Vil Erdogan konfrontere den amerikanskledede vestlige koalition og tvinge dem til at opgive de kurdere, der støttede de vestlige styrker og havde den største rolle i sejren over IS?
Af Fahmy Almajid, forfatter og fhv. DR-journalist, foredragsholder og integrationskonsulent
Siden i går aftes er den syriske borgerkrig gået ind i en meget vigtig fase, og i de kommende dage vil det formentlig blive klart, hvad hovedmålet er for de væbnede grupper, der den 27. november udførte lynangrebet på den næststørste by i Syrien, Aleppo.
Hvad, der sker i Syrien, er mystisk og forvirrende for mange, så enhver politisk analytiker tolker det på sin egen måde, og jeg tror, at selv de deltagende parter i konflikten nogle gange bliver overrasket over udviklingen på slagmarken. Den eneste, der ved præcis, hvad der sker, og hvad der vil ske, er den tyrkiske præsident Erdogan, som drømmer om et større Tyrkiet, det osmanniske riges tilbagevenden og sin indsættelse som kalif over et islamisk imperium. Intet mindre kan gøre det for ham.
Hvem er de væbnede fraktioner, der støttes af Tyrkiet? Det er forvirrende for mange, fordi der er en del forkortelser i omløb.
Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) er en islamistisk organisation, der brød ud af IS og oprindeligt kaldte sig for Al-Nusra-fronten. Andre jihadistiske organisationer sluttede sig til gruppen, hvorefter de igen ændrede navn, nu forkortet HTS. Organisationen er støttet af Tyrkiet, men Erdogan har ikke officielt annonceret sin støtte til den på grund af gruppens tidligere forbindelser til IS.
Fahmy Almajid er forfatter, journalist, foredragsholder og integrationskonsulent med rødder i Qamişlo.
Den anden fraktion består af dele af den syriske hærs enheder, der tilsluttede sig til oprørerne i 2011 efter det arabiske forår. Denne alternative hær kaldte sig for Den Frie Syriske Hær (på dansk FNS) og erklærede, at dens hovedformål var at befri Syrien for Assad-regimet. De flyttede dog hurtigt til Tyrkiet og blev en hær af lejesoldater for Tyrkiet, som gav dem attraktive lønninger, etablerede træningsbaser for dem og forsynede dem med moderne våben til gengæld for at hejse det tyrkiske flag på deres kampvogne og anbringe flaget på deres militæruniformer. De bliver nu kaldt for Syrian National Army på engelsk (SNA).
I modsætning til den islamiske HTS erklærer SNA, udover sin fuldstændige loyalitet over for Tyrkiet, sin tilslutning til arabisk nationalisme og dermed sin blinde fjendtlighed over for de andre nationale minoriteter i Syrien. På toppen af deres fjendeliste er kurderne.
For at vende tilbage til begivenhederne i går aftes og her til morgen, så sidder Erdogan i sit luksuriøse palads i Ankara med trådene til alle fraktionerne i hånden og flytter dem, som han vil. Siden i aftes er HTS gået ind i udkanten af byen Hama, og det syriske regimes hær støttet af russiske bombefly, gør desperat modstand, fordi byen Hama, beliggende 220 km syd for Damaskus, er porten til hovedstaden. Hvis Hama falder, så er der frit løb mod Damaskus. Hvis hovedstaden falder, vil den største fare være for Rusland, som har store militærbaser på den syriske kyst.
Erdogan udnyttede, at opmærksomheden var rettet mod det syriske regimes hær og de russiske luftstyrker i Hama. I nat flyttede han SNA-styrkerne og sendte samtidig et stort antal af sine tyrkiske kampvogne ind i Syrien. Kampvogne, som vel og mærke er en del af NATO-styrken!
En sektion gik mod den nordlige og østlige del af byen Aleppo, hvor kurdiske styrker befinder sig i de to største kurdiske kvarterer i Aleppo, Ashrafieh og Sheikh Maqsoud. De kurdiske styrker er forblevet dér for at beskytte kurdiske civile. Mens den anden sektion af SNA gik østpå mod Eufratfloden, som danner grænse mod det kurdiske og kristne selvstyre med et kurdisk flertal, der støttes af den amerikanskledede vestlige koalition til bekæmpelse af IS.
Det store spørgsmål er nu: Vil Erdogan, indirekte, konfrontere Rusland, hvis HTS formår at besætte den syriske hovedstad og tvinge Rusland til at opgive sine baser og forlade Syrien? Baser, som Rusland har betalt mange penge for.
Vil Erdogan, indirekte, konfrontere den amerikanskledede vestlige koalition i det nordøstlige Syrien og tvinge dem til at trække sine soldater tilbage og opgive sine militærbaser og de kurdere, der støttede de vestlige styrker og havde den største rolle i sejren over IS?
Det mener jeg, vi vil få svar på i de kommende dage.
