Argumentet om at man skal støtte AKP, fordi alternativet er værre, er ikke holdbart. AKP har haft chancen for at gøre noget for alevierne, kurderne, og andre mindretal i 3 valgperioder. Men når AKP taler om rettigheder, så drejer det sig om én ting: Nemlig rettigheder for dem selv og deres familier, til at rage magt og penge til sig.

Tanken om at kurderne som folk skal bakke op om AKP er fuldstændigt naivt og imod vores egne interesser. Når man tager i betragtning at AKP har siddet alene på den totale magt i Tyrkiet i 12 år, hvilken er helt unikt i nyere tyrkisk historie, kan man godt tillade sig at vurdere AKP for hvad de har gjort både i forhold til Tyrkiet som land og i forhold til ”det kurdiske spørgsmål”.

Og resultatet af deres politik er alt andet end beundringsværdigt. AKP har begrænset kvinders rettigheder, skabt større social ulighed i Tyrkiet, og fængslet rekord mange journalister. Tyrkiet er under Erdogan blevet det land i verden med flest journalister bag lås og slå – flere end Iran og Kina. Under sommerens uro i Vesttyrkiet blev personer anholdt, fordi de på sociale medier som Twitter og Facebook havde opfordret folk til at protestere mod regeringen. Derefter uddelte myndighederne bøder til regeringskritiske medier, som viste billeder fra sammenstød mellem politi og demonstranter. Ingen er endnu blevet straffet i sagen om det tyrkiske luftvåbens dræbende bombning af 34 civile kurdere, herunder børn ned til 13 år, i landsbyen Roboskî på den tyrkisk-irakiske grænse i december 2011.

I 2012 besluttede retten i Ankara, at de islamistiske gerningsmænd bag drabene på over 30 personer fra primært det religiøse mindretal alevierne i byen Sivas i 1993 skulle slippe for at blive retsforfulgt, fordi sagen er blevet juridisk forældet. Mordere fik lov at gå fri, mens journalister fængsles. En hån mod ofrene og deres pårørende, ligesom i sagerne om børnene Ugur Kaymaz og Ceylan Önkol. Ingen er blevet henholdsvis dømt og anklaget i deres sag.

Trods 12 års regeringsmagt har AKP ikke fjernet verdens højeste spærregrænse til parlamentsvalg. Hvis man synes det er vigtige skridt i den rigtige retning, så har man seriøst et problem med sit demokratiske udsyn. At man som kurder ligefrem skulle bakke op om AKP, er endnu mere absurd.

AKP har for det første fængslet tusindvis af demokratisk valgte kurdiske politikere og tusinder af andre kurdiske børn har lidt samme skæbne. AKP Har fyldt Syrien op med islamister, hvis hobby er at begå den ene massakre efter den anden på kurdiske civile i Rojava.

For mig at se er det derfor ligeså mærkeligt at være kurder og stemme på AKP som det er at være israeler og stemme på Hamas. Og argumentet om at man skal støtte AKP, fordi alternativet er værre, er simpelthen ikke holdbart. AKP har haft chancen for at gøre noget for alevierne, kurderne, og andre mindretal som bliver undertrykt i Tyrkiet. En chance de har haft i 3 valgperioder, men klart vist at når de taler om rettigheder, så drejer det sig kun om en slags: Nemlig rettigheder for dem selv og deres familier, til at rage magt og penge til sig.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer