Yasar Aktas ser navneforandringen fra “Tunceli Gymnasium” til “Dersim Gymnasium” som et “godt skridt”, men tror ikke på regeringens ærlighed. “Hvis AKP er ærlige, hvorfor hedder det så stadig Sabiha Gokcen Airport? Hvorfor ønsker præsident Erdogan at bygge en bro og navngive det efter Yavuz Sultan Selim?”
Yasar Aktas arbejder på en radiostation og stammer fra Dêrsim i Østtyrkiet/Nordkurdistan. For nyligt blev “Tunceli Gymnasium” ændret til “Dêrsim Gymnasium”, det oprindelige kurdiske navne. Aktas ser navneændringen som et “godt skridt”, selv om det er et “lille skridt”.
“Tunceli er et navn, vi fik i forbindelse med en massakre, derfor er der så meget smerte forbundet med ‘Tunceli’. Så vi er tilfredse med navneskiftet,” siger Aktas.
Han vil have flere reformer, såsom at hele provinsens navn officielt ændres fra Tunceli til Dêrsim. Derudover tror Aktas ikke på den tyrkiske AKP-regerings ærliglighed.
“Hvis AKP er ærlige, hvorfor hedder det så stadig Sabiha Gokcen Airport? Hvorfor ønsker præsident Erdogan at bygge en bro og navngive det efter Yavuz Sultan Selim?” spørger han.
Han henviser til Sabiha Gokcen, Atatürks adopterede datter, der som pilot bombede Dêrsim i 1930’erne og Yavuz Sultan Selim, der i 1500-tallet menes at have dræbt tusinder af alevier, troen som de fleste af Dêrsims borgere tilhører.
Jakob Lindgaard, en dansk Tyrkiet-ekspert, mener at Erdogan prøver at balancere og passe på ikke at skabe for stor en vrede blandt de kemalistiske nationalister i sit bagland.
“En lille smule her – det at tillade kurdiske bogstaver X, W, Q – og en lille smule der – navneforandring – skal ses som en integreret del af en sådan balancehandling,” siger Lindgaard.
I efteråret 2013 lancerede Erdogan demokratipakken, som blandt andet gav kurderne retten til kurdisk undervisning i private skoler, og til at anvende bogstaverne Q, W og X, som ikke findes i det tyrkiske alfabet.
Men landets største religiøse mindretal, alevierne, fik næsten ingenting i pakken, undtagen et universitet opkaldt efter deres hellige karakter. Derfor vil Dêrsims borgere forblive utilfredse, vurderer Lindgaard:
“Mange borgere i Dêrsim er også alevi. For dem må det være frustrerende, at en del af deres identitet bliver imødekommet, mens en anden del stadig bliver udsat for diskrimination.”
