UO fra Hacilaro (Kuşça) ville købe droner for 120.000 kr. i kontanter og havde otte forskellige telefonnumre. Han afviser dog at have støttet eller sympatiseret med IS.

Af Deniz Serinci

30-årige UO fra Hacilaro (Kuşça) har i to år siddet fængslet, tiltalt for støtte til Islamisk Stat (IS). Hvad siger han selv til de anklager?

Senioranklager Kristian Kirk spurgte i går UO i Københavns Byret.

Har du støttet militant islamisme?

”Nej,” fastslog UO.

Har du sympatiseret med Islamisk Stat (IS) eller ideen om et kalifat?

”Jeg har ikke sympatiseret med den Islamisk Stat, som al-Baghdadi står for,” sagde UO.

Men du støtter ideen om en islamisk stat, bare ikke den, som IS havde?

”Ja, en islamisk stat som i Osmannerriget, det støtter jeg.”

Så du tager afstand fra IS, altså al-Baghdadis Islamisk Stat?

”Jeg tager afstand fra alle de grusomheder, som IS begik.”

Ville købe droner for 120.000 kr. i kontanter

UO er tiltalt i sagen, kendt som dronersagen, hvor flere mænd anklages for at have købt modelfly, droner og tilbehør til IS fra 2013 til 2017. Bagmanden er ifølge anklagemyndigheden jihadisten Basil Hassan. Ifølge dem skulle UO levere dronedelene til den tidligere terrordømte Abdulkadir Cesur i Tyrkiet. Cesur skulle så, ifølge anklagemyndigheden, sende dronedelene til Basil Hassan i Syrien.

I 2016 fandt Politiets Efterretningstjeneste, PET ud af, at UO købte dele af droner. UO var en gammel kending hos efterretningstjenesten. PET forsøgte ifølge retten i 2011 at gøre den 30-årige dansk-kurder UO til meddeler. Det afviste UO dog.

PET begyndte i 2016 at aflytte UO’s hus og biler. UO havde desuden foretaget mindst otte rejser til Tyrkiet, hvor han er statsborger. Én gang ransagede PET på hemmelig vis mandens kuffert i Københavns Lufthavn, da han skulle flyve afsted til Tyrkiet. PET-folkene tog billeder af indholdet; Propeller til droner og tre kvitteringer på køb af dronedele fra danske virksomheder.

UO arbejdede som Über-chauffør, hvor han en dag samlede en medarbejder i en dronebutik op. Og det var her, interessen for droner opstod, forklarede den 30-årige mand i retten.

”Jeg snakker altid med kunderne om hvad de laver. Jeg samlede manden fra dronebutikken op og spurgte om hans arbejde. Efter at have sat ham af, gik jeg ind på hans hjemmeside og kiggede på dronerne.”

Senere besøgte UO dronebutikken og overraskede butikken ved at ville købe droneudstyr for et stort antal kontanter.

”Han kom med pengene i en mavetaske, og det var en stak på 120.000 kroner. Normalt har vi ikke noget at gøre med så mange kontanter på en gang,” fortalte Frederik Skøt, ejer af en dronebutik i København, til DR.

Det kom også frem i retten, at UO havde op til otte telefonnumre.

Ifølge dansk-kurderens forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, nægter UO sig skyldig. Advokaten sagde i sidste uge, at hans klient ”ikke har haft fortsæt til at sende droner til Syrien.”

Næste retsmøde er på mandag, hvor Jiyan.dk vil følge op på UOs forklaringer.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer