Yol-TV’s udsendelser er blokeret. TV-kanalen beskyldes for at have “krænket præsident Erdogan og rost terrororganisationer”.
Det tyrkiske radio- og tv-råd RTUK har besluttet at blokere for alevi-kanalen Yol-TV’s udsendelser. Årsagen er, at tv-kanalen angiveligt skulle have “krænket præsident Recep Tayyip Erdogan.”
RTUK, som er sammensat af medlemmer i forhold til fordelingen af partier i det 550-sæder store parlament, er domineret af det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP).
Ifølge oplysninger fra RTUK, vurderer embedsmænd, at Yol-TV har lavet udsendelser med indhold, hvor præsident “Erdoğan bliver krænket; samfundet bliver polariseret og terrororganisationer bliver rost.”
Beslutningen om at lukke ned for kanalen, der er kendt for at være i opposition til den tyrkiske regering, sker på baggrund af lov nr. 6112, der handler om fornærmelser mod præsidenten og glorificering af terrororganisationer.
Mehmet Tüm, der er medlem af det tyrkiske parlament for Republikansk Folkeparti (CHP), kritiserer beslutningen og skriver:
“Det at lukke aleviernes eneste stemme, viser bare, hvor AKP ønsker at føre Tyrkiet hen.”
Hos Alevi Bektasi Forbundet siger Nurettin Aksoy: “Når der er så mange kanaler i landet, som polariserer, og som frit sender, så vælger de at lukke Yol TV, som støtter arbejderne. Det fordømmer vi.”
På de sociale medier er der startet en kampagne til støtte for alevi-kanalen under hashtagget #YolTVSusmayacak (“Yol TV vil ikke blive tavs”).
Siden det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet den 15. juli er i alt 195 medier blevet lukket for påståede forbindelser til terror og kupforsøget.
Det Internationale Presseinstitut (IPI) har kritiseret de tyrkiske myndigheders lukning af medier, der ejes, drives eller er knyttet til mindretal. Türksat, Tyrkiets kommunikationssatellitoperatør, har fjernet en del kurdiske kanaler, såsom Azadî TV, Denge TV, Jiyan TV, Hayatın Sesi, TV 10, Van TV, og børnekanalen Zarok TV som led i den undtagelsestilstand, der blev indført i Tyrkiet efter kupforsøget.
I november i år skrev organisationen Journalister uden Grænser at præsident Erdogan vil have, at medierne skal være “underdanige, føjelige og synge lovsange for ham.”