Var det eller var det ikke folkemord? Tyrkere og armeniere i Danmark strides om, hvorvidt Det Osmanniske Rige begik folkemord på armeniere.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Op mod 1,5 millioner armeniere døde i perioden fra 1915 til 1923, siger Armenien. Internationale forskere anslår dødstallet til at være cirka én million. Tyrkiet siger, at der døde omkring 300.000 armeniere, men som som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde. Ankara nægter at betegne begivenhederne som et folkemord og det samme gør mange herboende tyrkere.

– Der var ikke noget folkemord. Der var krig og hvis man ikke slår modparten ihjel, bliver man selv slået ihjel, siger Yusuf Kocak, tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem i Ringsted, og forklarer, at der døde folk på begge sider.

Tyrkiske Bünyamin Simsek, politisk ordfører for Venstre i Århus Byråd og tidligere Folketingskandidat, skrev i 2006 en artikel, hvor han betegnede massakrerne på armenierne som “påstået folkemord”. Noget han står ved i dag.

– For mig er det et påstået folkemord, så længe uafhængige, historiske materialer ikke er undersøgt af uafhængige historikere. Jeg vil ikke tage stilling til, om der er begået folkemord ud fra noget farvet materiale, siger han og henviser til, at Tyrkiet og Armenien er blevet enige om at nedsætte en kommission af uafhængige historikere, der skal kulegrave, hvad der skete med armenierne  i 1915.

Samme melding lyder fra Seyit Özkan, tyrkisk byrådsmedlem i Ishøj for Socialdemokraterne:

– Jeg har intet belæg for at sige, hvad der skete dengang. Det er påstand mod påstand. Det må historikerne afklare.

Armeniere imod tyrkisk manglende anerkendelse
Anna Karapetian, næstformand i den dansk-armenske forening Danarmen, mistede familiemedlemmer under massakrerne i 1915. Hun er dybt uenig i danske-tyrkernes udtalelser.

-Hvordan kan man være politiker, hvis man ikke kender historien? Folkemordet er blevet bevist 100% og det er blevet gentaget en million gange. 

Araxie Petersen, bestyrelsesmedlem i Danarmen, mistede sine bedsteforældre under massakrerne:

-Benægterne er ikke rigtig kloge. Hvis et land ikke anerkender dets fejl, hvordan kommer det så videre? spørger hun og siger at at den manglende anerkendelse fra tyrkisk side ville svare til, at Tyskland benægtede jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig.

De fleste danske politikere med baggrund i Tyrkiet er enige om at afvente den tyrkisk-armenske historiekommissions resultat, før de tager endelig stilling til, om der er begået folkemord.

Men det armenske miljø i Danmark er ikke meget for det synspunkt.

-Det er altid godt at undersøge tingene, men det er også en måde at benægte folkemordet på. Det hele er jo allerede blevet undersøgt, lyder det  fra Araxie Petersen fra den dansk-armenske forening Danarmen.

24. april er det 95 år siden, at Det Osmanniske Rige startede massakrerne på armenierne i det, der af historikere betegnes som et folkemord. Jiyan.dk bringer derfor et tema om det Armenske Folkemord. Klik her: 

https://jiyan.dk/topics/tema-armensk-folkemord-95-ars-dag/

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer