“Jeg vender først tilbage, når kurdere ikke længere er andenrangsborgere, når de bliver behandlet med værdighed, har selvbestemmelse og selv kan træffe deres egne beslutninger.”
Foto: Deniz B. Serinci
Den kurdiske sanger Nasir Rezazî siger i et interview med Rûdaw, at han først vender tilbage til iransk Kurdistan, når kurdere bliver behandlet med “værdighed.”
“Jeg har nu i 40 år været langt fra mit land og jeg savner Sine (Sanandaj), men jeg og mine sange er forbudte. Så hvordan skal jeg vende tilbage?” spørger han.
“Jeg vil vende tilbage til Østkurdistan (Iran), når kurdere ikke længere er andenrangsborgere, når de bliver behandlet med værdighed, har selvbestemmelse og selv kan træffe deres egne beslutninger.”
Han afviser også, at nogen fra det islamiske præstestyre skulle have tilbudt ham at vende tilbage. Selv hvis det skete, ville han afvise tilbuddet, siger han.
“Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage på et tidspunkt, hvor folk lever under de sværeste tilstande?”
En iransk tv-kanal, tilhører præstestyret, har udsendt dele af Rezazî’s sang. Det er sket “uden min viden”, siger Rezazî.
Den kurdiske sanger startede sammen med sin kone Merziye Rezazî som sangere, blev derefter peshmerga’er hos partiet Komala i kampen mod det iranske system. Mens de kæmpede oppe i bjergene, dannede de bandet “Korî Bangewaz”, hvorigennem parret via partisansange opmuntrede peshmerga’erne i deres kamp mod den talmæssigt overlegne iranske hær og lavede klassikere som “Silaw bo Pêşmerge” “Giyanekem bo asmanî şîn”, osv.
Senere flygtede de i eksil i Sverige, hvor de fortsatte kampen mod Teheran – denne gang med musik som våben. I Sverige engagerede Merziye sig udover musikken i børn og kvinders rettigheder. Nasir har udover sangkarrieren også udgivet kurdisk litteratur og poesi. Merziye døde i 2005, kun 47 år gammel.
