Hykleriet blandt Israels venner nåede uanede højder i sidste uge og udstillede de indre modsætninger, der knytter sig til Israelstøtternes proklamerede støtte til lighed og demokratiske værdier internationalt, og den udeblivende støtte til et frit Palæstina og derved de facto opbakning til Israels apartheidregime i Israel samt de besatte palæstinensisk områder. 

I sidste uge mistede verden Nelson Mandela. En stor personlighed og et symbol på en årelang kamp mod racisme, apartheid og diskrimination. Dødsfaldet er blevet til genstand for megen refleksion og en påmindelse om de værdier og den udholdenhed, som Mandela stod for i sin egen kamp. Derfor stod nærmest hele verden i kø for at hylde den afdøde Madiba. Man kunne dog ikke undgå at få et lille tragiskkomisk smil på læben ved tanken om, at en stor del af de som hyldede ham, tidligere har været de mest indædte modstander af kampen for et frit Sydafrika. Ja faktisk stod hans parti, ANC, stadig på den amerikanske terror watchliste helt frem til 2008. Men alle har lov til at blive klogere.

Det virker som om, at vi alle er enige om, at Mandela var en stor mand, som kæmpede for en nobel sag, men gud forbyde at vi praktisk videreførte den ånd og de værdier, som han stod for.

Det kom tydeligt og yderst absurd til udtryk, da selveste Benjamin Netanyahu, premierminister i Israel, valgte at hylde Mandela for hans bedrifter og kampen imod apartheid. Samtidig med, at han fortsætter den selvsamme diskrimination på sin egen jord ved at opretholde blokaden af Gaza, verdens største åbne fængsel, opførelsen af ulovlige bosættelser på palæstinensisk jord, en ulovlig mur bygget langt inde på Vestbredden, som ville have gjort DDR grøn af misundelse samt veje på Vestbredden kun tilladt for israelere. Altså et system baseret på en racistisk adskillelseslogik.

Netanyahus krokodilletårer nåede da også knap at tørre, før han fik udstillet sig selv, da det kom frem, at han ikke ønskede at deltage i Mandelas begravelse. Hvorfor? Ifølge hans kontor, da turen ville være for dyr. Javel. Den selvsamme premierminister, som fornylig brugte 800.000 kr. på at få lavet et engangssoveværelse i sit fly, da han skulle deltage i Margaret Thatchers begravelse og som i 2012 blev taget med fingrene i kagedåsen, da han i alt havde brugt for 5 millioner kr. af skatteborgernes penge på bl.a. blomster, lys og chokolade til sine tre hjem.

Men en tur til Sydafrika for at deltage i Mandelas begravelse var åbenbart dråben. Man fristes til at tænke, at det måske også skyldes, at Netanyahu ganske enkelt er ligeglad med Mandela, da det er en offentlig hemmelighed, at Sydafrika og Tel Aviv har haft et noget anstrengt forhold siden Sydafrika valgte at boykotte varer fra israelske bosættelser samt en akademisk boykot af israelske universiteter og andre institutioner med opbakning fra bl.a. Desmond Tutu m.fl., hvilket – meget forudsigeligt – blev mødt med anklagen om antisemitisme.

Bradley Burston, som er israelsk journalist og redaktør ved det israelske dagblad Haaretz skrev d. 9. december meget sigende følgende i sin klumme i går; ”Hans (red. Netanyahus) budskab er klart. Mit Israel, som bruger tonsvis af millioner på opførelsen og beskyttelsen af bosættelser under fredsforhandlinger med palæstinenserne eller som opføre fangelejre for afrikanske asylansøgere i stedet for at formulere en sammenhængende flygtningepolitik, har ikke noget til overs for denne mand, Mandela”

Inden blækket har nået at tørre på disse sider, så vil Søren Espersen (DF) blive sendt i byen af den israelske ambassade med et modsvar. Her vil jeg dog minde Søren Espersen om det gode gamle danske mundheld der siger, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

I vores egen lille andedam nåede hykleriet nemlig også helt nye højder, da Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på sin Facebook skrev følgende; ”Tit bliver jeg spurgt, hvilken person jeg beundrer mest. Oftest har jeg svaret Nelson Mandela. Han var en enestående person. Trods 27 år i fængsel formåede han at undgå den bitterhed, der kunne have ødelagt resten af hans liv. I stedet brugte han al sin energi på at få Sydafrika til at fungere efter apartheid. Sydafrikas Gorbatjov! Han bør huskes”.

Jeg var omend ikke mundlam, så hysterisk underholdt, da jeg læste ovenstående. Vi snakker om det selvsamme parti, hvis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, stadig til i dag fastholder sine udtalelser om, at Mandela er en terrorist. Vi taler også om det selvsamme parti, som i Søren Espersen har den mest erklærede zionist i kongeriget og som f.eks. mener, at de israelske bosættelser er legitime og ikke-ulovlig selvom resten af det internationale samfund – ja selv Israels nærmeste allierede, USA, mener det modsatte.

Inden jeg får smidt kortet med antisemitisme i hovedet, så husk hvem og hvad jeg kritiserer. Zionismen, som ikke repræsenterer jødedommens universelle værdier, er ind til sin rod baseret på diskrimination, racisme og apartheid.

Således er vi tilbage ved Mandela igen. I løbet af de kommende dage vil verdens eliter og statsledere lægge deres vej forbi Sydafrika i anledning af Mandelas begravelse. I den anledning ville det klæde det internationale samfund at sende et entydigt signal om, at man faktisk oprigtigt hylder Mandela. Det kunne helt oplagt indbefatte at man gik mere konkret til værks, som Mandela selv gjorde det, ved mere aktivt at støtte den årelange kamp mod apartheidtilstandene i Palæstina – den undertrykkelse, som palæstinenserne udsættes for hver eneste evige dag.

Man kan blot mindes hans egene ord fra 1997; ”We know too well that out freedom is incomplete without the freedom of the Palestinians”. Mandela bemærkede flere gange hvordan Israel videreførte den racistiske politik uden den fornødne eksterne fordømmelse og indgriben. De der deltager i hans begravelse har et ansvar for at gøre Mandelas ånd evig ved at gøre ord til handling.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk

Kommentér via Facebook

kommentarer