, militæret kom til vores landsby. De var kommet for at arrestere min far, men da de ikke kunne få fat i ham, idet han ikke var hjemme, tog de min farfar, to af mine onkler, min fars onkel og hans fætter med. Bagefter spredte de sig over hele landsbyen og samlede indbyggerne. De stillede mændene i række og begyndte at udspørge dem om min far ved at torturere dem i timevis. Kvinderne sad bagved og græd. Der var kaos og ingen kunne gøre noget ved det. Det syn gentager sig år efter år for mig som en film og jeg glemmer det aldrig, om der så går 43 år mere.
Jeg glemmer heller aldrig, hvorledes kommandanten torturerede min gamle farfar. Min farfar var høj og ret spinkel, og selv om han blev gennembanket og faldt om adskillige gange, rejste han sig op gang på gang og stod ansigt til ansigt over for kommandanten igen med oprejst pande. Han ville ikke vise tegn på svaghed over for ham, hvilket gjorde kommandanten endnu surere og betød flere tæsk og mere tortur.
Militæret kom til landsbyen ved daggry, imens alle lå og sov. De kom først til vores hjem for at fange min far. Under ransagningen sparkede de til og kastede rundt med alle fødevarer. Der var ren kaos derhjemme, og ingen kunne sige et ord. Da min far ikke var hjemme, tog de alle mandlige medlemmer samt min mor med. Min mor havde min lillesøster, der var 6-7 måneder gammel, på armen. Jeg fulgte grædende efter hende.
Derefter gik de rundt og samlede alle mænd i landsbyen. Ingen måtte forlade landsbyen. De lod dog kun dyrene og hyrderne komme ud, ellers blev alle samlet på et sted foran landsbyen, hvorefter torturen gik i gang.
Jeg sad ved siden af min mor ved døren til et hus og græd hele tiden, mens vi så på, hvorledes de udsatte mændene for tortur. Efter flere timers tortur, tog de alle mænd fra vores familie med, dvs. min farfar, to af mine onkler, min fars onkel og en af hans fætre med til fængslet i byen Nusaybin (Nisêbîn), hvor de var i 18 dage. Derefter blev alle løsladt undtagen en af mine onkler. De sendte ham videre først til Mardin (Mêrdîn) og derefter til det berygtede Diyarbekir-fængsel, hvor han og tusinder af andre kurdiske fanger blev udsat for de mest utænkelige torturmetoder. Min onkel sad i Diyarbekir-fængslet i 5 år pga. den kurdiske sag. Min onkel er stadig ikke kommet over det og kæmper stadig med eftervirkningerne. Ingen af os er rigtig kommet over det, og jeg tror, at vi aldrig kommer over det. Al den tortur og undertrykkelse min familie har været igennem, er umuligt at glemme.
Selv om der er gået 43 år, er vi stadig ofre for Kenan Evrens fascistiske og umenneskelige politik over for den kurdiske befolkning. Og selv om vi har det godt heroppe og lever i fred og ro her i Danmark og Europa, hvilket vi er virkelig taknemmelige for, så længes vi stadig efter Kurdistan og vi drømmer stadig om Kurdistan og vores hjemegn, vi er født i. I denne anledning vil jeg hermed fordømme militærkuppet i Tyrkiet og i Kurdistan på det kraftigste og håber, at ingen vil opleve noget lignende fremover.
Længe leve det kurdiske folks kamp for frihed og retfærdighed.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
