I 45 år har der været kurdisk folkedans i Danmark.
Side om side, hånd i hånd og skulder om skulder. Fodtrinnene og armbevægelserne går videre i kæden en efter en. I slutningen af kæden tilslutter flere og flere sig dansen. Ældre, unge, mænd og kvinder.
Den kurdiske kædedans er i gang. Det hedder Govend, Bazdan, Helperke, Dîlan, og så videre. Kært barn har mange navne.
Ifølge et gammelt sagn dansede kurderne oprindelig løs i syv dage i forbindelse med bryllup og de ville danse ”om der så regnede kugler ned fra himlen”.
Historisk har kurdiske dansegrupper eksisteret overalt i Danmark. Nogle mødtes og dansede for at optræde til én enkel vigtig begivenhed, såsom nytårsfesten Newroz. Andre mødtes fast og optrådte i årevis. Nogle grupper havde deres egne faste lokaler, mens andre lånte lokaler.
I starten tøvede de mest religiøse og konservative forældre med at sende deres døtre til kurdiske dansegrupper, fordi der var drenge til stede.
”Nogle piger kom derfor hemmeligt til danseundervisningen,” fortæller en person.
Andre ville ikke sende deres børn afsted, hvis dansegruppen havde tilknytning til et politisk parti, som de ikke brød sig om.
Grundlæggende beskriver flere deltagere, at dansegrupperne var med til at give dem øget selvtillid, selvværd og et socialt fællesskab.
Startede reelt i 1970’erne
De første kurdere kom til Danmark som gæstearbejdere fra Konya-provinsen i det centrale Tyrkiet i 1967 og slog sig ned forskellige steder i Danmark. Derudover kom der kurdere fra Çorum-provinsen til Aarhus. Både i Aarhus og i København dannede venstreorienterede kurdere og tyrkere fælles foreninger, såsom Forbundet af Arbejdere fra Tyrkiet (FAT), som blev skabt i 1975. Dengang præsenterede og følte mange kurdere sig som tyrkere. De afholdt flere arrangementer i København og Aarhus, hvor de fremviste folkedanse, der stammede fra de kurdiske områder.
Ifølge den herboende kurdiske aktivist Kemal Koç blev den første Newroz afholdt i Danmark i 1978.
”Men dengang blev det arrangeret af den tyrkiske venstrefløj, som havde mange kurdiske medlemmer,” husker Kemal Koç.
Kurderne begyndte først at organisere sig i kurdiske foreninger og fremvise kurdisk folkedans i starten af 1980’erne.
I 1983 blev Dansk Kurdisk Kulturcenter dannet af kurmancî-talende kurdere fra Tyrkiet og skiftede senere navn til Dansk Kurdisk Kultur- og Solidaritetsforening. De tilbød senere undervisning i kurdisk folkedans og fortsatte med det i flere årtier. Dem vender vi tilbage til.
Dansker underviste i kurdisk folkedans
I mellemtiden tilbød en anden kurdisk forening i København, KOMKAR også folkedans i slutningen af 1980’erne. Deltagerne stammede fra blandt andet Konya, Mêrdîn, Amed.
Der var to dansegrupper, en for voksne og en for børn. Dansegruppen havde på et tidspunkt etnisk danske lærere.
KOMKARs dansegruppe
Marianne Rasch var gift med en kurdisk mand og arbejdede som sygeplejerske. Hun lærte dansetrinnene af en kurdisk mand og videregav dem til børnene i KOMKARs dansegruppe.
”Jeg underviste børnene en gang om ugen,” siger Marianne Rasch til Jiyan.dk. ”Forældrene bakkede op om undervisningen og følte, at deres børn kunne lære noget af deres kultur.”
Fællesskabet var vigtigt, fortæller hun.
”Det var sjovt og børnene var søde. Det gav et hyggeligt fællesskab og nogle kontakter, som jeg fastholdt.”
KOMKARs dansegruppe: Marianne Rasch, de øvrige lærere Lone og Kirsten sammen med folkesangeren Şivan Perwer samt Yilmaz Yildiz
KOMKARs dansegruppe optrådte til 1. maj i Fælledparken, til bryllupper og andre arrangementer.
En af dem, deltog til undervisningen med sine søskende var Yilmaz Yildiz fra KOMKAR. Han oplyser, at foreningen senere igen tilbød undervisning på Nyboder Skole og Utterslev Skole.
”Nogle gange var vi op til 40 deltagere,” siger Yilmaz Yildiz. ”Deltagere kom fra København, Hillerød, Greve, Karlslunde, Malmø, osv.”
Marianne Rasch underviste kurdiske børn
En anden gruppe tyrkiske kurdere mødtes også. De optrådte forskellige steder i København, blandt andet i 1990 til en mindedag for filminstruktøren Yilmaz Güney. Arrangementet fandt sted i Albertslund. Danserne stammede fra Konya, Semsûr, Dêrsim, Tetwan, Erzincan.
1990: Mindedag for filminstruktøren Yilmaz Güney i Albertslund
Awrink Barawy: ”Vi ville beskytte vores kultur”
I 1988 havde Awrink Barawy og hendes gruppe på 12 personer et dansehold. Det var formentligt den første soranî-talende dansegruppe i Danmark, der bestod af irakisk og iransk-kurdiske mænd og kvinder fra Silêmanî, Hewlêr, Mehabad og Nexede.
”Vi mødtes om lørdagen, for det meste på Amager Sprogskole og tilbød også kurdisk sprogundervisning,” husker Awrink Barawy.
Gruppen optrådte på Christiansborg i begyndelsen 1990’erne.
”Vi ville beskytte vores kultur,” pointerer hun. ”Det var meget vigtigt, at vi lærer kurdisk kultur til børnene, så de ved, at vi har en identitet.”
Hama Jaza støttede folkedans i Danmark
En mand, der bakkede op om kurdisk folkedans i Danmark var legenden Hama Jaza, en kendt kriger og sanger, der var flygtet til Danmark i 1990.
Hans datter Banaz Hama Jaza fortæller til Jiyan.dk:
”Min far støttede hundrede procent, at vi skulle have kurdisk folkedans i Danmark. For det var vigtigt at videregive vores kultur til den næste generation, så den ikke går tabt.”
Gruppen hed Kurdisk Ungdomsforening, fik lokale på Herlev Bibliotek og mødtes i midten af 1990’erne. Medlemmerne stammede fra Silêmanî, Kerkûk, Helebce og Tetwan i tyrkisk Kurdistan.
Også i Aarhus mødtes irakiske kurdere og dansede. Den første kurdiske modersmålsundervisning åbnede i Aarhus i 1990 på Læssøesgades Skole med Ibrahim Aziz som lærer. Året efter begyndte kurdisk dans.
”Forældrene bakkede op om ideen om en kurdisk skole,” siger hans datter Sara Ibrahim.
Børnene var fra Silêmanî, Hewlêr, Zaxo, Duhok. De opførte et teaterstykke om smeden Kawa til nytårsfesten Newroz og dansede derefter.
”Jeg glemmer aldrig, da vi skulle øve os på teaterstykket om Kawa. Der var stor opbakning fra alle forældrene med kostumer og andet,” siger Sara Ibrahim.
Mens de unge øver
Foran billeder af musikikonet Ahmet Kaya og filminstruktøren Yilmaz Güney mødtes unge hver weekend på Dansk Kurdisk Kulturcenters lokaler i Vesterbro i København og dansede.
Se video fra Kurd TV, hvor de øver
Gruppen skiftede flere gange lærer, deltagere, navn og optrådte eksempelvis til Newroz-festerne i Brøndby og Albertslund. Her under navnet Koma Folklor:
Holstebro og Horsens
Et andet sted i Danmark, i Holstebro i Vestjylland var der masser af kurdere fra Kırkpınar (Celîkan) i Konya. De organiserede sig også og blev undervist af pædagogen Canan Dogan, der i en periode sad i byrådet for Socialdemokratiet.
”Nogle tror, at folkedans kun handler om at lære den kurdiske kultur at kende, men sådan er det ikke. Vi taler dansk, når vi er sammen, og vi snakker om alt og gør ting sammen,” sagde Canan Dogan til den lokale avis.
Udover danseundervisningen var der også andre sociale aktiviteter, såsom svømning.
En time fra Holstebro, havde kurdere i Horsens også folkedans. Gruppen hed Kanî og havde ni medlemmer, heriblandt en dansk kvinde, Anna Jensen Skovgaard.
“Når jeg ser på denne dans og musik, finder man hurtigt ud af hvilket unikt forhold disse unge kurdere har til deres kultur,” sagde Anna Jensen Skovgaard til Jiyan.dk.
”Da jeg første gang mødte Kanî-danserne, blev jeg overrasket over hvordan de tog imod mig med åbne arme. Jeg vidste, at jeg skulle prøve kræfter med det.”
Dansegruppe bestående af iranske kurdere, i 2008
At danskere prøvede dansen, er der ikke noget nyt i. Tidligere ministre Holger K. Nielsen og Villy Søvndal (begge SF) dansede således til Newroz receptionen på Christiansborg i marts 2008, arrangeret af KOMKAR. Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen dansede også til Newroz i 2022.
Tidligere minister Villy Søvndal (SF) danser kurdisk til Newroz reception på Christiansborg i marts 2008
Odense
I Odense har der i årtier været kurdisk folkedans. Først, hvor tyrkere og kurdere fra Çorum, Şingal, Dêrsim, Sivas, Emirdağ dansede sammen. Senere dannede kurderne deres egne grupper. Heriblandt Koma Nûcan, der havde medlemmer fra Şingal, Ruha, Çorum og syrisk Kurdistan.
Landsbyforeninger
Langsomt mistede de politiske kurdiske foreninger medlemmer af forskellige årsager. Så blev der i nullerne oprettet de såkaldte landsbyforeninger, eksempelvis Yeniceoba Foreningen, Hacilaro Foreningen, Kelhasan Foreningen, osv.
De havde også deres dansehold, der optrådte en gang om året til fester.
Yeniceoba Foreningen 2013
2010’erne: Syriske kurdere strømmer til
En stor gruppe syriske kurdere begyndte at komme til Danmark. Allerede i 2010 optrådte asylansøgere på Center Sandholm.
Foto: Miran Efrini
En af de nye grupper fik navnet Koma Şengal, bestod af 10 unge fra Efrîn og Qamişlo og holdt til i Højby, en lille stationsby på Nordvestsjælland. De optrådte til Newroz i Kalundborg, København og i danske institutioner.
I år blev Koma Ava så dannet i Aarhus, bestående af folk fra Efrîn og Dêrik.
”Mange børn taler ikke kurdisk og kan ikke danse,” sagde Fathi Ibesh fra Koma Ava. ”Hvis de mister deres sprog og kultur, så forsvinder de,” frygtede han.
”Så vi dannede gruppen for at næste generation kan fastholde deres kultur.”
Koma Ava. Foto: Jamil Sheikho
Şores Qilicî: Unge fik selvværd og selvtillid
Şores Qilicî stammer fra Tetwan i tyrkisk Kurdistan og har undervist børn i København i over 20 år i sprog, musik og dans.
”Dansen er den bedste måde at lære sin kultur på,” mener han. ”For alle etniciteter kan deltage og de behøver ikke nødvendigvis kunne tale kurdisk.”
Han underviste senere i Koma Zagros, hvor der kom mange unge fra alle fire dele af Kurdistan, dog mest Konya (Bulduk, Kelhasan, Hacilaro, osv.).
”Vores formål er at lære de unge deres kultur ved at undervise dem i kurdisk dans og folklore. Hellere at de unge lærer deres kultur end at de hænger ud på gaden,” pointerede Şores Qilicî.
”Vi har 150 deltagere. Det er ikke nemt. Det er et stort ansvar.”
Se video af Koma Zagros:
Længere nordpå, i Hillerød, mødtes kurdere fra især Bulduk, Wan, Şirnex og dannede Koma Gulîstan med Fedakar Adar som underviser.
Koma Gulîstan, 2010
”Før jeg startede til folkedans, dansede jeg sjældent til fester og bryllupper,” siger Serhat Duman. ”Men nu er jeg næsten oppe på gulvet og danse hele tiden.”
Dansen gav de unge selvtillid.
”Jeg bliver vildt stolt over at stå foran alle de mennesker og optræde. De roser os og man får en del selvtillid,” sagde Tajdin Özkul.
Danseundervisningen gav dem også tættere bånd internt.
”Jeg har noget at se frem til hver søndag. Det er fedt, at man kan få dette søskendeforhold til hinanden, at kunne ringe eller mødes med hinanden ud over træningen,” sagde Serap Yasar.
Koma Zagros
Masser af dansehold er blevet dannet og senere opløst.
Som Yilmaz Yildiz konstater:
”Sådan er vi kurdere desværre nogle gange. Folk strømmer til i starten og falder fra hen ad vejen.”
