I 1990 satte den kvindelige aktivist Zekiye Alkan ild til sig selv i Diyarbekir i protest mod det tyrkiske forbud mod at fejre Newroz.
I Danmark fejrer vi frit Newroz. Men fejringen af den kurdiske nytårs- og nationalfest er ikke så frit alle steder.
Zekiye Alkan stammede fra en kurdisk familie fra Erzincan i Østtyrkiet/Nordkurdistan. Som ganske lille, flyttede hun med familien til Izmir i Vesttyrkiet. Efter at have gennemført en gymnasial uddannelse i Izmir, kom hun på Dicle Universitet i den kurdiske hovedby Diyarbekir. Dengang var den kurdiske identitet streng forbudt i Tyrkiet. At tale kurdisk eller på anden måde udtrykke kurdiskhed blev set som en trussel mod den tyrkiske stats grundprincip om ”ét folk, ét sprog, ét land”.
En vigtig del af kurdisk kultur er Newroz. Den nationale fest, som kurderne fejrer hvert år den 21. marts. Zekiye Alkan ville protestere mod Tyrkiets undertrykkelse af kurderne og forbud mod blandt andet Newroz.
En dag sad hun på en park med sine venner og tog pludseligt sine penge frem og begyndte at brænde dem. Da hendes venner vantro spurgte hende ”hvad laver du?”, svarede hun ”Jeg fejrer min Newroz”.
Den 21. marts 1990 brændte Zekiye Alkan sig selv ved Diyarbekirs berømte mur og fik dermed fejret den forbudte højtid.
Der er opført en statue af Zekiye Alkan i Silêmanî i Sydkurdistan/Nordirak.
Siden er hun blevet mindet i kurdiske sange, som Şitla azadî af Ali Temel og Zekiye û Newroz af bandet Koma Berxwedan:
Tu sorgula Kurdayî, li nav baxê Medyayî / Du er kurdernes røde rose midt i Medernes jord
Deng û şenga seranser, pêl dane nav welatî / Du er alles stemme og glæde, for du skabte en bølge i fædrelandet
Îro roja Newrozê, agir vêxin ji bo dozê / I dag er det Newroz, tænd ild for sagen
Zekîye hatî Amedê, şahî, cejn û pîroz e / Zekiye kom til Amed, der er fest, højtid og lykke
