Tyrkiet accepterer Hamas’ væbnede kamp mod Israel, fordi de kæmper for palæstinensernes frihed. Ankara kritiserer Israel for overgreb på palæstinenserne, samtidig med at Tyrkiet selv begår samme overgreb på mindretal i deres eget land.
Af Evin Botansen, stud. jur. Aarhus Universitet.
De seneste ugers store udenrigspolitiske samtaleemne har været centreret omkring anerkendelsen af Palæstina som en selvstændig stat, og en stopper for Israels overtrædelse af menneskerettigheder. Og dette er for så vidt også berettiget.
Men et spørgsmål har været stærkt negligeret den seneste tid, nemlig det kurdiske spørgsmål.
Mens Tyrkiet blandt sine arabiske nabolande cementerer sig som den stærke, muslimske stat, der går i spidsen for en fordømmelse af Israel, for dets brud på menneskerettigheder overfor palæstinenserne, begår Tyrkiet selv menneskerettighedsbrud mod minoriteter i deres eget land.
Behandlingen af kurderne er et klar eksempel herpå.
Tyrkiet har længe haft problemer med PKK, som blandt vestlige lande indtil videre betegnes som en terrororganisation.
PKK benytter sig af væbnet oprør i deres kamp mod undertrykkerne i Ankara, hvilket organisationer som Hamas også gør, i deres kamp mod besættelsesmagten Israel. Men det er som om, at regeringen i Tyrkiet accepterer den væbnede kamp mod Israel, men ikke den kamp, PKK udkæmper i bestræbelserne på at opnå anerkendelse som et selvstændigt folk med rettigheder i Tyrkiet.
Forhandler med PKK, samtidig med at de kaldes for terrorister
Men EUTCC’s, som er en EU-Tyrkiet-kommission, udtalelser om at PKK bør fjernes fra EU’s terrorliste, da Tyrkiet har forhandlinger med PKK, afføder også en del spørgsmål.
Først er det tankevækkende, at såfremt PKK skulle have gang i forhandlinger med Ankara, hvad disse forhandlinger så egentlig drejer sig om, eftersom der hen over sommeren har været en række overgreb fra tyrkisk side på kurdere i kampen mod PKK. Som eksempel herpå kan nævnes drabet på en kurdisk familie på 7 i Sydkurdistan/Irak, hvoraf det yngste medlem af familien blot var et par måneder gammelt.
Tyrkiet udviser en slags dobbelthed,ved på den ene side at forhandle med ”fjenden”, dvs. PKK, mens man med den anden hånd begår regulære menneskerettighedsbrud på civile, i kampen mod ”bjergkurderne”, PKK. I denne kamp har mange civile (kurdere) ladet livet.
I 2007 var den tyrkiske generalstabschef, general Yasar Büyükanit, ude og advare PKK om, at organisationen er lige så tæt overvåget som deltagerne i et reality-show, med følgende ord: ”deres lejre er, ligesom ‘Big Brother’-showet på tv, under vores konstante overvågning,”.
Hvis PKK var/evt. stadig er så overvåget, kan man passende rejse spørgsmålet om, hvorfor civile borgere, dvs. kurdere – da overgrebene oftest finder sted i kurdisk befolkede dele af Tyrkiet – bliver ofre for tyrkisk militærs kampe mod PKK?
Både PKK og Tyrkiet begår fejl
De forsatte kampe mellem PKK og den tyrkiske regering er ved at nå et punkt, hvor begge sider har vist sig komplet uansvarlige og udemokratiske – PKK fordi de i deres væbnede kamp for rettigheder for kurdere i Tyrkiet, selv underminerer menneskerettighederne overfor tyrkerne – tidligst med forvekslingsdrabet på fire civile kvinder. Det samme gør Tyrkiet, fordi de i deres kamp for en eller anden udefinerbar ”tyrkisk nationalisme”, vil slå ned på alt, hvad der ikke stemmer overens med Atatürks forestilling om et forenet Tyrkiet. Det skete senest med fængslingen af demokratisk valgte kurdiske parlamentarikere, og et anonymt indsendt billede af døde PKK guerillaer ved nationalistiske statuer, der bærer tekster som “Et land kan ikke deles.” og ”stolt er den, der kan kalde sig tyrker”, med en tydelig reference til minoriteterne i Tyrkiet.
Begge sider har fejlet, alt imens uskyldige mennesker har mistet livet.
Men da Tyrkiet er en selvstændig nation, har landet en forpligtigelse, ja sågar et ansvar, for at få ro internt i landet med demokratiske midler (hvis de nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at blive optaget i EU). Derfor er det frustrerende og nærmest skammeligt, at se Tyrkiet begå det ene brud efter det andet på internationale konventioner, med den undskyldelige omstændighed, at man gør det overfor PKK.
Sådanne brud er der mange eksempler på, men lad mig blot nævne ét – I Genevé konventionens artikel 7, som Tyrkiet har tilsluttet sig, er der indsat et forbud mod kemiske våben, også i militære kampe. Men dette forbud har Tyrkiet tilsyneladende skudt en hvid pil efter, eftersom menneskerettighedsorganisationen IHD har konstateret, at der er blevet benyttet kemiske våben overfor 437 PKK guerillaer. Siden 17. august 2011 har det tyrkiske militær i samarbejde med den iranske hær påbegyndt en krig mod PKK, hvor de angriber PKK-baser i Irak og Tyrkiet med tunge luftskyts, hvor flere øjenvidneberetninger indikerer, at der bliver anvendt kemiske missiler i kampen. Et er at Tyrkiet med hjælp fra Iran benytter kemiske våben, men en anden vigtig pointe er også, at man gør det ind i andre selvstændige nationers suveræne områder – nemlig Irak.
Andre lande undertrykker også kurderne, men de kalder sig ikke demokratiske
Ikke kun Tyrkiet kan nævnes som undertrykker af det kurdiske folk.
Iran har så sent som for et par dage siden på hemmelig vis henrettet en kurdisk politisk fange, den 29-årige Ezîz Xakzade, fordi han var anklaget for ”at føre krig mod Gud” og ”hjælpe et kurdisk parti”.
Irak har under Saddam Hussein også været en stor undertrykker af kurdere. Men forskellen på disse to nationer og Tyrkiet er, at Tyrkiet formelt er et demokrati og søger optagelse i EU, hvor deres udemokratiske midler netop er en hindring for optagelsen. Derfor forarger og skuffer det, at Tyrkiet ind i år 2011 tilsyneladende stadig ikke har forstået meningen af et demokrati og overholdelse og respekt for minoriteters rettigheder.
Om hvorvidt det er ønskeligt eller overhovedet realistisk for oprettelsen af et selvstændigt Kurdistan, er tvivlsomt (og for så vidt irrelevant i denne sammenhæng), især set i lyset af at kurderne efterhånden er blevet et splittet folk, fordrevet ud af deres oprindelige land og splittet ud i forskellige lande. Dette til trods for at Kosrat Rasul, vicegeneralsekretær for Kurdistans Patriotiske Union, et af de regerende partier i Sydkurdistan/Irak, har udtalt at tiden er inde til et selvstændigt Kurdistan.
Men en ting er dog sikker; ønsket om at respektere kurdernes rettigheder på lige fod med andre folkeslag, er noget ingen kan være uenige om.
Hvorfor det så ikke bliver gjort i lande som fx demokratiske Tyrkiet, må stå hen i det uvisse.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Debatindlæg sendes til debat@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.