Kurdere i Danmark, Norge og Finland mindes Saddam Husseins gasangreb på iransk-kurdisk by. Læs bl.a vores interview med Najibeh Ali Poor i Aalborg, der mistede sin bror og niece.
Disse dage mindes kurdere den tidligere irakiske leder Saddam Husseins kemiske bomberegn mod byen Sardasht i det vestlige Iran/Østkurdistan.
28. og 29. juni 1987 bombede irakisk luftvåben fire dele af Sardasht og dræbte mere end 100 civile og sårede tusindvis. Det var en del af krigen mellem de to naboer, Iran og Irak. En krig, der dræbte næsten en halv million mennesker.
Kurderne i Europa vil mindes angrebet.
Rauf Hosseini er fra Sardasht, men efter angrebet flygtede han til Finland. Han blev såret under de kemiske angreb og har stadig mén efter massakren næsten tre årtier senere. Hans far blev ramt endnu hårdere.
”Min far blev såret. Han kom aldrig sig selv og døde af eftervirkningerne,” siger Hosseini.
46-årige Nadr Amin er også fra Sardasht, men flygtede til Norge. Hans bror og far blev dræbt i angrebet, mens hans søster blev såret.
“Jeg blev også ramt af gassen flere steder på kroppen,” siger han.
I dag føler Amin, at Sardasht er en glemt fodnote i otte år lange krig mellem Iran og Irak, og ønsker, at verden anerkender gasangrebet, ligesom Sverige har anerkendt Saddam Husseins gasning af byen Halabja marts 1988.
“Hvorfor taler de om alle andre angreb, men ikke Sardasht? Ved at anerkende Sardasht vil de sikre moralsk støtte til ofrene,” vurderer han.
Han henviser også til de vestlige virksomheder, der solgte våben til Saddam Hussein. De skal holdes ansvarlige, hvis det stod til Amin.
Najibeh Ali Poor flygtede efter de kemiske angreb til Danmark. Hendes familie var meget politisk aktiv, og hendes mand var en partisan, Peshmerga, der kæmpede mod det iranske regime. Angrebet den 27. og 28. juni ramte dem hårdt.
“Min bror og niece blev dræbt under bombardementet i Sardasht, mens min far blev såret,” husker hun.
Alipoor er skuffet over den manglende viden om Sardasht.
“Ingen nævner Sardasht, selvom mange døde. Verdenssamfundet bør anerkende vores sorg. Det vil ikke bringe min bror og niece tilbage, men det vil give mig moralsk støtte og et signal om, at sådanne angreb er uacceptable,” fortæller hun.
