Selvom den er historisk ukorrekt, så er ”Madımak – Carina’nın Günlüğü” i det store og hele vellykket.
Af Deniz B. Serinci
Den hollandske antropologi-studerende Carina Cuanna når kun at blive 23 år. Hun dør sammen med en række andre intellektuelle på Hotel Madimak i byen Sivas i det østlige Tyrkiet 2. juli 1993.
Filmen ”Madımak – Carina’nın Günlüğü” er historien om hende. Og dog. Som det fremgår af introteksten er filmen inspireret af Sivas-massakren og ikke nødvendigvis 100% korrekt. Skulle man pege på mangler ved instruktør Ulas Bahadirs filmatisering, ville det være det faktum, at filmen ikke fortæller sandheden helt. Og netop det har skabt vrede hos nogle af familiemedlemmerne til de dræbte.
Filmen fremstiller det også som om, at de islamister, der satte ild til hotellet, i virkeligheden var blevet manipuleret til det af enkelte folk udefra. Om det virkelig forholdt sig sådan kan diskuteres.
Men det ændrer ikke på, at filmen ”Madımak – Carina’nın Günlüğü” i det store og hele er vellykket med troværdige skuespilpræstationer, velvalgt musik, visuelt flot billedside og et sammenhængende plot.
På en scene fra en trappe: Her fortæller sangeren Hasret Gültekin, at han og konen venter en søn. Sønnen skal hedde ”Ronî”, et kurdisk navn, der betyder ”lys, oplysning”.
Det giver nu god mening for Gültekin at navngive sønnen Ronî. For hele livet har Gültekin kæmpet imod det modsatte af lys, nemlig mørket.
Gültekin var en musiker, der tilhørte troen alevisme, ligesom cirka en fjerdedel af Tyrkiets befolkning. Mange alevier har følt sig truet af dem, de kalder for ”mørke, reaktionære kræfter”, altså de islamiske fundamentalister, som ikke var så glade for alevierne, da de altid kæmpede for en sekulær republik.
Og dette ”mørke”, som Hasret Gültekin navngav sin søn imod, endte faktisk med at tage livet af ham den 2. juli 1993, et par måneder inden Ronî blev født.
Den dag var Gültekin sammen med over 30 andre intellektuelle, primært alevier, indespærret på hotel Madımak i byen Sivas i det østlige Tyrkiet. De kunne ikke komme ud, fordi hotellet var omringet af en vred menneskemængde på mange tusinder – ifølge nogle kilder 15.000 – der opfordrede til indførelsen af sharia-lov i Tyrkiet og råbte ”Sivas skal blive en gravplads for sataniske Aziz!”
Menneskemængden henviste til Aziz Nesin, en kendt ateistisk satiriker og islamkritiker. Sivas’ islamister anså Nesins tilstedeværelse for en stor provokation. Begæret flød over, da Nesin forinden i avisen Aydinlik offentliggjorte uddrag af den indiske forfatter Salman Rushdie’s bog ”De sataniske vers” på tyrkisk. En bog der bragte Rushdie en dødsdom fra Iran på grund af dens islamkritiske indhold, hvor den gør grin med profeten Muhammed, og som også var forbudt i Tyrkiet.
Anledningen til Nesin og disse alevi-intellektuelles tilstedeværelse i byen var den årlige Pir Sultan Abdal-festival, opkaldt efter en oprørsk alevi-folkesanger fra det 16. århundrede.
Inde på hotellet ringede Nesin desperat til vicepremierminister Erdal Inönü, der lovede at kigge på sagen i samarbejde med byens myndigheder.Timerne gik og hjælpen udeblev. Sikkerhedsstyrker greb ikke ind. Sådan fortsatte det i næste 8 timer.
Nogen personer fra menneskemængden satte herefter ild til hotellet. Det gjorde nogen fra mængden så febrilske, at de råbte ”Det er helvedes ild! Det er helvedes ild, der brænder de vantro!”
Brandvæsenet kom omsider. Nesin, islamisternes mest kendte mål, kom ud af hotellet gennem en stige. Pludselig genkendte nogen fra menneskemængden ham og forsøgte at lynche ham. Nesin blev dog reddet af sikkerhedsstyrker.
Det gjorde mange af de øvrige personer på hotellet dog ikke. Mange af de alevi-intellektuelle var døde af røgforgiftning, inklusiv Gültekin.
Få måneder efter blev Ronî så født. Han har aldrig kendt sin far. Men hans navn er en evig påmindelse til ham om hans fars kamp mod det mørke, som han navngav sin søn imod. Og som i sidste ende kostede faren livet, da islamister dræbte ham.
Alevierne fik hvad, de siden har mindet som ”de 33 martyrer”.
I marts 2012 valgte retten i Tyrkiets hovedstad Ankara at droppe sagen mod gerningsmændene bag branden på Madimak Hotel i 1993, fordi sagen er blevet juridisk forældet.
