SULTESTREJKE: Hvis et tyrkisk barn har retten til at læse sine børnebøger på sit modersmål, hvorfor skal et kurdisk barn så fratages samme ret? Hvilken skaber har besluttet at det udelukkende er det kurdiske folks rettigheder der skal nægtes? spørger dansk-kurderen Zînê Xerîb.
Bjergene er vores eneste venner siger de – har de ret?
Den 12. september 2012 begyndte de første kurdiske politiske fanger i de tyrkiske fængsler en sultestrejke. Disse menneskers helbred og liv er det eneste våben de har. Mennesker som førhen brugte deres ord, er nu blevet gjort tavse. Uden at lade sig slå ud, bruger de nu deres kroppe, deres helbred, deres liv. Vil den verden som før var døv, nu endnu engang være blind?
Men hvem gav egentlig Tyrkiet eller islamisterne, som sidder ved magten, retten til at nægte kurderne deres basale menneskelige rettigheder, såsom retten til at tale deres eget sprog, retten til et frit liv, retten til en fair retssag foran en dommer? Hvis vi af vores skaber eksisterer med etnicitet, sprog, hudfarve – hvem er Tyrkiet så at skulle nægte Kurderne disse rettigheder?
Endnu værre end Tyrkiets nægtelse af disse rettigheder, er resten af verdens stiltiende, næsten benægtende tilstand. Vil verden lytte og vise kurderne solidaritet for deres lidelser? Vil dem som lærer af denne sultestrejke øge presset på Tyrkiet og ikke spille denne hykler når det kommer til det kurdiske spørgsmål, men derimod vægte mennesket højst? Vil de presse Tyrkiet til at kunne lade kurderne selv afgøre, hvordan de skal leve og hvem de skal tilbede, og lade kurderne – ikke tyrkerne, araberne eller perserne for den sags skyld- afgøre deres egen skæbne?
I lyset af sultestrejken er det vigtigt at understrege, at selve begrundelsen for disse menneskers frihedsberøvelse halter gevaldigt. Disse mennesker er ikke kriminelle: De er kurdiske intellektuelle, advokater, akademikere, journalister, menneskerettighedsaktivister og politikere. De har ikke begået en kriminel handling: men de er alle anklaget for ”terrorisme”. Tragisk som det er, så er dette den mest brugte grund for fængsling som Tyrkiet bruger for at fængsle kurdere, som kræver deres rettigheder.
Politisk sultestrejke er ikke ukendt. I begyndelsen af 80’erne sultestrejkede 10 irere som en modstand mod den britiske kolonisering, og efter ca. 60 dages sultestrejke døde disse mennesker som følge af at deres krav ikke blev efterkommet. 10 mennesker 60 dage, og de havde omverdenens opmærksomhed. I Tyrkiet taler vi om 715 mennesker i nu 56 dage. Og igen i 1972, hvor IRA-fanger gennem deres sultestrejke fik status som politiske fanger, uden at nogle døde. Til forskel fra Tyrkiet, så adskilte irerne ikke mellem sultestrejke og dødsfaste, selvom mange sultestrejker uden den intention at nogle skal dø.
Hvis et tyrkisk barn i Tyrkiet har retten til at læse sine børnebøger på sit modersmål, når dette barns første ord var på tyrkisk, hvorfor skal et kurdisk barn så fratages samme ret? Hvilken skaber har besluttet at det udelukkende er det kurdiske folks rettigheder der skal nægtes? Et spørgsmål jeg tit tænker på er, hvordan Tyrkiet kan have en så ledende rolle i verdensbilledet, når det mangler sansens for retfærdighed?
For hvor, i verden er det en synd at læse og skrive på sit modersmål og et fænomen der deler et land? Kravene for de sultestrejkende er ikke udenfor rækkevidde, ej heller er de politisk urealistiske såsom løsrivelse fra Tyrkiet som ville være ”umulige” at efterkomme, men hvad der kræves er intet mindre end basale rettigheder og behandling som værende ligeværdige på fod med alle andre, uden begrænsninger.
Sultestrejke er skræmmende, men man må vise disse fanger sympati, som ingen andre muligheder har for at føre en kamp imod deres undertrykkelse og uretfærdige frihedsberøvelse. Det er en meget langsom og pinefuld måde at dø på, og dem der gør det, gør det fordi omstændighederne er så uudholdelige, at skulle fortsætte med at leve under disse er, værre end at fortsætte det forfærdelige ideal af en virkelighed. Det er det sidste skridt af modstand. Disse mennesker er rørt af følelser og besidder en så stor følelse af solidaritet og kærlighed for deres folk og medfængslende, til en sådan grad, resten af os end ikke er i stand til at forestille os.
Kun en ting kan hjælpe disse mennesker med deres kamp: og det er offentlighedens oplysning og støtte. Uden dette må de klare sig selv… Derfor er det vigtigt at vi som borgere i Danmark, ikke blot kurdiske borgere, men menneskelige borgere som er en del af et demokratisk samfund, lægger et pres på den danske regering, en regering som ved flere lejligheder har vægtet tyrkiske (økonomiske) interesser højst.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.