Er Mellemøsten på vej til demokrati?

Af Hejar Dashti

Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv siden de første demonstrationer fandt sted i Tunesien, 17. december sidste år.

Det hele startede i byen Sidi Bouzid, da en ung tuneser ved navn Mohammad Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod brutalitet og arbejdsløshed. Efter denne hændelse startede en bølge af demonstrationer i Tunesien under navnet Jasminrevolutionen, men siden har det bredt sig til Egypten, Yemen og i mindre grad de andre arabiske lande.

Demonstranterne først i Tunesien, derefter i Egypten har besejret de to landes diktatorer. De totalitære regimer, som bestemte alt og kontrollerede alt i de to lande er nu på vej til at blive erstattet af demokratiske institutioner og frie valg. Men vil processen være succesfuld? Kan man efter så mange års undertrykkelse og brutalitet få etableret demokratiske institutioner i disse lande?

USA’s præsident advarer om, at ændringerne bliver svære: »Der er mange vanskelige dage forude og mange spørgsmål står ubesvarede« siger Barack Obama. For at kunne besvare disse spørgsmål er vi nødt til at tegne et helhedsbillede af situationen. Situationen er meget mere indviklet end det ser ud til at være. Der er mange magtaktører på banen med hver deres interesse og ønsker. Aktørerne er villige til at gøre deres bedste for at afslutte situationen med maksimum profit for dem selv. Dette er med til at gøre situationen meget anspændt og gør det svært at forudse det endelige resultat. De væsentligste aktører, som spiller en stor rolle er: de vestlige lande, især USA, islamisterne, kvindebevægelser, de unge og sidst, men ikke mindst Israel. For USA’s vedkommende er det klart, at de nye regimer skal være demokratiske og sekulært funderet. En af grunderne til Irak krigen var, at den skal være demokratisk og eksemplarisk for andre arabiske lande således, at demokratiet udbreder sig. Det sket ikke, vold hjalp ikke, men nu sker det uden at USA skal bruge milliarder dollars på krig og fjernelse af diktatorer. Begrundelsen for USA’s ønske om et demokratisk styre kan være, at Obama-administrationen er bange for, at islamisterne overtage magten. »Egypterne har gjort det klart, at intet andet end ægte demokrati duer«, mener Obama. Islamisternes magtovertagelse kan resultere i en trussel for amerikanernes interesser i regionen, men også en mulig trussel for deres nationale sikkerhed. Med andre ord er amerikanerne bange for skabelsen af et nyt ’Iran’. Som bekendt mistede amerikanerne efter den iranske revolution i 1979 en af deres bedste allierede i regionen, og til gengæld fik de sig en fjende for livet. En fjende, som udgør en stor trussel imod amerikanernes interesse i verden, samtidig anses de for at være en trussel for deres nationale sikkerhed, og en trussel mod freden i det internationale samfund. Af den grund vil USA gør alt i deres magt for at forhindre islamisering af mellemøstlige stater efter en revolution. Det var amerikanernes ønske og interesser, men hvad siger islamisterne til det?

Islamisterne er en betegnelse, jeg bruger for de samtlige islamiske organisationer (partier). Islam er den største religion i området, derfor er opbakningen til disse organisationer forholdsvis stort. Udbredelse af religionen blandt alle samfundslag sikrer disse organisationer opbakning fra fattige såvel som rige, unge såvel gamle, derfor er disse organisationer en vigtig magt faktor i den nye politiske arena. Som udgangspunkt påpeger de, at deres ønske er etablering af demokrati og overholdelse af menneskerettigheder, og ikke en islamisk stat. De mener selv, at de har moderniseret deres organisation(er), og deres ønske er en stat, der minder om Tyrkiet og partiet AKP, men den køber USA, Israel, kvindeorganisationer dog ikke. De tror på, at islamisterne har en skjult hensigt bag deres overfladiske handlinger og ønsker. Deres magtovertagelse kan betyde en islamisk stat med Sharialovgivning, og derfor skal de forhindres. Israel er generelt bange for islamisterne magtovertagelse i region, men især i Egypten. Det vil være en trussel mod forholdet mellem de to lande, men også udgør en alvorlig trussel mod Israels nationale sikkerhed. Af den grund er Israel ligesom Vesten interesseret i etablering af demokrati i disse lande, hvor fredelige kræfter overtager magten. Det er især vigtigt, fordi Egypten balancerer magtforholdet mellem Israel og den arabiske verden. En mulig krig mellem de to nationer vil være altødelæggende, derfor skal alle kræfter sættes ind for at undgå den situation. Israel er i den forståelse, at freden kan opretholdes så længe islamisterne ikke overtage magten.

Den tredje magtfaktor er de unger og kvindebevægelserne. En af de meget tydelige indsigter fra såvel den tunesiske Jasminrevolution som opstanden i Egypten har været, at det ikke er islamisterne, der har ansporet eller ledet utilfredsheden med de gamle regimer. Den har derimod været ledet af vrede unge mennesker uden en klar ideologi, som først og fremmest var lede og kede af den sociale uretfærdighed og stagnationen i deres samfund. Disse unge er inspireret af Vestens musik, påklædning, modernisering, men også demokrati. De ved udmærket, hvordan verdenen udenfor deres landsgrænser ser ud, derfor vil de på ingen måder finde sig i, at magten overdrages til islamister, hvor resultatet vil muligvis være en islamisk stat med Sharialovgivning. Den ’ islamiske trussel’ opleves ikke bare af vestlige magthavere og unge, men også mange kvinder frygter, at en islamistisk magtovertagelse i særdeleshed ikke vil rime på kvinderettigheder. Den forgangne weekends demonstration i Tunis var et godt billede på denne frygt. Ansporet af Ennahda-lederen Rachid Ghannouchis tilbagevenden fra eksil gik tunesiske kvindeorganisationer på gaden for at markere deres tilslutning til kvinderettigheder og sekularisme – og for at vise deres frygt for, at de vil blive tvunget til at gå med slør og blive underkastet sharialovgivning, hvis islamisterne skulle komme til magten.

Når så mange aktører er på banen, og hver især trækker situationen i deres ønskede retning vil besvarelse af spørgsmålet: Er Mellemøsten på vej til demokrati? være vanskeligt og uforudsigelig. Svaret afhænger dog af folkets ønske. Det er folket, som i sidste ende skal bestemme deres skæbne, men alt tyder på, at folket ønsker demokrati. ”Vi fortjente ikke demokrati, for vi gjorde intet for at få det, men det gør vi nu. Nu fortjener vi demokrati i alle højeste grad, for vi gør noget for at få det” – Sådan lød det fra en egyptisk demonstrant til en dansk nyhedskorrespondent i Egypten.

Sætningen er en klar besked om, at befolkningen i Mellemøsten er vågnet op. De vil ikke længere finde sig under totalitære regimer, som kontrollere alt, og enhver i landet, uanset om det er en diktator eller islamisterne. Folket vil have demokrati.

Mit humanistiske hjerte banker i den retning, at demokratiserings tidsalder er kommet. Det er tid til, at Mellemøsten også får demokratiske stater. Jeg håber inderligt også, at demonstrationernes bølge også vil omfatte andre mellemøstlige stater, og i særdeleshed Iran. Den iranske diktator ligesom diktatorer i henholdsvis Egypten og Tunesien vil ikke kunne modstå folkets vilje til demokratisering. Deres skæbne vil ikke være anderledes end regimerne i Egypten og Tunesien.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Debatindlæg sendes til debat@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.

Kommentér via Facebook

kommentarer