Sommer 2015, Diyarbakir
Ved parlamentsvalget den 7. juni 2015 gik det for første gange i 13 år tilbage ved parlamentsvalget for Recep Tayyip Erdogans parti AKP. AKP fik nu ’blot’ 41 pct. af stemmerne mod 50 pct. i 2011. Ved dette valg fokuserede Recep Tayyip Erdogan meget på, at han ville indføre et præsidentielt system, der ville give ham flere magtbeføjelser. Et flertal af tyrkerne var imod sådan et skridt, og derfor mistede AKP stemmer. Desuden droppede det tyrkisk-nationalistiske segment i AKP partiet og gik over til Nationalistisk Aktionsparti (MHP) i protest mod Recep Tayyip Erdogans fredsproces med ærkefjenden, PKK.
Den 20. juli 2015 dræbte en selvmordsbomber 30 mennesker og sårede yderligere 100 i byen Suruc nær grænsen til Syrien ved et af de største selvmordsangreb i Tyrkiet i flere år. Størstedelen af ofrene var unge prokurdiske aktivister, der var samlet i byen for at planlægge hjælp til en genopbygning af Kobane. Byen, med en majoritet af kurdere, havde spillet en central rolle i forsyningsleverancer af mad og medicin til YPG i Kobane.
Tyrkiets premierminister Ahmet Davotoglu sagde til Reuters, at de indledende undersøgelser viste, at IS stod bag” og at ”Tyrkiet nu ville tage alle midler i brug mod IS”. Borgmesteren i Suruc konstaterede ifølge BBC, at eftersom der var tale om et selvmordsangreb var det højst sandsynligt IS, der stod bag.
PKK havde dog sin helt egen udlægning af historien. Organisationen mente, at Tyrkiets politi havde samarbejdet med Islamisk Stat for at komme kurderne til livs. Det var velkendt, at tyrkisk grænsepoliti fra 2012 til 2016 indirekte støttede Islamisk Stat ved at lade jihadister uhindret krydse grænsen ind til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat. Få dage efter den tragiske begivenhed dræbte PKK derfor to tyrkiske politifolk, mens de lå i deres senge og sov. PKK forklarede, at det var hævn for de to politifolks påståede ”samarbejde med IS” om angrebet i Suruc – en påstand, de aldrig fremlagde beviser for.
”I dag klokken seks om morgenen, blev en gengældelsesoperation udført mod to politifolk, der samarbejdede med IS.”[i]
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan erklærede kort efter på et krisemøde i NATOs hovedkvarter i Bruxelles, at det ikke længere var ”muligt at fortsætte fredsprocessen” med PKK. PKK var også enig i, at våbenhvilen var blevet ”meningsløs”. PKK var utilfredse med, at tyrkerne under fredsprocessen ikke havde givet kurderne flere rettigheder, som ellers lovet. Krigen brød ud på ny. PKKs ungdom begyndte at grave voldgrave og erklære autonome zoner i flere tæt befolkede kurdiske byer i området. De ville ikke anerkende den tyrkiske stats autoritet. Som modtræk rykkede det tyrkiske militær ind og erklærede udgangsforbud i områderne.
Foreningen for Kurdistans Ungdomsbevægelse, som var den unge aktivist Roger Çaxer’s forening, lå tæt på de kampberørte områder. Flere af hans venner fik svært ved at komme ud af deres egne huse. De risikerede at blive skudt – enten af tyrkisk militær eller PKK-militante.
Roger Çaxer
***
1. september 2015, Istanbul og Diyarbakir:
”Hvis jeg skal kunne give dig et billede af, hvad der sker i den sydøstlige del af landet, i de kurdiske byer, så må jeg tage derhen,” sagde den tyrkiske journalist Asli Erdogan i telefonen til en journalist i Polen, der ville have hendes kommentar til krigen.
Asli Erdogan besluttede sig for at rejse alene til den østlige del af landet, for at skabe sig et indtryk af situationen, som hun så kunne skrive om i både i den PKK-venlige avis Ozgur Gundem og overfor internationale medier.
Det var blevet mørkt og taxaen nærmede sig Diyarbakirs centrum, hvor hotellerne plejede at ligge på stribe.
”Kan du høre det?” spurgte chaufføren med en tyk og hård tyrkisk accent, karakteristisk for kurderes måde at tale tyrkisk på.
”Hvad?” spurgte den spinkle, 48-årige Asli Erdogan, der sad på bagsædet.
”Det er skudsalver og granatnedslag.”
Asli Erdogan kiggede ud ad vinduet.
”De gør sikkert klar til en stor operation.”
”Så kan vi ikke komme nærmere. Derovre har politiet lukket af for vejen.”
Forude kunne hun se et blåt jerngitter med teksten ”Polis” og hvide armerede politikøretøjer. Bag en masse opstablede sandsække stod en mand i uniform og sort hue og spejdede rundt med sin kikkert.
Chaufføren kunne ikke komme ind til byens midte og han kørte hende til et hotel i en af de nærliggende stræder.
Asli Erdogan kunne ikke falde i søvn, da hun endelig væltede omkuld på sit værelse. Det bragede lidt udenfor. Skudlyde. Nogle højere end andre. Ud af vinduet kunne hun se røg stige til himmels, forklarede hun bogens forfatter. Hun forsøgte at gå på internettet, men forbindelsen duede ikke.
Morgenmaden på hotellet led til gengæld ikke synderligt under de borgerkrigslignende tilstande i byen. Der var både tyrkiske pølser, friske æg, brød og auberginer. Mens nogle dele af byen og regionen var præget af krigen, gik andre dele fri. Fra hotellet tog hun en taxa til byens busterminal, der var ganske fredelig, og derfra måtte hun videre med bus til Diyarbakirs Silvan-distrikt, der lå 80 kilometer nordøst på. I byen, der havde 50.000 indbyggere, var der mange PKK-tilhængere. De havde barrikaderet sig og det kom derefter til sammenstød med det tyrkiske militær.
Asli Erdogan
Selvom hun mentalt havde været forberedt på det syn, der mødte hende, kom det alligevel bag på hende. Området var plastret til med grimme, blege bygninger med skudhuller. Mange vinduer var knust. Asli Erdogan gik hen til en af bygningerne og kiggede ind ad det gabende hul, hvor glasset engang havde siddet. Selv i de tomme stuer, var der skudhuller på væggene. På gulvet lå glasskår.
Silvan-distriktet var forvandlet til en spøgelsesby. Etageejendomme stod som store, skrøbelige skeletter på den udbrændte jord, som om de kun ventede på at falde helt sammen. Væggene og vinduerne var væk, enkelte bærende fundamenter stod stadig og holdt sammen på resterne, og afslørede det tomme, sorte indre, der engang havde været hjem for familier.
Næsten alle var væk. Ikke engang kattene gad være der længere. Et sted så hun resterne af et ægte tæppe hænge på ydersiden af et sammenbrudt hushjørne som et brugt kommetørklæde, og et overraskende ubeskadiget farvestrålende sengelinned lå i støvet på jorden som minde om en helt anden og levende tid.
Hun fandt en ældre kvinde i et af de ensomme huse.
”I flere dage kunne vi ikke komme ud af vores huse. Alle steder er der snigskytter, ” sagde hun grædefærdigt på et gebrokkent tyrkisk.
Hun mødte en lille dreng i mørkerød t-shirt og lyse bukser foran en stor bygning, hvor hele den ene murside var som blæst væk. Han ville gerne fotograferes.
Efter en halv dags vandring i Silvan-distriktets gader tog Asli Erdogan turen tilbage til Diyarbakir og byens fattige bykerne, Sur, der også lå i ruiner efter kampene mellem PKK og de tyrkiske myndigheder. Her havde kurderne levet side om side med et armensk mindretal i et summende mylder, men da Asli Erdogan besøgte bydelen, var den ikke til at kende. På asfalten lå glasskår, smadrede stole, borde, skudhullede mursten og i nærheden stod uniformerede tyrkiske sikkerhedsfolk bag jerngitter og stablede sandsække. På husmurene havde nogen med sort sprayet ”TC” og malet den tyrkiske flags halvmåne og stjerne. Det stod for ”Den Tyrkiske Republik”.
Kebab-manden var der stadig, noterede Asli Erdogan, men han blev passet op af en betjent.
”Må vi se dit ID?”
Asli Erdogan havde egentlig svært ved at forstå, at hun stadig befandt sig i Tyrkiet. Jeg har aldrig set noget lignende i Istanbul, tænkte hun. Vel var Gezi-oprøret voldsomt, men det lignende jo slet ikke noget af, der foregik i den østlige del af Tyrkiet.
Ud af Surs 25.000 indbyggere var 20.000 allerede flygtet til andre dele af Diyarbakir, ifølge Tyrkiets menneskerettighedsorganisation IHD, og mere end to tredjedele af bygningerne var blevet ødelagt, lød vurderingen i en FN-rapport.[ii] På den anden side af politiafspærringerne – uden for Sur, hvor Diyarbakir lå – forsøgte erhvervsdrivende at fortsætte deres hverdag.
Dagen efter fortsatte Asli Erdogan sammen med en delegation fra det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) til byen Cizre, højborgen for det militante kurdiske parti PKK, der lå på grænsen til Syrien. Bussen gyngede af sted på de gamle, udslidte veje med masser af løse sten. Turen plejede at tage tre timer, men tog nu otte, sinket af de mange checkpoints og dårlige veje. Da de endelig ankom til Cizre, var vejen spærret.
Kampklædte politi med hjelme og skjolde taget opstilling, og nægtede HDP adgang til byen. HDP’s leder kravlede dernæst resolut op på det hvide bustag og talte med mikrofonen i hånden ud over området.
”De forhindrer os i at komme til Cizre, men vi skal nok gå imod freden.”
PKK havde i august 2015 erklæret byen som autonom zone og de tyrkiske myndigheder havde svaret igen ved at indføre udgangsforbud. I flere uger kunne byens 130.000 indbyggere ikke komme ud. Flere, især ældre, døde i mangel af mad og medicin. De pårørende kunne ikke begrave dem og der gik historier om, at de pårørende blev nødt til at gemme ligene af vejen i dybfrysere, så de ikke lå og rådnede i husene. 189 personer havde været fanget i ugevis i kældre uden adgang til vand, mad og medicin i de koldeste måneder af året, men omkom efterfølgende i det, FN beskrev som en ”brand, der blev fremkaldt af beskydning”.[iii]
Politikerne fra HDP besluttede sig efterfølgende for at gå over markerne, stærkt fulgt af de kampklædte sikkerhedsstyrker, journalister og kameramænd. Asli Erdogan fulgte ikke med den lange vej hen over de tørre, brune jordområder. Hendes helbred holdt ikke til det. Hun bøvlede både med astma, sukkersyge, kronisk tarmlidelse og rygproblemer.
Hun beundrede politikerne. Samtidig spredte skammens røde farve sig som ringe i vandet fra kinderne til hagen, næsen, ørerne og halsen.
Hvordan kan jeg bare stå her og se på?
***
Efteråret 2015, Diyarbakir:
Ødelæggelserne i Diyarbarkirs distrikter, Silvan og Sur, chokerede ikke den nu 25-årige Roger Caxer.
Det har tyrkerne altid gjort for at holde os nede. Se blot på historien, tænkte han.
Han havde efter mange års passen og plejen endelig fået sig et kraftigt, sort skæg. Det fik ham til at se en hel del ældre ud, end han i virkeligheden var, men det gjorde ham bestemt ikke noget. Han var efterhånden en meget voksen mand med meget voksne meninger. Han blev mere og mere utilfreds med PKK.
Hvorfor havde de nu besluttet at grave voldgrave og erklære autonome zoner i civile områder? De havde jo ikke en chance mod den tyrkiske hær. Og hvorfor brugte de dermed almindelige kurdere, der slet ikke var del af konflikten, som skjold? I giver jo fjenden en undskyldning for at ødelægge vores land.
Roger Caxer talte og tænkte åbenlys for døve ører. For krigen fortsatte.
[i] https://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/turkey/11755018/Two-Turkish-police-officers-killed-close-to-Syria-border.html
[ii] Læs FN-rapport her: http://www.ohchr.org/Documents/Countries/TR/OHCHR_South-East_TurkeyReport_10March2017.pdf
[iii] Læs FN-rapport her: http://www.ohchr.org/Documents/Countries/TR/OHCHR_South-East_TurkeyReport_10March2017.pdf
