FØRSTE NYT FRA IRAK 

Af Mette Kierstein Nielsen & Olga Juul

Kilde: OD.dk

“You are tourists in iraq?! You will never come back!” 

Så overbevist var vores første Irakiske bekendtskab, da vi i søndags landede i Erbil.

Den arabiske halvmåne hang smukt på himlen, men på trods af dette smukke syn, mente han ikke, at vi nogensinde ville få lyst til at besøge Irak igen.

Hmm, godt udgangspunkt… Men hans skepsis gav os mest af alt fornyet motivation til at udforske Irak:

Jeres nye sekretariat bestående af 11 seje piger + Nordmand, er ikke sådan at slå ud. 

Fra lufthavnen blev vi hentet af en varm minibus, og vi døsede hen, mens Irak rullede forbi og solen stod op over bjergtoppene. Allerede her undrede vi os over vores første mødes udtalelse, for her var virkelig smukt.

Det eneste vi på det tidspunkt bekymrede os om var, hvor varmt det mon ville blive dagen efter, når solen engang ville stå rigtig op. 

Vi har nu været i Irak i to dage, og er taget ud for at se en af de lokale fodboldskoler.

Lyden af Katy Perrys “Last Friday Night” er det første vi hører, da vi nærmer os fodboldbanen: En stor, støvet firkant, hvor over hundrede børn leger og spiller fodbold med store smil. Vi er ankommet til byen, der direkte oversat hedder “Champion of Stones”. Minibussen kører ind på banen på den mest kiksede måde i overhovedet kan forestille jer. Det er vidst blevet gjort klart, at der ikke kommer mange turister til Irak, så hvordan ser det mon ud når en bus fyldt med lyshårede piger, for øvrigt iklædt matchende fodboldtrøjer, triller ind midt ind på banen. Helt ind på banen.

Det er åbenbart rygtedes i byen, at der skulle ske noget stort idag, så tribunerne er fyldte, da vi stiger ud. Der bliver hverken sparet på scoretricks indenfor, eller udenfor banen. 

Den første vi møder er Messi. Han er meget populær her. Snart dukker Ronaldo, Zidane og Kaka op. Mens de dribler rundt og har det sjovt, ser de frivillige deres snit til at gribe bolden og være med. Det er fedt at se både kvinder og børn, kurdere og arabere såvel som unge og gamle er sammen om det her. Fodbolden. 

Som vi står der i vores matchende fodbold trøjer, omringet af totalt imødekommende og glade mennesker, går det langsomt op for os, hvor meget fodbold giver mening.

Selv for to boldidioter som os. Selvom det primære mål her er at have det sjovt, opnås mange andre fordele ved projektet. Fodbold er en grænsebryder, fordi det er et sprog alle kan forstå.

På banen gør det nemlig ingen forskel om du snakker kurdisk eller arabisk, om du er dreng eller pige.

“Fodbold er  min vej til respekt og anerkendelse” 

Sowsan Jawad er angriber på det irakiske fodboldlandshold, og elsker at spille fodbold. Fodbold giver hende både respekt som ung kvinde i Irak, men også et fællesskab med ligesindede, der ligesom hende, også bare godt kan lide at spille fodbold, uanset baggrund. Det er muligvis derfor hun ikke just ser begejstret ud, da Mette meddeler at hun elsker at læse bøger, og Olga forsigtigt indrømmer at hun aldrig rigtigt har været så vild med sport. Til gengæld er vi alle tre helt enige om, at Brad Pitt er pisse lækker, og Titanic bestemt er værd at se. 

Da vi skal hjem fra fodboldskolen i “Champion of Stones” oplever vi irakisk fest og danseglæde på egen krop. Selvfølgelig midt på motorvejen. 

I selskab med et par unge, dansende fodboldspillere, dugger ruderne i vores minibus langsomt til, i takt med at musikken bliver højere og højere. Alle klapper i takt, mens vi råber og skriger om kap med forbipasserende køretøjer på vejbanen. Folk hopper bogstaveligt talt rundt. Midt i det hele stopper bussen pludselig op, hvorefter vi alle danser kædedans i rabatten med et fodboldhold fra en anden bus. Det var helt vildt sjovt, og det er sådan nogle oplevelser, vi lever højt på hernede.

Busturen sidder næsten stadig i kroppen på os her til morgen. Vi sidder i receptionen og drikker en kop irakisk kaffe, der virkelig ikke kan anbefales. Vi er netop kommet i snak med hotellets papegøje, der kan sige som en kat. Vi har kun været her i tre dage, og har allerede oplevet virkelig meget, som vi glæder os til at fortæller jer om.

Det er ikke til at sige, om vi vil komme tilbage til Irak, men vi ved allerede nu, at vores første møde ikke havde ret. 

De sidste dage har vi været vidne til så megen virkelyst, så mange seje mennesker med ambitioner at vi ikke kan se hvorfor vi ikke ville tilbage. Vi nyder at være i Irak og mener at det her projekt er en enestående mulighed for Operation Dagsværk. Så det er bare om at gribe bolden. 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer