30 år siden islamisterne satte ild til Madımak-hotellet i Sivas.
De sidder på hotellets trappe og venter desperat på hjælp. Den 22-årige sanger Hasret Gültekin fortæller, at han og konen venter en søn.
Termometeret viser 35 grader i den tyrkiske by Sivas denne julidag i 1993. Hvis det er varmt indenfor hotellet, er det intet sammenlignet med situationen udenfor.
En vred menneskemængde råber i kor ”død over de vantro!” og ”ned med sekularisme”. Over 30 intellektuelle, primært fra det religiøse mindretal alevi’erne, er indespærret på hotellet Madımak i Sivas og kan ikke komme ud. Menneskemængden udenfor er især vred på en af hotelgæsterne, Aziz Nesin, en kendt ateistisk satiriker og islamkritiker. Han har oversat Salman Rushdie’s islamsatiriske bog ”De sataniske vers” til tyrkisk.
”Sivas skal blive en gravplads for sataniske Aziz!” kan Hasret Gültekin høre folk råbe undenfor.
Aziz Nesin ringer desperat til vicepremierminister Erdal Inönü, der lover at kigge på sagen i samarbejde med byens myndigheder.
Imens fortæller Hasret Gültekin, at sønnen skal hedde ”Ronî”, et kurdisk navn, der betyder ”lys, oplysning”.
”Hele mit liv har jeg kæmpet imod mørket, og for lyset,” siger sangeren. ”Derfor skal min søn hedde ’Lys’.”
Han henviser til, at alevierne, der udgør cirka en femtedel af Tyrkiets befolkning, ofte har følt sig truet af dem, de kalder for ”mørke, reaktionære kræfter”, altså de islamiske fundamentalister. Sidstnævnte er ikke så glade for alevierne, der regnes for at være vantro.
“Gud sætter ild til de vantro!”
De fuldskæggede mænd udenfor er hverken til at hugge eller stikke i. Som rovdyr, der endelig har fanget deres bytte, bliver de ved. En mand udenfor bobler af fryd, da han ser ilden.
”Det er Helvedes Ild! Gud sætter ild til de vantro!”
Gnisterne spreder sig hurtig og udvikler sig til et drabeligt flammehav. En bil forsvinder i flammehavet, mens luften er fyldt med stanken af brand.
Indenfor hotellet, er Hasret Gültekin og de øvrige intellektuelle stive af rædsel, mens alle kroppens faresignaler pumper rundt i dem.
Sangeren begynder at gispe efter vejret som en strandet fisk.
Udenfor sidder tyrkerne overalt i landet, helt ude på spidsen af stolesædet, lænet forover med ansigtet så tæt på tv-skærmen som muligt og følger minutiøst med. Alevierne er før blevet dræbt af islamister i 1970’erne og 80’erne. Men denne gang er det anderledes. Seerne får massakren ind i stuerne.
Timerne går. Ingen griber ind. Menneskemængden råber ”brænd de vantro”, mens de indespærredes råb flænser luften.
Aziz Nesin, islamisternes mest kendte mål, har besluttet sig.
”Jeg må tage flugten over stok og sten eller blive et hoved kortere.”
Han kommer ud af hotellet gennem en stige. Pludselig genkender nogen fra menneskemængden ham. Slagene hagler ned over den 77-årige mands ryg, arme og ansigt. Han bliver dog reddet af sikkerhedsstyrker.
Brandvæsenet og politi griber ind – efter otte timers inaktivitet. Det er for sent. Hasret Gültekin og 36 andre fra hotellet er blevet taget af dage ved røgforgiftning og brutale pinsler.
Resten kommer ud af hotellet. Med støv over hele kroppen ligner de statuer. Selvom de ikke er blevet ramt i kroppen, er de rystet i deres grundvold.
”Hvorfor greb politi og brandvæsen ikke ind? Fordi vi er alevier?”
Sivas har føjet en ny side til aleviernes lange lidelseshistorie og rædselskatalog.
Kritik af retsopgør
Kritikken rejste sig som en tidevandsbølge. Der var vrede over den sene indgriben og massakren ligger i dag som en tung knude hos mange alevier. Kritikken blev ikke mindre, da det kom frem, at Sivas’ daværende borgmester Temel Karamollaoglu fra det islamistiske Refah-parti havde råbt ”Velsignet være jeres hellige kamp” til den vrede menneskemængde.
33 personer blev idømt dødsstraf fire år efter for deres rolle i massakren. Det blev dog ændret til livstid, da Tyrkiet afskaffede dødsstraf i 2002. I marts 2012 valgte retten at droppe sagen mod de resterende gerningsmænd, fordi sagen er blevet juridisk forældet.
I 2014 konkluderede en udvalgsrapport, bestilt af præsident Abdullah Gül, at den tyrkiske stat var ansvarlig for massakren og manglerne i den efterfølgende retsforfølgning. Det hed i rapporten, at de tyrkiske myndigheder i Sivas udviste ”grov uagtsomhed og forsømmelse”.
”På trods af den åbenlyse krise i Sivas, var der grov uagtsomhed og forsømmelse i forhold til at træffe forebyggende foranstaltninger, såsom at aflyse begivenheden, sprede menneskemængden, evakuere hotelgæsterne eller indføre et udgangsforbud,” står der i rapporten.
”Lyset”
Tre måneder efter massakren blev Hasret Gültekins søn Ronî (”lys”) født. Han har aldrig kendt sin far. Men hans navn er en evig påmindelse til ham om hans fars kamp mod det mørke, som han navngav sin søn imod. Og som i sendte ende tog livet af ham.
