Med kærlighed som våben

Det må være de færreste, der bliver udsat for så megen lidelse og smerter og alligevel ikke føler had eller hævntørst. Den palæstinensiske læge Izzeldin Abuelaish mister sin kone til leukæmi. Tre måneder senere blev tre af hans otte børn dræbt under israelsk luftangreb. Alligevel vælger han at svare med tilgivelse og forsoning.

I januar 2009 svarer Israel igen på længere tids raketbeskydning fra den islamistiske bevægelse Hamas og slår tre af Abuelaishs ældste døtre ihjel. Uafhængige undersøgelser fastslår, at Israels krig var ude af proportioner og forårsagede unødvendigt lidelse blandt civilbefolkningen, der over en kam blev straffet for Hamas’ raketangreb.

Selvom Izzeldin Abuelaish er vokset med de antisemitiske fordomme, hvilket han på fornemt vis redegør for i kapitlet om sin barndom, og selvom han som enhver palæstinenser er blevet berørt af den årtier lange israelske besættelse og de daglige ydmygelser ved checkpoints og drabet på sine børn, nægter han at overgive sig til hadet og hævntørsten. For hævn kan ikke give døtrene tilbage, som han erkender.

”Jeg kunne vælge mørkets vej, eller jeg kunne vælge lysets vej. Hvis jeg valgte mørkets vej, det giftige hads og hævnens vej, ville det være som at vælge at falde ned i de komplikationer og den depression, der følger med sygdom. For at vælge lysets vej var jeg nødt til at fokusere på fremtiden og mine børn.”

”Jeg vil ikke hade” er en rørende og samtidig vedkommende historie fra et uroligt hjørne af verden, hvor hævntørst og uforsonlighed alt for ofte sætter dagsordenen. Bogen kan derfor varmt anbefales.

”Jeg vil ikke hade – En gazalæges rejse mod frihed og menneskelig værdighed”

Forlaget Sohn

Kan købes her

5 ud af 5 stjerner

Ikke-vold tvang imperium ud

Næsten 65 år efter sin død, imponerer og inspirerer han stadig verden. Indiens Mahatma Gandhi var med den amerikanske borgerretsaktivist Martin Luther King det tætteste, der kom på Jesus Kristus.

Finske Zac O’Yeah står bag den yderste indsigtsfulde biografi om Indiens nationalfigur, der med ikke-vold som ideologi tvang et imperium ud af sit land.

Under sit ophold i Sydafrika mærker Gandhi racisme på egen krop, da han bliver smidt ud fra 1. klasse og ned i godsvognen, på trods af at han har 1. klassesbillet. Over en række uenige tilhørere argumenterer han, at de undertrykte skal gøre modstand mod uretfærdighed på en ikke-voldelig måde. For hvis de bruger vold, vil ordensmagten også svare igen med vold. En ide, Gandhi tager med sig til sit hjemland Indien, hvor Storbritannien er koloniherren.  Gennem sultestrejker, fredelige marcher og ved at lave klæder, i protest mod at den britiske tekstilindustri havde udkonkurreret den indiske på ulige vilkår, gør Gandhi oprør. Til sidst må briterne give op og forlade det store land i Asien. Dog bliver Indien – meget imod Gandhis vilje – delt op i et hinduistisk Indien og et muslimsk Pakistan. Den fredelig landsfaders budskab om religiøst sameksistens mellem muslimer og hinduer falder hinduekstremister for brystet. I 1948 bliver Gandhi skudt og dræbt af en ekstrem hindunationalist. Men Gandhis ideer om ikke-vold lever videre og inspirerer folk som Martin Luther King, Sydafrikas Nelson Mandela og Burmas Aung San Suu Kyi.

Zac O’Yeah har på fremragende vis rekonstrueret Gandhis liv og levned, hvor vi følger i legendens fodspor gennem Indien, Sydafrika og England. Der er tale om en velskrevet biografi, historie og kulturrejse, der på fornemt vis binder fortiden og nutiden sammen og får læseren til at føle sig i Indien.

Men det vil dog klæde forfatteren, der skriver meget omfattende – og positivt – om Gandhi, hvis han også kom mere ind på dennes mere kontroversielle sider. Således skrev den indiske legende under sit ophold i Sydafrika, at de sorte afrikanere burde leve under engelsk overherredømme, mens inderne racemæssige skulle ligestilles med englænderne.

”Gandhi – En biografi”

People’s Press

Kan købes her

4 ud af 5 stjerner

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer