De seneste dage har jeg deltaget i Europæisk Socialt Forum i Istanbul. Det er en fantastisk by, men den kan ikke skjule krigen mod kurderne.

Af Søren Søndergaard, medlem af Europa-Parlamentet, Enhedslisten

Uge 26 2010: De seneste dage har jeg deltaget i Europæisk Socialt Forum i Istanbul. Det er en fantastisk by, men den kan ikke skjule krigen mod kurderne.

Fra onsdag til søndag har tusinder af mennesker fra mange lande været samlet i Istanbul til et stort antal møder og seminarer for at diskutere den sociale og politiske udvikling i Europa. Selv deltog jeg bl.a. i en diskussion om Lissabon-traktaten i lyset af den græske krise.

Som en del af arrangementet blev der lørdag eftermiddag afholdt en demonstration til Taksim-pladsen i det centrale Istanbul. Deltagelsen i denne var lige så spraglet og politisk mangfoldig som deltagelsen i det europæiske sociale forum i øvrigt.

Blandt deltagerne var en blok på et par hundrede tilhængere af det kurdiske parti, BDP, hvilket man kunne se på de gule flag med partiets navn. Af disse var de fleste ældre kvinder, som bar billeder af slægtninge, der var blevet dræbt i borgerkrigen mellem den tyrkiske stat og den kurdiske guerilla-organisation, PKK.

Af ovenstående skulle helst fremgå, at denne blok af ældre sørgende kurdiske kvinder nok var den absolut mest stilfærdige og mindst offensive af den tusind-tallige demonstrationsskare. Alligevel så vi ved selvsyn hvordan de blev peget ud ved demonstrationens begyndelse og derefter flankeret tæt af politi bevæbnet med skydevåben, knipler og skjolde så længe demonstrationen varede.

Hvorfor, må man spørge? Og hvorfor greb de tyrkiske sikkerhedsstyrker resolut ind, da en gruppe kurdiske kvinder under onsdagens kvindemarch begynde at danse traditionelle kurdiske danse? Og hvorfor blev vores middagsselskab på en restaurant fredag aften med et BDP-parlamentsmedlem fra Istanbul beæret med overvågning fra et par civilklædte repræsentanter for sikkerhedstjenesten?

Der er i det hele taget rigtig mange interessante spørgsmål, man kan stille om den tyrkiske stats behandling af den kurdiske befolkningsgruppe. Men når det gælder BDP, så er svaret såmænd ikke så kompliceret: Den tyrkiske stat anser i dag BDP som sin hovedmodstander i forsøget på at holde den kurdiske identitet nede og fastholde den tyrkiske landsfader, Kemal Atatürks, slogan om ”ét folk, ét sprog, ét land”.

BDP er afløseren for DTP, som ved sidste års kommunalvalg vandt de kurdiske områder i det østlige Tyrkiet i overlegen stil. Denne valgsejr var selvfølgelig en voldsom torn i øjet på den tyrkiske stat. Den svarede igen med dels at forbyde DTP (som så kort efter opstod under navnet BDP) og med at anholde mange hundrede af partiets aktivister.

Som et udtryk for repressionens omfang vil der mandag den 18. oktober blive indledt en retssag i den kurdiske hovedby Diyarbakir mod ikke mindre end 1.400 partimedlemmer, herunder en lang række demokratisk valgte borgmestre.

På den baggrund skulle man måske tro, at EU ville slå i bordet og sætte Tyrkiet stolen for døren. For EU er jo en stor tilhænger af både menneskerettigheder og mindretalsrettigheder – i hvert fald ved festlige lejligheder. Men så enkelt er det ikke.

I korthed er EU’s dilemma, at de på den ene side godt vil have Tyrkiet som en tæt allieret, men at der på den anden side ikke er nogen fælles vilje til at give Tyrkiet det EU-medlemskab, som de ellers er blevet lovet.

Derfor oplever vi et absurd teater, hvor forhandlingerne om Tyrkiets optagelse fortsætter, men med en fart, som vil få selv en snegl til at se hurtig ud. Netop i den forløbne uge er forhandlingerne blevet åbnet om det trettende ud af de 35 kapitler, som skal færdiggøres for at Tyrkiet kan blive medlem. Umiddelbart lyder det måske af noget, men blegner jo lidt i lyset af, at der efter års forhandlingerne kun er blevet afsluttet et enkelt kapitel.

Denne fortoning af Tyrkiets EU-perspektiv har fået skylden for at Tyrkiet de senere år har vendt sig fra EU og mere og mere i retning af lande syd og sydøst for sig, ikke mindst blandt islamiske lande. USA har i den forbindelse skarpt kritiseret EU for ikke at lukke Tyrkiet ind i varmen.

Denne distance til Tyrkiet, som er opstået p.g.a. modstanden mod tyrkisk EU-medlemskab, bliver derfor forsøgt kompenseret på forskellig vis. I den forbindelse er det tankevækkende med de aktioner, som på det seneste er blevet gennemført mod kurdiske aktivister i forskellige EU-lande, bl.a. med arrestationer og med smadring af ROJ-TVs sendeudstyr i Belgien. Aktioner, som hverken har ført til konkrete anklager endsige domsfældelser.

De kommende måneder og retssagen den 18. oktober bliver en prøve på hvor meget EU er villig til at give køb på demokratiske rettigheder af hensyn til sine overordnede stormagtsinteresser.

www.sorensondergaard.dk

De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.

Kommentér via Facebook

kommentarer