Læs om Hacilaro (Kuşça) – en af de største kurdiske landsbyer i Danmark.
Fotos: Antropolog Jan Hjarnø’s billeder fra Kuşça 1970-1984 og Orhan Dogru
Kuşca er en kurdisk landsby i Konya i det centrale Tyrkiet. På kurdisk kendt som ”Hacilaro” (Hecîlera).
Med et dekret fra den 16. maj 1928 blev Kuşça officielt en landsby. Derefter kom den til at hedde Yeniyapan. Senere, fordi mange tog på pilgrimsfærd (Hajj) i Mekka, blev landsbyen kaldt Hacılar Köyü. Atter senere fik den navnet Kuşça.
Den 3. juni 1988 fik Kuşça kommunal status og blev såkaldt ”belde”, tyrkisk betegnelse for distrikter, der er større end landsbyer.
“Kuş” betyder fugl på tyrkisk, men Kuşça, en afsidesliggende landsby i den centrale del af Tyrkiet, ligger helt derude, hvor kragerne vender. Vintrene er hårde og kolde, mens somrene er ulideligt varme og tørre med 35-40 grader i denne landsby, der hører under den tyrkiske storby Konya og ligger 165 kilometer syd for hovedstaden Ankara.
Fårehyrder går rundt med deres flokke i det tørre landskab over de afsvedne marker mellem små klynger af huse. Om morgenen løber folk ad den bumpede og ujævne grusvej hen til byens brønd for at fylde dunkene med vand.
Landsbyen tilhører stammeforbundet Reşwan og undergrenen Nasiran. Det menes, at Kuşça-kurdernes forfædre indvandrede for cirka 250 år siden fra nogle provinser længere østpå i Tyrkiet, især Semsûr (Adıyaman).
Helt præcist er det områder som Hısn-ı Mansur; især Kahta- og Besni-distrikterne i Semsûr (Adıyaman), Meletê (Malatya), Mereş (Kahramanmaraş).
Der er forskellige bud på, hvorfor så store dele af Reşwan-stammen endte i det centrale Tyrkiet, især i Konya.
Nogle kilder mener, at det skyldes pladsmangel, altså at landsbyerne i det østlige Tyrkiet var for små til den stadig voksende stamme. Andre kilder mener, at den omvandrende stammes dyr spiste af andres marker og dermed påførte andre skader. Derfor ville man flytte dem væk. Atter andre hælder til den opfattelse, at de osmanniske myndigheder ville have Reşwan bosat et fast sted, så de ikke kunne stikke af fra beskatning. Sidst, men ikke mindst, mener nogen, at de tyrkiske magthavere ville bosætte dem et fast sted for at få kontrol over en meget stor kurdisk stamme.
Stammen kom nu til at bo til formålet nybyggede landsbyer eller i allerede eksisterende landsbyer. På den måde blev de splittet udover flere områder ud fra osmannernes ”del-og-hersk”-politik, så de ikke kunne forene sig og gøre oprør. Et dokument fra 1859 viser, at over 500 husstande fra stammen boede i Haymana og blev bosat i 43 landsbyer. De stammede oprindeligt fra Semsûr (Adıyaman), Dîlok (Gaziantep) og Islahiye.
Kuşça og Reşwan-kurderne taler det kurdiske sprogs kurmancî-dialekt. Helt præcist taler de vest-kurmancî. I stedet for Gelek (”meget”) siger de Pir. I stedet for Baş (”godt) siger de Rind. I stedet for hemû (”alle”) siger de gî, giştik.
11 klaner
Ifølge landsbyens borgere Metin Baysal og Kadir Okutan er der 11 klaner i Kuşça.
1=Asutka
2=Sımka
3=İmati
4=Momreşka
5=Kosa din
6=Amxerka
7=Xençerli
8=Şixoli
9=Emini
10=Mela Memo
11= Çerkez
Klanerne dækker over disse familier
1=ASUTKA; Taş, Baysal Akdeniz, Belek, Kekeç og Olgun
2=SIMKA; Kırkan, Kömürcü, Sarı, Peker, Yıldırım, Yalçın, Gülen, Çetiner, Çolak, Furuncu, Önder, Öcal,Yılan, Yılmaz, Başaran, Yapıcı, Deveci og Gezen.
3=İMATİ; Fener, Sütçü, Camcı, Avcı, Ünlü, Çorlu og Kolsuz’dur.
4=AMXERKA; Yüksel, Bilen, Koyuncu, Savran, Demir, Erdem, Koca, Küçük og Değirmenci.
5=XENÇERLİ; Harmankaya, Acı, Karakurt, Çoşan, Duvarcı og Çetin’dir.
6=MOMREŞKA; Sertdemir, Karaosman, Kara
7=ŞİXOLİ; Şener, Doğru, Kaya, Topal, Dul, Atik, Baran, Uzun, Yalınız og Akdağ.
8=EMİNİ; Çiftçi, Keçeli, Ekiz, Çift, Çakan, Koyuncu (Aksoy), Çelik og Karaca.
9=KOSA DİN; Arslan-familien…
10= MELA MEMO; Gül, Cambaz, og Tükenmez
11= ÇERKEZ; Arabacı-familien.
Før i tiden talte alle kurdisk derhjemme, og de ældste og yngste kendte ofte ikke andre sprog før seksårsalderen, hvor de startede i skole og lærte tyrkisk.
De unge skolelærere var etniske tyrkere, der var tvangsudskrevet til at undervise i landsbyen i to år og kunne finde på at slå børnene, når de talte det forbudte kurdiske sprog.
Den vigtigste indtægtskilde i Kuşça var jordbrug og dyrehold. Det var samtidig en af de få indtægtskilder i området, hvor det blev stadig sværere at finde fuld beskæftigelse, og hvor nogle fag uddøde på grund af industrialiseringen.
Indvandring til Danmark
I 1960’erne efterspurgte de skandinaviske lande og Tyskland udenlandsk arbejdskraft. De sidste tre år i 1960’erne emigrerede 300 personer fra Kuşça derfor til Vesteuropa. I 1967 kom de første indvandrere til Danmark fra Kuşça.
Nogle endte i Brøndby Strand og arbejdede på et stålværk. Gæstearbejderne blev sjældent gode til dansk, fordi de ikke forventede at blive her. I starten hang gæstearbejderne mest ud med hinanden, boede sammen 10 mænd i 2-3-værelseslejligheder.
Med tiden valgte mange gæstearbejdere at blive i Danmark og hentede resten af familien herop. I dag er der anslået 6000 Kuşça-borgere i Danmark.
De bor i Brøndby Strand, Greve, Hundige, Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, osv.
I 1996 rejste Farums borgmester Peter Brixtofte ned til Kuşça i Konya og blev modtaget som noget nær en kendis.
Over halvdelen af Kuşças befolkning var på det tidspunkt emigreret til Danmark, for at arbejde, genforenes med familie eller gifte sig med en slægtning.
Hver sommer vendte de hjem på ferie som holdne mænd i flotte habitter med penge på lommen.
”50 procent af Kuşças indtægter stammer fra Danmark,” anslog Kuşças borgmester Ethem Olgun. ”Vi kunne ikke eksistere uden ‘den danske forbindelse’.”
En stor del af Farums kurdere kom fra Kuşça og det samme med viceborgmesteren Huseyin Tas.
Da et veteranhold under Farum Boldklub tog til Konya for at udkæmpe en venskabskamp med en af byens hold, bad man Brixtofte om at deltage.
Borgmesteren, som havde drømt om at blive fodboldspiller, hoppede straks med på vognen. Senere sponsorerede Farum Kommune på Tas’ og Brixtoftes initiativ computere, skolebøger og en ambulance til Kuşça.
Ethem Olgun viste Brixtofte rundt med i landsbyen og servede to gange stærk, tyrkisk te for danskeren.
Han takkede for Brixtoftes gestus ved at opkalde en gade efter ham. En anden gade i landsbyen blev i øvrigt navnet opkaldt efter København.