Engang blev drengen Ismail Aygün tævet af sin rektor for at tale kurdisk. Rektoren var i øvrigt selv kurder. År senere blev drengen verdens mest kendte kurdiske musiker under navnet Şivan Perwer og utroligt populært, omend han i perioder er kommet i politisk stormvejr.

En koncert med den kurdiske sanger Şivan Perwer er sikker på at tiltrække kurdere i massevis. Men hvorfor er Şivan egentlig så populær? 

Şivan Perwer debuterede som sanger i 1975 med albummet Govenda Azadîxwazan (”Frihedskæmpernes Govend”). Allerede et år efter sang han i albummet Hevalê bargiran im (1976):

Hevalê şoreşvan im “Jeg er venner med den revolutionære”
Hozanê gelê bindest im “Jeg er det undertrykte folks sanger”
Ez dengê Kurdistan im “Jeg er Kurdistans stemme”

Dengang kendte de færreste Şivan Perwer og troede næppe på hans påstand, om at han kunne tale på vegne af hele Kurdistan. Men siden har han taget kurderne med storm. Kurdere i mellemøstlige og europæiske hovedstæder har ofte påpeget ham som én af de faktorer, der gjorde dem mere bevidste om deres etniske rødder.

Som forfatteren Salihê Kevirbirî fortæller:

Yek ji sedemên xwenaskirina min Şivan Perwer e: ”En af årsagerne til, at jeg kender mig selv, er Şivan Perwer.”

Kort om Şivan Perwer alias İsmail Aygün
Şivan Perwer med det borgerlige navn İsmail Aygün blev født i Urfa i det sydøstlige Tyrkiet / Nordkurdistan i december 1955 i en musikglad familie, oprindeligt fra Mêrdîn. Han viste i en ung alder interesse for musik og sang ofte gamle klassikere af Mihemed Arif Cizrawî og Hesen Cizirî til glæde for omgivelserne.

Da han en dag sang på kurdisk på sit uddannelsessted, blev han fysisk straffet af sin rektor. Rektoren var i øvrigt selv kurder.

Ved en kulturel aften i Ankara, hvor Şivan studerede, sang han et par kurdiske sange. Politiet stormede ind for at anholde ham, men det lykkedes hans venner at få ham ud af bagdøren. Politiet efterlyste ham. Şivan tog til forskellige byer og gav koncerter. Nogle af hans venner blev fængslet. Som presset på ham voksede, lykkedes det ham at flygte til Syrien. Her lavede han sit første album, Govenda Azadîxwazan i 1975. Derfra tog han til Tyskland i 1976 og senere til Sverige, hvor han boede indtil han igen flyttede til Tyskland for nogle år siden.

I 1991 fik kurderne i Irak et selvstyre. Det lykkedes Şivan Perwer at komme ind i Irak via Iran, forklædt som journalist med hjælp fra Danielle Mitterand, tidl. fransk præsidentfrue. Omkring 400.000 kurdere var til hans koncert i Zaxo (Se Youtube-klip her).

Han gav flere koncerter. Kurdere kom fra Tyrkiet og Iran for at høre ham dengang. I 1992 deltog han i en Live Aid-koncert, arrangeret af Bob Geldof, hvor udbyttet gik til de sydkurdiske flygtninge på flugt fra Saddam.

Sivan i stormvej efter kontroversiel sang
Şivan har til tider haft et kontroversielt forhold til politik. Han regnes for at være den første, der præsenterede politisk, revolutionsmusik til masserne i Sydøsttyrkiet / Nordkurdistan. Senere har han frabedt sig politisk indblanding og udelukket set sig som sanger:

Ne Paşa û ne wezîr im “Jeg er ikke en pasha (general) eller minister”
Ne mûftî û ne dede me “Jeg er ikke en mufti eller dede

[religiøse poster]”
Ez ne şêx û ne jî mîr im “Jeg er ikke en sheikh eller mîr”
Ez hozanê gelê xwe me “Jeg er mit folks folkesanger”

Men kurdisk musik og politik kan dog vanskeligt adskilles. Şivan har i perioder (verbalt) støttet kurdiske partier og senere kritiseret dem og ikke ønsket at blande sig i politik. Hans album fra 1991 Xewna min/Dr. Qasimlo indeholder sangen Lo me çi kir? (”Hvad har vi dog gjort?”) indirekte kritik af de kurdiske partier, som levede under Syriens beskyttelse. Lo me çi kir kritiserer og advarer kurdere imod at modtage støtte fra Syriens diktator Hafiz Assad, som gav flere kurdiske ledere husly i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det hedder i sangen:

Pişta xwe nedin Şamê “Læn/støt jer ikke op om Damaskus”
Navê we sekreter e “Deres navn er sekretær”
Qîmeta we nebe pênc pere “De er ikke en femmer værd”

Hans næste album, Zembîlfiroş (1992) indeholdt udelukkende kulturelle sange, på grund af kritik af sangen Lo me çi kir.

Et uforglemmeligt politisk stormvejr blev kurdernes folkesanger udsat for i januar 2011 efter kontakt til det tyrkiske regeringsparti AKP og påstået flirt med det tyrkiske statstv TRT-6, som sender på kurdisk. Aviser og medier med tilknytning til PKK beskyldte Şivan for forræderi og opfordrede kurderne til at boykotte ham. Der gik lang tid, inden stormen lagde sig igen og mange PKK-tilhængere vil endnu ikke kendes ved ham.

Under de kurdiske fængselsindsattes sultestrejke i tyrkiske fængsler i efteråret 2012 blandede Şivan sig igen i politik.

”Jeg opfordrer alle, som har en samvittighed og barmhjertighed, til at være opmærksomme på de krav, som er blevet fremsat af de sultestrejkende. Jeg håber, at de, der har den politiske magt vil løse dette problem, så sultestrejkerne bliver afsluttet, før vi ser store lidelser.”

Kort tid efter var den gal igen. Denne gang forsøgte en irakisk enhed at indtage den kontroversielle, men vigtige olieby Kerkûk i Sydkurdistan.

Şivan tog til Kerkûk for at bakke op om de kurdiske soldater (peshmerga) i striden med Bagdad.

Şivan mødtes i januar 2013 med en anden folkesanger, nemlig İbrahim Tatlıses i Hewlêr, Sydkurdistan for at støtte fredsprocessen mellem PKK og Tyrkiet. Til det formål vil de lave en fælles koncert.

”Møderne mellem den tyrkiske efterretningstjeneste og (PKK-leder) Öcalan skulle være blevet startet for lang tid siden,” mener de to.

Şivan udtalte at lignende fredsprocesser er strandet gang på gang.

”Sådanne processer bliver altid saboteret. Den ene og den anden blev angrebet. Dette lands borgere har haft mange tab. Denne proces skulle have startet for længst. Det er vigtigt, at alle bidrager til denne proces.”

Sivan har bidraget til at vedligeholde et sprog, der kunne være forsvundet
Kurdisk musik bidrager ifølge flere iagttagere til opbygning og bevidstliggørelse af den kurdiske identitet med sin blotte brug af sproget kurdisk.

I en tid, hvor det at tale kurdisk var forbudt – som det var i Tyrkiet fra 1924-91 – risikerede sproget at forsvinde, som det er sket hos mange kurdere i det vestlige Tyrkiet, der i dag kun taler tyrkisk.

Kurdiske sangere som fx Aram Tîgran og Şivan bidrog dermed til at fastholde det kurdiske sprogs fortsatte eksistens ved bare at synge på dette sprog. Men hvorfor er sprog så vigtigt?

Sprogforskerne Faîk Bulut og Doğan Aksan påpeger, at via sproget kommer en gruppes tilhørsforhold, kultur og identitet til udtryk, hvorfor sprog dermed kommer til at udtrykke en etnicitets blotte tilstedeværelse.

Under kampagner for kurdisk undervisning var slagordet Zimanê me hebûna me ye, ”Vores sprog er vores eksistens”.

Som kurdologen Emîr Hesenpur påpeger, har musikkken signaleret det kurdiske sprogs – og dermed dette folks – fortsatte eksistens på, stik imod den tyrkiske stats benægtelse heraf 1924-91 og stik mod anklager om, at kurdisk er ”uddød”:

“De, der fortæller kurderne, at deres sprog ikke eksisterer, skaber betingelserne for, at sang og lytning til en sang bliver et signal om liv,” som Hesenpur udtaler.

Ros til midtanatolske kurdere

Det anslås at hovedparten af de kurdiske indvandrere/flygtninge fra Tyrkiet i Danmark ikke kommer fra det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan, men fra Konya-området – tusinder af kilometer væk fra deres kurdiske hjerteland i Sydøst.

Under sit besøg i Danmark i oktober 2010 sagde Şivan:

”Anatolien faldt desværre i tyrkiske hænder og de ønskede at skabe en homogen kultur og tyrkificerede det hele.”

Han tilføjede:

”Men kurderne kultur forsvandt aldrig og den dag i dag forsvarer og beskytter de deres identitet.”

Han hæfter sig især ved at millioner af kurdere er flyttet til det vestlige Tyrkiet, til Ankara, Konya, Aksaray, Cihanbeyli, Haymana, ofte for flere hundreder år siden.

”Men de har ikke glemt deres sprog og kultur. Og det er jeg meget glad for og stolt over,” siger han.

Sørgesange
Sivan har i den grad bidraget til at udbrede lawij, ”sørgesange”, hvor sangeren beretter om, eller udtrykker sorg over bl.a. historiske begivenheder, hvor liv er gået tabt. ”Sangeren” er ifølge Ahmet Kaya ”folkets øje og øre, tidens vidne, alle forbrydelsers vidne. Han ser det og fortæller, folket derimod ser det, men tier.”

Et kig på udgivelser fra det største kurdiske pladeselskab i Tyrkiet, Kom Mûzik, viser, at næsten alle albums, 141 ud af 150, indeholder mindst et par sørgesange. Specielt har Şivan Perwer udbredt denne genre, og en tredjedel af hans sange er sørgesange. Populær er især Şivans sang Helebçe (1988) med en beskrivelse af giftgasangrebet på den kurdiske by Halabja i marts 1988, begået af daværende irakiske leder Saddam Hussein.

Trods sit fokus på en irakisk-kurdisk massakre, synges sangen af mange nordkurdiske sangere 20 år efter, hvilket tyder på en bevidsthed om en fælles kurdisk historie og skæbne, jf. etnicitetsforskerne Huntchinson og Smiths definition på en etnicitet som bl.a. indeholdende ”en følelse af solidaritet”. Den fælles skæbne understreges også i Helebçe, hvor det irakiske regimes politik overfor kurderne sammenlignes med det tyrkiske militærs optræden i kurdiske byer i Tyrkiet som bl.a. Diyarbekir, Dêrsim og Agirî (se Youtube-klip her):

Igen er der bomberegn “Dîsa bombe û baran e”
Alt er omtåget af tåge og røg “Her derê girtî mij û dûman e”
Igen er der lyden af de såredes hulke “Dîsa nalenala birîndaran e”
Mødrenes klagesange over dem “Dengê dayika tê li ser lorikê wan e”
Fædrene kaster sig beængstet over børnene “Bavik bi keder xwe davêjine ser zarokan e…”
Men børnene er uden ånd uden sjæl og uden liv “Lê zarok mane bê nefes, bê ruh û bê can e”
Oppefra høres lyden af flyvemaskiner “Li jor tête giregir û humehuma bavirok û teyaran e”
Alt er sat i brand, flammer og røg “Her der xistiye nava agir û mij û dûman e”
Nedenunder høres lyden af børns gråd, “Li jêr tête qîreqîra zarokan”
morens og farens skrig “hawara dayik û bavan e”
Igen viser historien sig som før “Dîsa dîrok xwe nû ve dike weke carek ji caran e”
Ligesom i Diyarbekir, ligesom i Agirî, Dêrsim… “Weke Diyarbekir, weke Agirî, Dêrsim…”
I dag sker det igen… i byen Halabja “Îro dîsa….li bajarê Helebçê”

Opmuntring af partisaner
En kurdisk musikgenre, der meget konkret har opfordret til opposition mod de tyrkiske myndigheder og glorificeret væbnede grupper er Stranên Berxwedanê, ”modstandssange”.

Denne, relativt nye, genre er en udløber af de klassiske Destan eller Lawik, hvor helte hyldedes. Şivan Perwer regnes for opfinderen af partisanmusik i Sydøsttyrkiet / Nordkurdistan. Forsker ved Toronto University, David Romano, der har beskæftiget sig med sammenhængen mellem medier og etnisk bevidsthed, påpeger, at en følelse af undertrykkelse på baggrund af etnicitet ”legitimerer mobilisering og politisering af etnicitet med det formål at forsvare sig selv og sin gruppe”.

Budskaber om modstand mod myndighederne appellerer på den måde godt til mennesker, der er utilfredse med en bestemt politik. Således nævnes vreden over den tyrkiske hærs fremfærd i Dêrsim i 1937-38 af flere PKK-oprører som årsag til, at de er blevet militante.

Begivenhederne i Dêrsim dengang er siden blevet omtalt i talrige sange, især sunget af bl.a. Baran, Şivan Perwer osv. Under Şivans koncert i det sydlige Kurdistan i 1991 blev kampråbet Bijî Kurdistan, bimrî koledar!, ”Længe leve Kurdistan, død over undertrykkeren!”, velmodtaget af folk, der var blevet udsat for folkemord og giftgasangreb kort tid inden.

De politiske myndigheder har ofte forbudt modstandssange, da de glorificerer de kurdiske oprørere, som mange kurdere ser som frihedskæmpere, mens tyrkere omvendt ser dem som terrorister. Samtidig fremstilles myndighederne som skurken. Revolutionerende kampsange beskriver “modstanderen” ud fra et negativt sprogbrug.

Den kurdiske nationalhymne Ey Reqîbs kendte sætning Kes nebê Kurd dimirin, Kurd jîn dibin!, ”Ingen skal sige, kurderne er døde, kurderne lever!”, hentyder til, at myndighederne forsøger at udrydde kurderne. Det bidrager med Şivan Perwers ord til at ”forstærke vreden mod fjenden”.

Şivans sang Şer neke (”Slås ikke”), der skarp kritiserer de pro-tyrkiske landsbyvagter, findes på den europæiske udgave af det pågældende album, men ikke i den tyrkiske. De mange PKK-drab på landsbyvagter kan hos de tyrkiske myndigheder have skabt frygt for, at sange af en så populær sanger kan opildne til en gentagelse af lignende episoder. Samtidig viser episoden, at de tyrkiske myndigheder er Şivan’s status og popularitet bevidst.

Således betød besiddelse af et Şivan-album for flere år siden 6 måneders fængsel for en mand i Tyrkiet. Hans populære album Helebçe (1988) blev ligeledes forbudt pga. sangen Pêşmergên me (”Vores Pêşmerge’er”).

Forholdet mellem Şivan og sydkurderne går mange år tilbage.

Mesûd Barzanî afslører i bogen ”Şivan Perwer – Efsaneya Zindî”, at hans far, legenden Mullah Mustafa Barzanî hørte Perwer inden han døde i 1979 – og ”han kunne vældig godt lide hans musik”.

Iraks tidligere præsident Saddam Hussein menes at have en kendt udtalelse om Şivan Perwer, hvis rigtighed dog aldrig er blevet bekræftet. Den lyder:

”Jeg bomber kurderne og tusinder dør. Jeg udsætter dem for Anfal-kampagne og hundredetusinder af dem forsvinder. Netop som man skulle tro, at kurderne er færdige og nedkæmpet, dukker Şivan Perwer op og synger en sang, og så er kurderne på banen igen.”

Det dog ikke kun Baath-regimet i Irak, som frygtede Şivan. Det samme gjorde Baath-partiet i Syrien, som i årtier forbød sangerens musik. Şivan har lavet en sang “Destana Rojava” (Eposet om Vesten) for kurderne i Syrien i forbindelse med den seneste tids opstand i landet mod Baath-regimet.