I dag er det 25 år siden Saddam Husseins giftangreb på byen Halabja.

Som kurdere glemmer vi aldrig folkemordet i Halabja i Irakisk Kurdistan. 

Vi glemmer aldrig billedet at familiefaderen Omar Khawer. Da han den skæbnesvangre dag i 1988 opdagede irakiske flyvemaskiner, som kastede giftige bomber ned over byen, løb han ud af sit hus med sine tvillinger for at beskytte dem.

Desværre nåede han ikke længere end til dørtærsklen. Her faldt han over tærsklen med tvillingerne i favnen og mistede livet – ligesom 5.000 andre mænd, kvinder og børn den dag for 25 år siden. 

Mange af de overlevende var også hårdt sårede. De fik brændt deres hud eller blev efterladt med store byldelignende vabler på kroppen. Og mange blev traumatiseret for evigt. 

Khawer’s ogde øvrige kurderes skæbne gik senere hele verden rundt i form af billeder, som dokumenterede den irakiske præsident Saddam Husseins menneskerettighedskrænkelser for en chokeret verden.

Kurderne håbede på, at kendskabet til folkemordet ville medføre hjælp til kampen mod Saddam. Men desværre udeblev hjælpen, mens Saddam fortsatte med at anvende giftgas mod befolkningen. 

Angrebet dengang var en del af Saddams folkemordskampagne mod kurderne kaldet ’Operation Anfal’. 

Hvor den civile befolkning blev angrebet med kemiske våben, og der blev udført deportationer og massehenrettelser. Operationen mod kurderne var af en så brutal og systematisk karakter, at det hurtigt stod klart, at Anfal-kampagnen var mere og andet end blot en del af krigen mod Iran. 

Man anslår, at op mod 180.000 kurdere blev dræbt, og flere tusinde landsbyer blev jævnet med jorden. 

Beretninger frade overlevende er hjerteskærende. Abdel-Qadir al-’Askari var en af dem, der overlevede et gasangreb på sin landsby: »Jeg fortsatte langs floden. Jeg fandt liget af min 9-årige datter, som omfavnede sin kusine, der også var blevet kvalt i vandet … Så gik jeg rundt om vores hus.

I et område på ca. 200-300 km² så jeg ligene af dusinvis af familiemedlemmer. Blandt dem var mine børn, mine brødre, min far og mine nevøer og niecer. Nogle af dem var stadig i live, men jeg kunne ikke skelne de døde fra de levende.

Jeg forsøgte at finde ud af, om børnene var døde. På det tidspunkt havde jeg mistet mine følelser. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg skulle gå og kalde på, og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tage mig af først. Jeg var helt alene«, fortalte Abdel-Qadir, der mistede 25 af sine 40 familiemedlemmer, herunder sin kone og 5 af sine børn.

Dette folkemord på kurderne fandt sted under Iran-Irak-krigen, hvor Vesten var allieret med Saddam Hussein. Og desværre valgte EU og verdenssamfundet dengang ikke at gribe ind over for Saddam Hussein.

Man så desværre bare passivt til. Selv om det er længe siden, er det vigtigt at mindes, synliggøre og anerkende det folkemord, der skete. Især fordi kurderne stadig er et folk, hvis rettigheder negligeres, når de store kræfter slås og er optaget af andre dagsordner. 

Til tider kan det faktisk virke, som om EU vender det blinde øje til, mens kurdere trædes under fode i Mellemøsten, eksempelvis i Iran og Tyrkiet.

Kurderne nægtes i dag mange steder deres basale rettigheder til at benytte deres sprog og dyrke deres kultur. Vi har svært ved at forstå, hvorfor man ikke sætter mere fokus på at synliggøre den undertrykkelse, der finder sted både i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien.

Menneskerettighedsaktivister kæmper daglig en sej kamp for, at EU og Vesten skal skride fra ord til handling og spille en mere aktiv rolle for at beskytte kurderne imod den fortsatte forfølgelse og undertrykkelse.

Men hvorfor stiller EU ikke højere krav til Tyrkiet om at overholde menneskerettighederne og respektere det kurdiske mindretal, hvis landet skal med i EU?

Måske er første skridt til at forandre fremtiden for kurderne, at man anerkender fortidens grusomheder. 

Human Rights Watch har på baggrund af omfattende studier fastslået, at de vurderer, at der var tale om et folkemord i Irakisk Kurdistan.

I Storbritannien har House of Commons så sent som i forrige uge i en udtalelse opfordret både regeringer og internationale organisationer til at anerkende folkemordet mod den kurdiske befolkning i Irakisk Kurdistan i 1988. Tænk, hvis Danmark kunne sende et lige så stærkt signal og gøre det samme. 

Lige nu oplever kurderne desværre, at hverken EU eller Vesten er med dem.

Vi vil gerne bruge 25-års dagen til at minde om det folkemord, kurderne oplevede, og til at minde om, at kurderne stadig har brug for en hjælpende hånd fra verdenssamfundet til, at deres stemme kan blive hørt.

Indlægget er skrevet sammen med: Sardar Shwany, Kurdistan Patriotic Union, Mossa Rashid, Kurdistan Demokratiske Parti, Irak, Saeed Soltanpour, Kurdistan Demokratiske Parti, Iran, Serhad Zozan, Kurdistan Socialistisk Parti & Komkar, Khalid Rawandost, Kurdistan Demokratiske Parti, Bedrettin Aslan, Kurdistan Demokratiske Parti, Bakur, Adnan Axacan, Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger, Mirza Akar, Insiyatif Danmark, Galawiesh Abeid, Foreningen af Kurdiske Kvinder på Sjælland, Amir Misbah, Kurdistan Komala Parti, Mustafa Göl, Nazim Hikmet Kulturforening, Mahmud Barzanji, Foreningen af Syriske Kurdere, Bakir Malawali, Dansk Kurdisk Venskabsforening i Helsingør, Bahzad Mourad, Êzdî Kurders Kulturforening.

Kommentér via Facebook

kommentarer