Af Eyşe Botan
Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, Marie Bjerre (V) har inviteret den dansk-kurdiske journalist og Jiyan.dks redaktør Deniz Berxwedan Serinci til at være med i den komité på fire personer, som skal udpege modtageren af årets Ligestillingspris. Årets tema er etniske minoritetskvinder og social kontrol.
Formålet med prisen er at sætte fokus på “de rollemodeller, som går forrest og inspirerer andre til at bryde med kønnede normer og forventninger og følge deres ambitioner og drømme,” skriver Marie Bjerre i et brev til Serinci.
“Du har været aktiv i debatten og selv gået forrest i kampen mod negativ social kontrol. Jeg vil derfor gerne invitere dig til at være med i den priskomité, som har ansvaret for at udpege årets prismodtager,” tilføjer ministeren.
Kriterierne for at modtage prisen er, at:
– Personen bringer sig selv i spil, baner vejen for kulturforandring og er et forbillede for andre inden for årets tema
– Personen udmærker sig på et område, hvor én gruppe er underrepræsenterede eller møder særlige udfordringer
– Personen bryder selv kønnede normer og forventninger
– Personen inspirerer gennem sine handlinger til, at andre forfølger deres drømme og udlever deres potentiale.
Serinci har takket ja til at være med i komiteen.