I en lang artikel i Information skriver de to journalister Mads Staghøj og Søren Berggreen Toft om den kurdiske konflikt og dens afsmittende effekt på diasporaen i Europa, heriblandt Danmark.
Af Ghulan Welat
Da byen Kobanê bliver angrebet af Islamisk Stat (IS) bliver det startskuddet på en ekstrem mobilisering blandt Danmarks og Tysklands kurdere, der ikke er set i årevis.
Gennem deres interviews med pro-PKK-kredse i Danmark og Tyskland får Staghøj og Toft et større indblik i det kurdiske arbejderparti. En mand citeres i artiklen ”Tiden er kommet” for at sige om PKKs fængslede leder Öcalan:
»For mig er Abdullah Öcalan hellig. Han er som Kristus.«
Det er udtalelser, som de fleste PKK’ere – hvis ikke alle – vel kan tilslutte sig. Öcalan selv sagde således i en artikel, bragt i Politiken i 1997:
”Jeg er født som muslim, men på min egen måde ligner jeg den hellige Kristus.”
Modstanderne af PKK findes ofte blandt afhopperne. Deres troværdighed bliver der dog ofte stillet spørgsmålstegn ved. For i og med de har forladt deres tidligere organisation, skal de vel kun tale dårligt om den? I hvert fald siger den tysk-boende PKK-afhopper Selim Cürükkaya, der længe var på PKK’s dødsliste, til Information, at Öcalan har skabt en kultur, ”hvor han på ingen måde kunne begå fejl.”
”Öcalan mente selv, at han havde skabt kurderne, og hvis han – Gud forbyde det – skulle dø, ville alle kurderne også dø. Hvis du ikke støttede denne tankegang, blev du stemplet som forræder.”
Noget af kritikken mod PKK i Vesten stammer fra den tid, hvor organisationen blev beskyldt for at dræbe afhoppere samt eksmedlemmer, der prøvede at danne nye grupper. Den amerikanske forfatter Aliza Marcus har skrevet bogen “Blood and Belief – PKK and the Kurdish fight for independence”. Hun mener, at PKK historisk har anset kritik for at være en alvorlig trussel – og stadig gør det.
»De er stadig utrolig autoritære. Det er en diktatorisk organisation, der ikke tolererer meningsforskelle, og som ikke er interesseret i at dele magten med andre,« siger Marcus til Information.
Også Jiyan.dks stifter, Deniz Serinci, citeres i artiklen/artiklerne:
»Jeg har interviewet PKK-støtter i otte år. I Danmark, Tyskland, Sverige og i Tyrkiet og Nordirak. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kunne acceptere kritik af PKK,« siger Serinci.
PKKs manglende accept af intern kurdisk kritik er formentlig en reaktion på, hvad der foregik omkring dem i 1970′erne. Dengang blev mange små, kurdiske grupper splittet på grund af ideologiske forskel og ”endte som små og magtesløse”, som Marcus pointerer.
Men måske er det ikke så sort-hvidt. For der er langsomt også kommet en intern diskussion i PKK om den stærke personkultdyrkelse af Öcalan. En tysk PKK’er fortæller journalisterne, at det aldrig er ”godt at følge autoriteter blindt.”
Omvendt er det nødvendigt med en stærk leder, fastslår hun:
”I alle bevægelser har man brug for en figur, der udstikker retningen. Har man ikke det, taber man,” siger hun.
En dansk PKK-sympatisør, Heval Demhat, fortæller, at man i dag kan kritisere PKK ”indefra. Det gør jeg ved at citere Öcalan direkte fra hans bøger.”
Læs resten her:
»Vi har alle et familiemedlem, som er blevet dræbt«
