Öcalan: “Vores angreb den 15. august var et svar på Mazlum Dogans kald: Verden må høre vores gråd!”
Af Deniz B. Serinci
Efter militærkuppet i september 1980 blev fængselstorturen i tyrkisk Kurdistan forværret. Især fængslet i Diyarbakir var berygtet for dets behandling af fanger. Politiske fanger blev her i flere tilfælde tortureret, tvunget til at spise egen afføring og dræbt.
I alt 650.000 mennesker blev anholdt efter 12. september kuppet i 1980. I alt 230.000 mennesker blev dømt i 210.000 sager, mest af politiske grunde.
517 mennesker blev dømt til døden, men 50 mennesker af dem blev henrettet. Som en følge af de uhygiejniske forhold og tortur i fængslerne, døde 299 mennesker.
I alt 144 mennesker døde i forbrydelser, hvor gerningsmændene ikke kunne findes, mens 14 døde under sultestrejke. 16 blev skudt til døde, fordi de angiveligt forsøgte at flygte fra fængslet og 43 begik selvmord.
I protest mod fængselsforholdene, begik Mazlum Dogan, en af PKK’s grundlæggere og ikoner, selvmord den 21. marts 1982 – på kurdernes nationaldag Newroz – angiveligt ved at sætte ild til sig selv. Andre siger, at han satte ild til cellen og hængte sig selv.
Derefter sultestrejkede fem PKK’ere ihjel i sommeren 1982. Disse fem var Kemal Pir, Mehmet Hayri Durmuş, Akif Yılmaz og Ali Çiçek. Pir, en venstreorienteret etnisk tyrker og en af PKKs grundlæggere, sagde forinden: ”Vi elsker livet så meget, at vi er villige til at dø for det.”
Selvom flere forskellige kurdiske grupper gjorde oprør i Diyarbakir Fængslet, så var PKK-fangerne de bedst organiserede og deres oprør medvirkede derfor til at slå deres navn fast. Den brutale tyrkiske tortur radikaliserede desuden PKK: Det overbeviste endnu engang partiet om, at dialog med regeringen i Ankara om kurdiske rettigheder ikke var muligt og at der derfor ikke var et alternativ til væbnet kamp.
PKK’s leder Abdullah Öcalan skrev senere i sin bog ”Prison Writings” om oprøret i Diyarbakir fængslet:
”Vi ville vise…at vi ikke længere var villige til at acceptere torturpraksissen. Derfor besluttede vi i august 1984 at starte den væbnede kamp. Uden de sultestrejkendes død havde vi måske gjort tingene anderledes. Vold avlede vold. Vores angreb den 15. august var et svar på Mazlum Dogans kald: Verden må høre vores gråd!”
Den 15. august 1984 startede PKKs væbnede kamp mod Tyrkiet.
