”Nadia er et lyspunkt – ikke blot i hendes egen grusomme historie som offer for Islamisk Stat, men for alle de kvinder og børn,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs og lover flere penge til “kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder.”

Foto: Steen Brogaard

I går fik Nadia Murad, tidligere ezidi-slave hos Islamisk Stat, sammen med den congolesiske læge og gynækolog Denis Mukwege, Nobels Fredspris.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs udtrykker glæde over, at prisen tilfalder de to.

”Nadia er et lyspunkt – ikke blot i hendes egen grusomme historie som offer for Islamisk Stat, men for alle de kvinder og børn, som hver eneste dag bliver ofre for mord, massakre og tortur på grund af deres religion og køn,” skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Tørnæs mødte Nadia Murad den 25. juli under et topmøde om religionsfrihed i USA.

”Mit møde med hende berørte mig dybt. Til trods for hendes personlige kamp kæmper hun hver dag for andre. Hun er en stor inspiration, og jeg ønsker hende et stort tillykke med den meget, meget velfortjente Nobels-fredspris.”

Pressemeddelelse nævner andre konflikter i verden, såsom i Sydsudan, Syrien og Myanmar. Derfor foreslår regeringen at fordoble det beløb, der skal bruges til ”kvinders beskyttelse og rettigheder i humanitære kriser” næste år.

Endvidere afsættes i finanslovsforslaget for 2019 ”et historisk beløb på 715 mio. til den globale indsats for kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder.”

IS kidnappede fra den 3. til 15. august 2014 6417 ezidier, ifølge tal fra de irakisk-kurdiske myndigheder. Heraf er 3117 stadig ikke fundet.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer