Som kun 10-årig blev Bengîn Sulivanî tvunget op i en lastbil og smidt ud af sin landsby i Kurdistan. Han blev partisan og bekæmpede Saddam Husseins regime – læs et hårrejsende interview fra Odense.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Sadiq Sulivani, også kendt under sit digternavn Bengîn Sulivanî, bor i Odense, hvor han til daglig er buschauffør. Han tager en tirsdag aften venligt imod Jiyan.dks udsendte medarbejder i sit store parcelhus i et roligt kvarter i det sydlige Odense. Bag det venlige smil gemmer der sig imidlertid en hæsblæsende og dramatisk historie om et kurdisk menneske, der som kun 10årig blev tvunget op i en lastbil og smidt ud af sin egen landsby i Sydkurdistan/Nordirak.
I frustration mod det arabiske Baath-styres undertrykkelse, valgte Bengîn som 15-årig at arbejde hemmeligt imod Baaths parti i Baghdad, mens han var i gang med sit første år på gymnasiet.
Bengîn blev født i Sulivanis område (Batel) som hører under Duhok-amt, hvor Tyrkiet og Irak – eller mellem Nord- og Sydkurdistan, som de lokale vil sige – mødes, i 1965 i en søskendeflok på 10. Hans far, Ehmed Sulivanî var politisk aktiv i Partî Dîmukratî Kurdistan (PDK), hvor han prøvede at få lokalbefolkningen til at støtte kampen mod Bagdad. Sammen med sin familie, heriblandt Bengîn, tog de op i bjergene i 1974, væk fra centralregeringens kontrol. På det tidspunkt fik kurderne støtte fra Irans Shah. Men efter en aftale mellem Teheran og Bagdad (Algerier-aftalen) tilbagetrak shahen sin støtte og det kurdiske oprør stoppede.
”De talte nedladende til de kurdiske kvinder for øjnene af os”
Bengîn kom sammen med familien ned fra bjergene i 1975 for at genopbygge deres landsby. Men det varede ikke længe, inden det arabiske regime kom og tvang dem alle op i lastbiler. Den dengang 10-årige Bengîn måtte se sig smidt ud af sin landsby, som regeringen herefter flyttede arabere ind i.
”Det var forfærdelig, at jeg som 10årig måtte se magtesløst til, mens vi blev smidt ud af vores egen landsby,” fortæller Bengîn.
Som 15-årig, omkring 1980, blev Bengîn så politisk aktiv og arbejdede hemmeligt som leder af en celle, der bekæmpede regimet og dets forhadte kurderpolitik. I 1983 skiftede han fra PDK til Partî Dîmukratî Gelî Kurdistan (Kurdistans Demokratiske Folkeparti, KDF) med Samî Ebdurrehman i spidsen, og i 1984 blev han færdig med handelsskolen. Et par år senere valgte han at tage våben i brug i kampen mod diktatoren Saddam Hussein i Xakurk-bjerget.
Men hvad motiverede en ung mand til at kæmpe mod en overlegen hær og dermed risikere sit eget liv?
“Vi blev undertrykt og havde ingen rettigheder som kurdere. De førte krig mod os, både fysisk og psykisk og vi blev daglig udsat for deres chikane,” fortæller Bengîn og husker især, hvordan de arabiske soldater talte nedladende til de kurdiske kvinder for øjnene af deres mænd.
I mellemtiden blev hans mor smidt ud af sit hjem og måtte tage til bjergene. Hun ledte forgæves efter sin søn. Samtidig blev Bengîns bror idømt henrettelse for sit politiske arbejde for Gelî (KDF). Han slap dog efter en amnesti.
Efterhånden måtte Bengîn indse at kampen mod Bagdad ikke kunne vindes.
Saddams regime tog nemlig utraditionelle midler i brug. I 1988 giftgassede han kurderne i Irak/Sydkurdistan. I løbet af kort tid kom døden snigende fra luften og tog livet af tusinder af kvinder og børn.
“Jeg var 1½ km fra et giftgasset område og kunne se røgen,” husker Bengîn.
Især var det skræmmende for ham at tænke på, at flere af hans bekendte personer og familier blev udslettet med gassen.
Flygter til Tyrkiet – underviser i kurdisk, indtil det bliver opdaget af efterretningstjeneste
Bengîn måtte flygte til Tyrkiet ligesom hundredetusinder af andre kurdere. Her blev de stoppet af tyrkisk grænsepoliti, der nægtede at tro på deres historier om giftgas. Tyrkiet ville sende dem tilbage til Saddam, men det blev stoppet efter en intens kampagne fra kurdiske parlamentarikere i Ankara.
Sidst i 1988 kom Bengîn så til Diyarbekir, hovedbyen i det tyrkiske Kurdistan. Her gav han på hemmelig vis undervisning i kurdisk til de mange børn og voksne i flygtningelejren. Derudover dannede han et kor af børn, der sang hans digte.
En dag tog nogle af børnene i den lokale møbelforretning og fortalte ejeren, at de lærte kurdisk.
Ejeren blev helt forbløffet over kurdisk undervisning i Tyrkiet, hvor det ellers var – og stadig er – helt forbudt og på et tidspunkt, hvor kurdernes blotte eksistens blev helt benægtet af Ankara.
Ejeren valgte at donere gratis blyanter, hviskelæder, tavler og hæfter til Bengîn og eleverne.
Imidlertid var der tyrkiske efterretningsagenter i flygtningelejren. Og de opdagede Bengîns kurdisk som ifølge tyrkerne var og stadig er ulovligt.
”En dag tog en tyrkisk agent og nogle af hans tilhængere fat i mig. Han var selv kurder og fortalte mig på kurdisk,” husker Bengîn:
”Zimanek bi navê kurdî tune û bi vî zimanê nikare ders bê dayîn” sagde agenten på ordrer fra Diyarbekirs guvernør.
På kurdisk lod agenten altså Bengîn vide, at ”der ikke findes noget kurdisk sprog og at man ikke kan give undervisning i det.”
Hvis han fortsatte undervisningen, ”ville han ikke kunne fortsat blive i Diyarbekir,” tilføjede agenten. ’’ Han mente de ville føre mig til et sted hvor jeg aldrig ville få muligheden for at se min familie igen’’ fortæller Bengîn.
Kys til Saddam blev for meget
Herefter forlod Bengîn så Tyrkiet til fordel for Grækenland. Han var efterhånden utilfreds med Partî Dîmukratî Gelî Kurdistan. Efter at Samî Ebdurrehman tog til Bagdad og kindkyssede Saddam Hussein, fik Bengîn nok. Han forlod Gelî (KDF).
I august 1991 endte Bengîn så i Danmark, hvor han har boet siden. Her startede han på sprogskole. Han fandt arbejde dom kulturel medarbejder i Odense kommune i flere år, pizzabager, postmand og senere som buschauffør.
Han er glad for Danmark, hvor han sammen med sin kone og to børn bor i et parcelhus i Odense, men krigen påvirker ham stadig.
”Jeg ville have læst til revisor, men krigen påvirker mig så meget, at jeg ikke kunne koncentrere mig.”
Børn skal både være danske og kurdiske
Imidlertid havde det nye land, som Bengîn var blevet en del af, en hel anden kultur, end det, Bengîn kom fra.
Men hans to børn, datteren Jindar på 16 år og sønnen Havkar på 13 år skal have det bedste fra begge kulturer, mener Bengîn.
”Der findes gode og dårlige ting ved begge kulturer.”
Eksempelvis findes visse konservative traditioner i hans hjemegn, som tvangsægteskaber. En skik, Bengîn er meget imod og derfor ikke vil give videre.
”Det er meget vigtigt, at mine børn selv kan vælge hvem de vil giftes med. For det er deres liv og de skal selv vælge deres liv.”
”Saddam fortjente at dø”
I 1993 så Bengîn Kurdistan for første gang, siden han kom til Vesten. Det blev samtidig et bevægende gensyn med familien, som han ikke havde set i 7 år siden 1986.
Men han vil ikke vende tilbage.
”For vores børn er født i Danmark og går i skole her.”
Dog fastholder Bengîn tilknytningen til sit hjemland. Dels ved at følge med i hvad der sker dernede. Da han hørte nyheden om at Iraks tidligere diktator Saddam Hussein blev henrettet var han tilfreds.
”Når man tænker på alt, hvad han gjorde mod os og også mod araberne, har han fortjent det.”
Blandt andet gennem flere digte, heriblandt fire, som er blevet trykt i flere aviser og blade, eksempelvis Hawkarî, Pêşeng, Pale og den arabiske avis El-Iraq. Digte om Kurdistan, dets modstand mod undertrykkere, kultur, osv.
”Hvis ingen skriver noget, så forsvinder tingene fra vores hukommelse. Det er vigtigt at skrive det, så det bliver en del af historien.”
Han har givet 7-8 digte til Hesen Şerîf, ca. 10-12 til Amed Bamernî, 1 til Hadî Şingalî, og 1 til Tewfîq Nêrwayî.
Bengîn’s digt Xezalê Şingalê, sunget af Hadî Şingalî:
