”Jeg er sikker på, at vi en dag når målet om kurdisk frihed,” siger Hassan Sharafi. ”Afhængig af omstændighederne, så vil det blive en selvstændig eller selvstyrende kurdisk republik.”

Foto: Rezgar Dashti

Den første kurdiske republik blev udråbt i iransk Kurdistan, da Qazî Mihemed erklærede Kurdistan Republikken som en realitet under en ceremoni den 22. januar 1946 på Chwarchira-pladsen i byen Mahabad.

Egentlig havde kurderne før republikken i Mahabad også opnået lignende ting. I 1927 til 1931 rasede et kurdisk oprør i byen Agirî i tyrkisk Kurdistan, hvis oprørere en overgang styrede deres eget område og hejste et kurdisk flag.

Men republikken i Mahabad – eller ”Kurdistan Republikken”, som den officielt hed – var alligevel speciel. Det mener Hassan Sharafi fra Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI) – partiet, der stiftede republikken. Sharafi blev født i Mahabad og var 2 år under republikken.

”I Agirî var der også et kurdisk styre, men det var ikke republikansk. Kurdistan Republikken derimod var den første kurdiske republik i historien,” siger Sharafi, hvis far var en af de ansvarlige i republikken.

Republikken havde 13 ministre, eget kabinet, men ikke parlament. Derudover havde republikken sin egen nationalhymne, Ey Reqîb, og flag. Endvidere var der en sammenslutning af unge og kvinder, en daglig avis, månedlig journal og undervisning – alt sammen på kurdisk.

Eksperter er i tvivl om, hvorvidt Mihemed gik efter kurdisk uafhængighed eller selvstyre indenfor Irans grænser. Hertil svarer Sharafi over Jiyan.dk, at svaret ligger imellem:

”Der er ting, der peger i den ene og anden retning. Det var et sted mellem selvstændighed og selvstyre.”

Republikken overlevede 1 år frem, primært fordi den sovjetiske Røde Hær stod udenfor grænserne og forhindrede iranerne i at komme ind og sætte en stopper for republikken.

Efterhånden pressede USA og England på Sovjetunionen, for at sidstnævnte skulle trække sig ud af Iran. Amerikanerne og briterne ønskede ikke russisk indflydelse i Iran. Briterne frygtede, at kurdernes løsrivelsestrang ville smitte af på araberne i Irans olierige Khuzestan-provins. Det ville skabe et ustabilt olie-Iran.

Da den iranske Shah og Sovjet i maj 1946 underskrev en kontrakt om iransk olie og gas til sovjetterne, var republikkens skæbne forseglet. Til gengæld for olien skulle sovjetterne trække sig ud af Iran. Da det skete, overtog Shahens hær herefter gradvist kontrollen over flere steder i det nordvestlige Iran, deriblandt den kurdiske republik.

Ifølge professor Abbas Vali fra Bogazici Universitetet i Istanbul overgav Mihemed sig til den iranske general Fazlulah Humayuni i midten af december 1946. Betingelsen var dog, at det kurdiske folk til gengæld ”ville blive skånet for den vold og blodsudgydelse, der havde fundet sted i den aserbajdsjanske naborepublik.” En dag efter indtog den iranske hær Mahabad uden nogen modstand. Den 31. marts 1947 blev Mihemed henrettet.

Sharafi’s far blev fængslet og løsladt 4 år efter. Men drømmen om kurdisk selvbestemmelse lever videre.

”Jeg er sikker på, at vi en dag når målet om kurdisk frihed,” siger Sharafi. ”Afhængig af omstændighederne, så vil det blive en selvstændig eller selvstyrende kurdisk republik.”

Kommentér via Facebook

kommentarer