FNs erklæring om Menneskerettigheder bliver ignoreret af Syrien, der krænker kurdernes rettigheder. FN bør gribe ind, mener dagens debattør.

Af Taghee Moas
______________________________________________________________________________________—

For nyligt markerede man 62. årsdagen for vedtagelsen af FN’s Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det er selve fundamentet for international beskyttelse af menneskerettighederne – Verdenserklæringen repræsenterer et ”fælles mål for alle folk og alle nationer.”

Louise Arbour, tidligere højkommissær for menneskerettigheder, forklarede i 2008, at ”Vi vil fremme menneskerettigheder for alle. Vi vil opfylde det menneskelige potentiale, et løfte, som er kernen i verdenserklæringen om menneskerettighederne.”

Ifølge definitionen i Artikel 2 må man ikke ”forskelsbehandle nogen på baggrund af deres race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden status.” På trods af dette, er der mange eksempler rundt om i verden på, at ideen om ikke-forskelsbehandling ikke bliver overholdt – heriblandt af FN selv.

Blev pludselig statsløs – kurderne i Syrien
Et sådan eksempel er de statsløse kurdere i Syrien.

Som Ciwan Hesen fra den kurdiske by Qamişlo i det nordøstlige Syrien udtrykte det, »mens jeg måske har rettigheder på papiret, har jeg ingen papirer i mit navn. På trods af, at jeg er født i Syrien af forældre født i området, der aldrig har boet andre steder, er jeg ikke en borger i dette land og har ingen adgang til de civile rettigheder her.”

Artikel 15 i FN’s Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fastslår, at retten til statsborgerskab er universelt.

Ciwan fortsætter: ”I 1962 blev jeg pludselig en udlænding i Syrien, og det var 25 år før, jeg overhovedet blev født!”

“Det eneste dokument, Ciwan besidder er en optegnelse over hans fødselsdato, ledsaget af teksten “reagerede ikke på Syriske Arabiske folketælling i provinsen af al-Hassake i år 1962.”

Søskende kom i forskellige kategorier
I august 1962 var der en uanmeldt folketælling i al-Hassake provinsen. Regeringen begrundede det med, at det ville identificere de kurdere, der var kommet ind Syrien siden 1945. Men enhver, der var fraværende den dag eller ikke havde de nødvendige papirer, blev registreret som ”fremmede”.

Denne proces fratog omkring 150.000 kurdere for syrisk statsborgerskab, og kategoriserede søskende, selv tvillinger, forskelligt. Efter næsten 50 år har regeringen endnu ikke fremlagt nogen løsning på problemet. Og da statsløshed kan nedarves ved fødslen, lyder det aktuelle skøn på omkring 300.000 statsløse kurdere i dag.

Retten til at have rettigheder

Statsborgerskab er med Hannah Arendts ord ”retten til at have rettigheder ”, og det er bestemt tilfældet i et land som Syrien, hvor det at kunne fremvise sit nationale ID er en integreret del af mange dagligdags gøremål. Som et resultat af statsløsheden er retten til fri bevægelighed, ejendomsretlige, ytringsfriheden, forsamlings- og foreningsfrihed, deltagelse i regeringen samt mange andre menneskerettigheder blevet alvorligt begrænset.

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fremhæver også underskrivernes pligter: ”Ethvert menneske og ethvert organ samfund skal sikre universel og effektiv anerkendelse og overholdelse af de menneskelige rettigheder og friheder.”

Da Syrien ikke blot har vedtaget Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, men også har ratificeret den efterfølgende lovgivning, burde det blive holdt ansvarlig og opmuntres til at overholde internationale forpligtelser.

FN tilbyder ikke kurderne nogen bistand
I praksis er det dog den syriske regering, som får lov til at diktere FN’s politik. Hvordan kan man forvente at ”ethvert menneske” respekterer universelle menneskerettigheder, når selve organisationen FN undlader at sørge for, at dets medlemmer lever op til dets forpligtelser?

Statsløse kurdere er ofre for en politisk pragmatisme, som FN’s aktører bliver medskyldige i. Selv om Syrien nægter at nationalisere statsløse palæstinensere for at bevare deres eventuelle ret til at vende tilbage ’til fædrelandet”, så sikrer staten alligevel stort set de samme rettigheder og pligter, som almindelige syriske borgere har, og palæstinenserne kan modtage identitetspapirer og rejsedokumenter gennem FN’s organ, UNRWA. Statsløse kurdere derimod, får ikke tilbudt nogen FN-bistand og er afskåret fra mange offentlige tjenester.

Jeg ønsker på ingen måde at skade det store bidrag, som FN gør i hele verden. Der er faktisk en grund til at fejre dagen hvor Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev til. Men vi skal ikke blot værne om erklæringen – vi skal gennem en konstruktiv kritik og hårdt arbejde også arbejde for, at den bliver ført ud i livet.

http://tagheemoas.blogspot.com/2010/12/62-years-of-human-rights-yet-no-rights.html

De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.  Debatindlæg sendes til debat@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.

Kommentér via Facebook

kommentarer