Roza Özdemir har siden tabet af sine 3 onkler ved en tragisk hændelse i juli haft en trang til at udtrykke sine indre følelser gennem digte. ”Alle har det hårdt men der findes altid en vej frem,” siger Roza.
Af Alan Hasso
Roza Özdemir er 17 år og lillesøster til Pelin Dilan Özdemir. Pelin der ved et interview til Jiyan.dk i august, fortalte, hvordan det var at miste 3 onkler på én gang.
Pelin og Roza Özdemir mistede deres 3 onkler, Sidik (Sofi), Salih & Sadi Özdemir ved en mineeksplosion d. 31 juli i Batman, i Sydøsttyrkiet / Nordkurdistan. Sofi, Salih & Sadi Özdemir samt deres nære ven, Sedat Özevin kørte til deres landsby i Batman, for at tjekke en brand, der opstod i en oliereserve. En vej der kostede dem alle livet, da de passerede nogle miner på vejen.
Den kurdiske organisation PKK har senere i en meddelelse til nyhedsbureauet Firatnews.com erkendt, at de placerede minerne på vejen. PKK har undskyldt og idømt de ansvarlige lange straffe.
Dengang sagde Pelin til Jiyan.dk om tabet: “Jeg kan ikke sætte ord på det.”
Roza Özdemir har dog heller ikke meget at skulle have sagt om tragedien. Til gengæld udtrykker hun sin indre sorg ved at skrive om selve ulykken, som aldrig vil blive glemt.
Skriveri som er blevet til digte:
Farvel er bare et ord
Der er smerter i hver eneste af mine tåre
De triller ned og fortæller hvad der forgår
Da det hele skete var jeg uheldigvis til sted’
Jeg oplevede det mens du på dit tv fulgte med
For mig er der smerte forbundet med de bomber
Du ku skifte kanal men jeg mistede onkler
Det er svært at se hvordan det hele det ender
Når du står midt i det hele og det hele forsvinder
Det har virkelig været hårdt siden jeg mistede dig
Jeg har grædt alt for meget du må tilgive mig
Aldrig kan jeg se dem igen det er en tanke der dræber
Men der var intet at gøre, guds vilje, han er stærkere
Farvel, det føles virkelig mærkeligt det er jo bare et ord
Et ord der fik min verden til at synke dybt ned i denne jord
Det hele gik så stærkt jeg kunne ikke følge med
Så det knuste mit hjerte med al ubarmhjertighed
Nu står jeg her med et spørgsmål tilbage
Var det virkeligt nødvendig at tage dem alle tre?
De vil aldrig blive glemt nogen sinde
Altid være i mit hjerte gemt som et minde
Sorg og smerte det er hvad mit hjerte rummer nu
Troede jeg var stærk men det slog mit hjerte itu
Men nu er jeg blevet hård og helt ufølsom
Så hvis det regner råber jeg ,bare lad det kom’
Ja selvfølgelig var jeg bange da jeg oplevede den larm
Det har været en lang vej men nu jeg endelig på vej Frem
Men hvorfor udtrykke sin sorg gennem digte? Hertil svarer Roza, at det er hendes måde at få ro i sindet på.
”Sorg, smerte, vrede og alle de dårlige ting, som jeg føler får mig til at skrive digte i stedet for at råbe, slå og græde,” fortæller Roza.
Hendes onkler betød meget for hende. Roza havde især et et specielt forhold til sin onkel Sofi, bl.a. fordi han har boet hos dem i Ishøj.
”Min ene onkel, nemlig Sofi havde jeg et meget tæt forhold til, han var ligesom min bedste ven og jeg elskede ham som min far. Jeg elsker selvfølgelig også mine to andre onkler, men jeg så dem ikke så tit,” slutter Roza af og ærgrer sig over, at hun ikke kunne se sine andre onkler noget oftere.
