Selvom det er livsfarligt og han allerede har mistet begge ben, fortsætter 50-årige Hoshyar Ali med at rydde miner i Sydkurdistan – læs Jiyan.dks interview med ham.
Ali mistede begge sine ben efter landmineeksplosioner i det nordlige Irak/Sydkurdistan og bruger i dag proteser til at gå med.
Men han fortsætter med at rydde miner fra jorden med en kniv for at redde andre fra at lide samme skæbne, som han selv.
“Jeg vil fjerne minerne for at tjene og redde uskyldige menneskers liv,” siger han.
Jeg møder Hoshyar i Halabja – den verdensberømte by, der i marts 1988 blev giftgasset af Saddam Hussein, hvorefter 5000 uskyldige mennesker døde.
Det svenske og britiske parlament stemte i henholdsvis december og februar for at anerkende Saddam Husseins massakrer på 180.000 kurdere i 1980’erne, kendt som Anfal, som folkemord. Hoshyar mistede det ene ben under Anfal, den andet under kurdernes folkeopstand, Raperîn i 1991.
Budskabet fra Hoshyar til mig, som er kommet fra Danmark, er klart.
”De europæiske landes anerkendelse betyder virkelig meget for os. Danmark bør også anerkende det, for de bør ikke glemme, hvad vi kurdere har været udsat for.”
Mistede ni-årig bror til landmine
Hoshyar har mistet tro brødre under den irakisk-kurdiske konflikt. Den ene var blot 9-år gammel, der også trådte på en mine.
Hoshyar er nu en pensioneret generalmajor i de kurdiske peshmerga-styrker. Efter hans eget udsagn har han ryddet mere end 2 millioner miner siden 1986 – et tal, der ikke kan dokumenteres.
“Efter miner sprang min brors krop i småstykker, besluttede jeg mig for at lave dette arbejde, som jeg vil fortsætte med, indtil jeg dør,” siger Ali.
I slutningen af Iran-Irak krigen og i kølvandet på dens afslutning indledte den irakiske regering en storoffensiv mod kurderne, som kaldes for Anfal-operationen. Formålet var udrensning af kurdere i området, dvs. det nordlige Irak. Under offensiven brugte irakiske militær al slags våben, navnlig kemiske og masseødelæggelsesvåben.
Resultatet af Anfal-operationen var tvangsflytning af mere end 180.000 kurdere, som forsvandt sporløst og aldrig kom tilbage. Mere end 4000 landsbyer blev jævnet med jorden. Grænseområdet mod Syrien, Tyrkiet og Iran, der strakte sig 50-100 kilometer ind i landet, blev mennesketomt og erklæret for forbudt zone.
