BLOG – UGE 41: Trods fremlæggelse af en ”demokratiserings-pakke” fortsætter undertrykkelsen i Tyrkiet. Og det samme gør EU’s optagelsesforhandlinger med landet.
Af Søren Søndergaard – 6. oktober 2013
I sidste uge fremlagde Tyrkiets ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, en såkaldt ”demokratiserings-pakke”. I de regeringstro tyrkiske medier blev indholdet ikke ligefrem undersolgt: ”Erdogans revolution”, ”En ny æra”, ”Høj standard for demokrati” og ”Velkommen frihed” lød nogle af overskrifterne.
Der er bestemt behov for en demokratisk revolution i Tyrkiet. Landet er et levende eksempel på, at det er muligt at kombinere nogenlunde frie valg med en massiv undertrykkelse af mindretal og anderledes tænkende. Landet har verdensrekord i fængslede journalister og tusinder af valgte politikere og politiske aktivister sidder bag tremmer på tvivlsomme anklager.
Undertrykkelsen har især ramt det kurdiske mindretal. Men ikke kun. I onsdags offentliggjorde Amnesty International en rapport med titlen: “Gezi Park protests: Brutal denial of the right to peaceful assembly in Turkey”. Det er en rystende samling af eksempler på de overgreb, som de tyrkiske myndigheder gennemførte under og efter sommerens protester mod planerne om at forvandle Gezi-parken i Istanbul til et stort indkøbscenter. Overgreb, som bl.a. resulterede i flere dræbte og omkring 8.000 sårede.
Egentlig er tidspunktet helt oplagt til at annonce en demokratiserings-pakke. Dels for at imødegå det dårlige ry, som Tyrkiet har fået overalt i verden efter begivenhederne omkring Gezi-parken. Og dels fordi EU’s næste evalueringsrapport om udviklingen i Tyrkiet er planlagt til den 16. oktober. Men hvis nogen havde håbet, at Erdogan ville tage reelle skridt fremad, så må de være blevet slemt skuffede.
Pakken indeholder en række punkter, bl.a. delvis ophævelse af forbuddet mod at bære det muslimske hovedtørklæde i offentlige stillinger. Det ses mest som et redskab til at konsolidere opbakningen til Erdogan fra traditionelt konservative muslimske vælgerkredse.
I forhold til den meget kritiserede spærregrænse på 10% opstiller pakken tre muligheder: En fastholdelse eller en sænkelse til 5% med henholdsvis valg i enkeltmandskredse eller valg i kredse med 5 mandater, hvor det største parti tager dem alle. Valgeksperter har beregnet, at disse alternativer til spærregrænsen på 10% i virkeligheden vil gavne Erdogans AKP-parti med op til 30 pladser yderligere i parlamentet. Det kan man da kalde et valg mellem pest eller kolera!
I forhold til det kurdiske mindretal har det mest opreklamerede været, at forbuddet mod anvendelsen af bogstaverne q, w og x bliver ophævet, at kurdisk bliver tilladt som undervisningssprog i private skoler, at kurdiske landsbyer efter anmodning til Indenrigsministeriet kan få deres oprindelige navn igen samt at den nationalistiske ed (”Jeg er tyrker”), som alle skolebørn har været tvunget at fremsige, vil blive ophævet.
Selvfølgelig er det et fremskridt, at f.eks. en borgmester i den kurdiske del af Tyrkiet ikke længere kan anklages med krav om mange år i fængsel for at ønske sine borgere godt nytår (på kurdisk: newroz) med henvisning til et forbudt bogstav, som ikke indgår i det tyrkiske alfabet (w). Og at private skoler nu kan undervise på det sprog, de ønsker. Men om nogen demokratisk revolution kan man næppe tale.
For det ville jo betyde, at det skulle være et udtryk for et højt udviklet dansk demokrati, at man godt må hedde Müller, at private skoler må undervise på engelsk og at grønlandske børn ikke bliver tvunget til at starte skoledagen med at skulle skråle: Jeg er dansker! Og det er det ikke. Det er bare elementært, kære Watson!
Desværre mangler der alt det i ”demokratiserings-pakken”, som virkelig ville kunne sætte en stopper for undertrykkelsen af mindretallene (herunder alawitterne og de kristne) og politiske opponenter, som benytter sig af fredelige midler. Det vil nemlig kræve en ændring af den stor-tyrkiske forfatning og derfor ikke være noget, som Erdogan blot kan diktere fra sit statsministerielle kontor.
Det burde EU selvfølgelig forklare Erdogan, når de to parter mødes til forhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU, formentlig den 5. november. For på trods af, at EU’s rapport om Tyrkiet vil indeholde knubbede ord om menneskerettighedssituationen, så vil forhandlingerne om det 22. kapitel i optagelsesbetingelserne køre videre. Forhandlingerne skulle egentlig være startet i juni, men det var midt under nedkæmpelsen af Gezi-park-protesterne, så det fik Tyskland udskudt til efteråret – og til efter det tyske valg.
Det er med andre ord, som det plejer med både EU og Tyrkiet. Pæne ord om demokrati og menneskerettigheder, men når det kommer til stykket, så er det helt andre interesser, som bestemmer.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk.
