Kurdisk parti sang en march på kurdisk på dets kongres og parlamentarikere fra regeringspartiet AKP rejste sig op og viste respekt – til stor forargelse for tyrkiske nationalister.

Det kurdiske parti Hak-Par (Partiet for Frihed og Rettigheder) afholdt forleden dets fjerde kongres i den tyrkiske hovedstad Ankara.

Partiets formand Bayram Bozyel foreslog at Tyrkiet omdannes til en tyrkisk-kurdisk føderation for at løse den årelange og blodige konflikt med kurderne.

Til forskel fra mainstream tyrkiske partier var der hverken tyrkiske flag til Hak-Pars kongres, ligesom den tyrkiske nationalsang heller ikke blev sunget.

Det blev til gengæld Ey Reqîb, der betragtes som kurdernes nationalsang, mens de tilstedeværende rejste sig op.

Ting, der har skabt stor forargelse i den tyrkiske presse. Forargelsen er blevet større af, at politikere og parlamentsmedlemmer fra det regerende tyrkiske parti AKP også var tilstede og rejste sig op, da Ey Reqîb blev sunget. Ligeledes havde den tyrkiske vicepremierminister Bülent Arinç sendt en besked til kongressen.

MHP forarget over kurdisk nationalsang
Det faktum, at Ey Reqîb blev sunget og at AKP’ere viste respekt for den kurdiske nationalsang har ikke overraskende skabt stor vrede hos det tyrkiske nationalistparti MHP (Nationalistisk Aktionsparti).

MHP’s leder Devlet Bahçeli har betegnet AKPs handling som ”en skændsel”.

”Parlamentsmedlemmer fra AKP har fornedret sig ved at deltage i et separatistisk partis kongres og rejst sig op da en march på et andet sprog end tyrkisk blev læst op,” siger Devlet Bahçeli og spørger:

”Hvem viste de respekt for i en sal, hvor vores storværdige flag ikke engang blev hejst?”

Ey Reqîb – kontroversiel sang
Tyrkiet, Irak og Iran protesterede mod Egypten i 50’erne, da Radio Cairo spillede Ey Reqîb.

Den sang blev et børnekor, Koma Dengê Zarokên Amedê, sigtet for at have sunget på en musikfestival i USA med krav om op til 5 års fængsel. Børnene var mellem 12 og 17 år.

Anklagen lød på, at de havde sunget en ”PKK-march” og ”propaganderet for en ulovlig organisation”.

Imidlertid blev Ey Reqîb skrevet af Dildar i 1937 og brugt i den kurdiske Mehabad-republik i 1946-47 – dermed længe inden PKKs oprettelse i 1978.

Den tyrkiske dommer besluttede at droppe sagen, da det ”ikke kunne bevises om børnene har haft til hensigt, at begå noget kriminelt”.

Der er ikke nogen meldinger om, at Hak-Par’s brug af Ey Reqîb skulle få noget retsligt efterspil.

Klik her for at læse sangteksten til Ey Reqîb

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer