Læs interview med Nizamettin Ariç om Kobanê, afsavn og 34 års eksil. “Så længe kurdiske børn ikke kan modtage undervisning på deres modersmål på offentlige skoler, vil jeg ikke vende tilbage.”
“Syriens kurdere har altid åbnet dørene for de irakiske og tyrkiske kurdere på flugt. Nu er det vores tur til at hjælpe dem,” siger Nizamettin Aric, en ledende skikkelse i kurdisk musik og film, som har boet i eksil i Tyskland i 34 år.
Under en støttekoncert i København for Kobanê, den syrisk-kurdiske by, der prøver at modstå en overtagelse fra Islamisk Stat (ISIS), lod Aric sig interviewe til Rûdaw. Han mindedes sit eget eksil i Rojava, de kurdiske områder i Syrien, hvor tusindvis af syrisk-kurdere sluttede sig frivilligt til de kurdiske guerillaer fra Tyrkiet og døde.
Men for at støtte Rojava på den bedst mulige måde, er det vigtigt, at kurderne er forenet.
“Når IS så grusomt prøver at udslette kurderne, så må vores partier lægge deres ideologier og uenigheder til side.”
Sang kurdisk og måtte flygte i eksil
Indtil 1991 var det at tale kurdisk og ethvert udtryk for kurdisk kultur helt forbudt i Tyrkiet indtil 1991. Derfor gjorde Aric i starten det samme, som de fleste kurdere i Tyrkiet. Han holdt lav profil med kurdiskheden. Den musikalske mand valgte at optræde på tyrkisk på det statslige tv TRT og blev professionelt aktiv med sine folkesange, som han ofte selv havde oversat fra kurdisk til tyrkisk.
“Men en dag besluttede jeg mig for at synge på kurdisk,” erindrer Aric. Han optrådte til en national fest 15. april 1979 i hjemprovinsen Agri.
“Efter at have sunget tyrkisk i 2 timer, skiftede jeg til kurdisk på anmodning af nogle gæster. Jeg blev senere anholdt, retsforfulgt og risikerede fængsel i op til 15 år,” siger Aric, som flygtede til Tyskland gennem Syrien.
Det sprog, som han blev straffet for, kunne han ikke tale flydende.
“Da jeg forlod Tyrkiet, kunne jeg sige noget a la ’Hej, hvordan går det?’, på kurdisk. Da jeg kom ind i eksil, lærte jeg mit modersmål og derefter tysk teater og vestlig musik.”
Lavede en af de første kurdiske film
I tysk eksil udgav Aric det ene album efter det andet, under kunstnernavnet Feqiye Teyran, opkaldt efter en historisk kurdisk digter fra det 17. århundrede. Han skrev også og instruerede en film, “A Song for Beko” i 1992, en af de første film i det kurdiske sprog, der også vandt 15 internationale priser.
Men tiderne har ændret sig. I 2009 lancerede Tyrkiets AKP-regering den kurdiske kanal, TRT-6. I efteråret 2013 lancerede den tyrkiske præsident Recep Tayyib Erdogan en demokratiseringspakke, som gav kurderne retten til kurdisk undervisning i private skoler.
Sidste år, vendte den kurdiske sanger Sivan Perwer hjem efter 37 år i eksil. Nu vendte de tyrkiske medier sig efter Aric, af avisen Hürriyet kaldt “Sivan Perwer nr. 2”.
“Faktisk vil jeg også vende tilbage,” siger Aric. “Fordi jeg kom aldrig til Europa af egen lyst.”
I løbet af det tre årti lange eksil, mistede kunstneren sin far og mor i Tyrkiet.
“Jeg fik ikke selv mulighed for at sige farvel til dem. Det var meget svært for mig. Jeg vil så meget gerne besøge deres grave i Tyrkiet, som jeg aldrig har set.”
”Jeg kræver, at kurdiske børn behandles på lige fod med tyrkiske børn”
Man fristes til at spørge, hvorfor sangeren ikke bare vender tilbage?
“Jeg forlod mit land, fordi mit sprog ikke var frit. Den dag, mit sprog er frit, vil der ikke være nogen grund til ikke at vende tilbage,” siger han og tilføjer:
“Så længe kurdiske børn ikke kan modtage undervisning på deres modersmål på offentlige skoler, vil jeg ikke vende tilbage.”
Eftersom kurdisk undervisning er tilladt på private skoler, skal de kurdiske børn selv betale for at lære sproget.
“Jeg vil have mine børn til at få samme behandling som deres, tyrkiske børn. Er de, de tyrkiske skolebørn, nødt til at sende deres egne børn i private skoler for at lære deres eget sprog?”
Han sagde, at TRT-6 er “et fremskridt” og forbedring, men kun til en “bestemt punkt”.
“I sidste ende er TRT-6 regeringens propaganda og assimilation mod kurderne på kurdisk.”
Aric frygter, at kurderne i Tyrkiet snart vil blive fuldstændig assimileret og “tænke på tyrkisk”.
“Det er ikke nok, at forældre kan give deres børn kurdiske navne, de skal også være i stand til at drømme på kurdisk, føle kærlighed på kurdisk og have en hverdag på kurdisk,” mener kunstneren.
