Den kurdiske studerende Medya Özvan har skrevet denne beretning fra sin rejse til den kurdiske by Wan med de mange historiske seværdigheder.

Af Medya Özvan

Jeg var ikke forberedt på, at vi lige pludselig skulle tage af sted. Af sted til den gamle landsby. Det gamle Mesopotamien, Medya, handelsbyen der krydser silkevejen. Hvordan ville det blive denne gang i forhold til de mange andre gange? Ville jeg føle anderledes på det, nu hvor jeg ikke havde været der et år? Jeg kunne med sikkert sige, min fædrelandsfølelse for Kurdistan havde vokset det seneste. Men ville jeg stadig have det sådan. Jeg håbede inderligt ikke den pludselig forsvandt. Min fædrelandsfølelse og kærlighed når jeg så på bjergene, havde jeg mange gange forestillet mig og prøvet at genskabe følelsen: Jeg befandt mig på et bjerg med udsigt over det klare vand og det eventyrlige landskab foran, i udkanten på en frodig ø, i Kurdistan. I dette øjeblik, fløj en let og rensindig brise forsigtigt forbi mig. Den dansede omkring, kærtegnede min hud, omfavnede og hilste på mig, og køligt smedede en helt igennem varm følelse. En følelse der med tiltrækningskraft sugede sig fast til det ubeskrivelig flotte land. Det var som om mit hjerte havde vokseværk. Kaldes det fædrelandskærlighed? Min krop ville flå sig i stykker og jeg havde lyst til at skrige og hoppe alt det jeg kunne for at slippe af med den følelse. Den var irriterende. Men samtidig speciel, for den var engangsbefindende. Jeg havde den kun dér.

Så strejfede en spekulerende tanke mig: Et så medmenneskeligt folk der bor det guddommeligste sted på jorden, men ikke bliver bemærket af omverdenen, og en baggrundshistorie der endte i en tragedie.

Denne tanke forstærkede min følelse eller følelser for landet.

Der var gået et par år, og med årene kom alderen. Min lillebror havde socialt vokset fra at være en ballademager, der kastede sten efter børnene, drillede og græd når vi var der henne til at blive en voksen mand. Børnene havde en tendens til at misforstå hinanden og bruge det negativt. Gennem min folkeskolegang havde jeg gået fra slet ikke ville derhen, til sidst at føle noget varmt og kærligt når jeg kiggede på de stolte bjerge. Kunne det tænkes at jeg nu ville betræde et bjerg? Var jeg nået så langt?

De 9 kufferter var pakket a 85 kg stykket. Jeg havde skiftet mine stiletter ud med gummisko.

Dag 1: Kurdistan: Wan.
Min fætter hentede os fra lufthavnen.

Gennem bilruderne skimtede jeg de utallige bjerge, der omgav os og det flotte og fortryllende landskab. Vi kørte forbi den blå sø, Wan søen. Paradis øen. Træer og bakker, bjerge med blomster og andet krat fangede min opmærksomhed indtil vi nåede til den asfaltbelagte bakke, der førte til en smal vej med udsigt over byen.

Vejen drejede blødt og mellem siderne voksede vilde træer og grønt. Vejen åbnede sig bredt, og slidte hvide huse med udhuggede metalgelændere rejste sig på hver side. Vi kørte lidt længere, og stoppede ved et stort ler hus med stald og stige. Men på den anden side af hvor vi holdt voksede træer og buske, der skyggede for det smukke hvide hus som jeg havde set mange gode gange. Haven omkring huset bar på kosmos blomster og andre vilde blomster, mange kirsebærtræer og lækre brombærbuske. Min moster åbnede sine arme og kom mig i møde.

De mange sko for enden af trappen op til terrassen havde min mormor, moster, fætter og kusiner som ejere. Snart lagde jeg mine sko sammen med dem, og kastede mig om min familie. Teen var sat over, og de tørrede abrikoser ventede på jeg tog en håndfuld. Bolsjerne forenedes med den varme te inde i munden og smeltede sig sammen til en større enhed. Det nybagte glødende og gyldne ”kade” brød, fremviste sig over det mønstrede og farverige gulvtæppe hvis grænser undersatte sig på puder der holdte sig varme i form af levende organismer.

Min moders kærlighed lænede sig op af min mormor, hvis kærlige ansigt besvarede mit mors blik, og de kiggede hinanden dybt i øjnene efter de mange måneder de kun måtte have drømt om at se hinanden i øjnene igen. Hun satte sin hånd på min mormors skød, mens de talte roligt sammen i det lyse vejr. Mange minder strømmede igennem hende hvor hun havde boet, bevæget og udviklet sig på denne kurdiske jord. Her hvor hønsene lagde deres største og saftigste æg, hvor fårenes tykke vinterfrakker var vokset ud, og svedte under den bagende sol, og fårehyrderne og madjomfruerne forenede, og bryggede deres bedste saltede ost, brød og uldtøj.

Hvor stier, broer og grusveje førte deres veje ned gennem landsbyerne, og viste deres kreationer frem. Stier, broer og grusveje der krydsede hinanden forbi floder og børnenes papirsbåde og nabohuse. Forbi onkelens hus og hans vaskekone på hug i lange våde buksedragter, så store som fyldte kalkunben, forbi hans naturlige praktiske ovnhytte hvor adskillige brødstykker med hasselnøddefyld blev bagt under jorden. Forbi staldene af ler der fremkaldte sig en syrlig lugt af gødning, til den højeste bakketop omkranset af grønt liv der endte ved Artos bjergene. Og netop på Artos bjergene bevægede vi os atter op. Vi travede forbi naboen hvis lille søn, med lyst hår og blå øjne kiggede på os, alt imens hans fader huggede efter det grønne græs med sin le i haven. I haven hvor alt voksede så det næsten ikke var til at stoppe.

Jeg smilede, og havde lyst til at hoppe rundt af glæde, vise mit begær efter at bestige disse stolte bjerge. Tryklufthammeren, der var mit hjerte løftede sig, og jeg hamrede afsted som rotorbladene på en helikopter. Bjergene og bakkerne snoede sig forbi hinanden, og skabte lange revner som dybe floder, der lagde et grønt skær over horisonten. Bjergene, der bevarede eksistensen af mit folk. Bjergene, der holder og gemmer på udødeligheden og bevarelsen af mit folk. De bjerge, der ofrede meget og udstrålede visdom, mod og styrke som tusinde eller millioner hestekræfter.

Masser af blomster og små naturlige udspringende voksede op ad bjerget. Min mors store interesse for blomster sørgede for at næsten hver blomst printede sig ind i digitalkameraet.

Terrassen var dækket af himlens blå farve overfyldt med ost, smør og brød, æg og nutella. Vi sad op ad væggene på puder og spiste på den traditionelle kurdiske måde, på terrassens hvide og kolde gulv. Den varme te skyllede maden ned, og den behagelige atmosfære og luft berørte vores bare fødder, og fyldte vores hjerner med gode tanker om stemningen. De indsamlede rosenblade fyldte luften med dens uimodståelige friske duft.

På Aktamar i Wan


Vi havde efterladt mormor på den lokale velkendte restaurant kendt af familien, og var spændt på vej til Aktamar med skib.

Solen bagte på vores kroppe. Vinden kastede om håret. Det var den traditionelle tur til Aktamar.

Det klare blå vand omgav øen og havde en udsigt til bjergene. Øen bagte under den varme sol. Op af de mange trapper var vi på vej til kirken. Mod kirken der tårnede sig i en spids, og rummede kalkmalerier af de ældgamle kristne armenske præster og bosættere. Den gyldenbrune jord gik i et med kirken og bjergene, der næsten stod i kontrast med de hvide sten, skyllet rent af vandet. Det historiske Aktamar.

Efter den oplevelsesrige tur blev vi bedt om at deltage i picnic med et par bekendte vi tilfældigvis mødte i skyggen af nogle træer, der virkede som en god parasol for den varme sol. Vi takkede høfligt nej, da vi skulle skynde os tilbage til mormor og spise på restauranten.

Mellem bordene snuste man duften af de lækreste og saftigste kødretter, salater, risretter og bulgur. Det vi kalder ”tava”. Vi sad mange rundt om det lange bord, og fyldte vores sultne maver med glæde og tilfredse miner. Der var mad nok til en hel hær. Det var en smagrig oplevelse.

Vi stak næserne ud mod byen og kørte rundt om Wan-søen og de nøgne bjerge. Mænd i grupper sad på lave strå, træ og plastic stole rundt om lave borde og drak te, adskillige stofbutikker og skræddere fremstillede de flotteste paletdragter, broderede tørklæder, sjaler, klæder, frynser og dekorerede med perlebesatte kæder.

Mange guld og smykkebutikker strålede med deres guld, sølv og diamanter ud af vindueskarmene, og gav liv i byen. Bagerier med nybagt sesambrød, butikker med kæmpe honningæsker og krukker, basarer, hyggelige cafeer med lækre chokoladekager og kendte morgenmads menuer, kelimtæpper der hang ud af vinduerne og frugtboder, der solgte friske granatæbler fik mig til at se tilbage på min mor sidde og pille granatæblekerner under det store vindrue-tag i haven, der hjemme. Det maste frugtkød farvede hendes hænder, og hendes ansigt var plettet af efterårsfrugtens røde farve. Jeg sad på hug og fyldte mig.

Alt samlet i byens midte, hvor Wan katten fremvistes som den store snehvide statue med de forskelligfarvede øjne. Byens kendetegn og frontfigur.

Til slut:
Som enden på rejsen deltog vi i bryllupper, fester og arrangementer, der sugede folk til sig og dansede æterisk med deres kurdiske folkedragter, der svævede om deres fødder i takt med 10/8 dele rytmiske melodier og folkesange. Kvinder samlede sig i frisørsalonerne for at sætte et sidste prik over i’et i deres forsøg på at gøre sig smukke og unge. Håret var sat med masser af hårspray der glinsede i skæret fra lamperne, og reddede aftenen så det ikke lignede Medusas slanger.

Det sidste jeg ser tilbage på er et landskab hvor alle verdens farver er samlet et sted. Jeg har været der. Jeg har set det. Med de overaltliggende høje bjerge, der grænser sig op til himlen, den sandfarvede nøgne jord, den behagelige varme atmosfære, de mange forskellige dyrearter jeg endnu ikke har set, dog ved at de bor der, den smukke turkise sø der blænder mine øjne, og de tusinde morgenfryd der beklæder landskabet, får jeg tilføjet ekstra skarpe og fine detaljer i mit digitalkamera.

Endnu efter at vi er kommet hjem plager min mor mig om atter at tage af sted.

Jeg håber snart min fædrelandsfølelse kommer igen.

Kommentér via Facebook

kommentarer