Tyrkiets manglende anerkendelse af det armenske folkedrab er et slags dobbeltdrab: Først bliver ofrene dræbt – og derefter bliver deres drab til en ikke-eksisterende begivenhed. De dør to gange.

Analyse af Deniz Serinci

Hvorfor kan armenierne ikke komme over folkemordet her over 100 år efter?

Fordi det er et sår, der aldrig er blevet lukket. Det er aldrig blevet lukket, fordi den tyrkiske stat aldrig har anerkendt, undskyldt eller kompenseret for folkemordet på 1½ mio. armeniere.

Da jeg var i Jerevan, Armeniens hovedstad, begyndte jeg for første gang at føle, hvor ondt denne manglende anerkendelse gør på armenierne i praksis.

Hver dag kunne jeg ud af hotelvinduet se Tyrkiet. Jeg kunne se det snedækkede Ararat-bjerg, der i klart vejr kan ses fra ethvert sted i byen. Ifølge armensk mytologi er dette gudernes hjem, og i Bibelen kan man læse, at Noa strandede i Ararat-bjergene efter syndfloden. Selvom Ararat er armeniernes nationalsymbol, så er den utilgængeligt for dem, fordi den ligger på den tyrkiske side af grænsen.

Og grænsen blev lukket af tyrkerne i 1993. Hvorfor? Fordi Armenien var i krig med Aserbajdsjan om enklaven Nagorno-Karabakh. Tyrkiet støtter aserbajdsjanerne, der etnisk og sprogligt er tæt beslægtede med tyrkerne og lukkede derfor i solidaritet grænsen til Armenien.

Så armenierne bliver hver dag – ved blot at kigge på deres nationalsymbol Ararat-bjerget – mindet om tyrkerne. Om den grusomme folkemordsfortid.

Hvordan ville israelerne have det?

Hvordan ville Israels jøder have det, hvis de var nabo til Tyskland og tyskerne aldrig havde anerkendt, undskyldt eller kompenseret for folkemordet på 6 mio. jøder, men tværtimod benægtede folkedrabet? Hvis jøderne, når de stod op om morgenen, ud af vinduet kunne se et kæmpe tysk symbol, beliggende på den tyske side af grænsen og på den måde altid blev påmindet om tyskerne og deres grufulde folkemord på dem? Hvis Israel endvidere var nabo til Østrig og var i krig med dette tysktalende land? Jøderne ville føle sig utrygge og ikke sikre på, at Tyskland ikke igen ville gentage dets ugerninger. De ville frygte, at Tyskland ville komme deres tysktalende brødre i Østrig til hjælp og intervenere militært i konflikten.

På samme måde lever armenierne i evig bekymring for, at Tyrkiet – med 75 mio. indbyggere og NATOs andenstørste hær, mens Armenien er en lilleputnation med 2,9 mio. indbyggere – en dag vil komme de tyrkisktalende brødre i Aserbajdsjan til hjælp og intervenere militært i konflikten. De kan aldrig være sikre på, at fortidens grusomheder ikke gentager sig, eftersom Tyrkiet som bekendt aldrig har undskyldt, anerkendt eller kompenseret.

Som Suren Manukyan, vicedirektør ved det Armenske Folkemordsmuseum siger: »Hvis Tyrkiet anerkender folkemordet, så kan vi være sikre på, at noget lignende ikke sker igen.«

Derudover er noget, vi vel alle mærker dagligt, økonomi. Pga. tyrkernes (og aserbajdsjanernes) lukning af grænsen, er armeniernes økonomi væsentligt forværret. Og da det dårlige forhold til tyrkerne ikke kun skyldes Nagorno-Karabakh-krigen fra 1991-94, men også folkemordet i 1915, så bliver de igen dagligt mindet om folkemordet.

Opfattes som hån

Endvidere opfattes Tyrkiets manglende anerkendelse som en hån. Ikke nok med, at de har mistet alt deres tidligere land og 1½ mio. mennesker, armenierne bliver også fremstillet som blodtørstige gerningsmænd, der slagtede løs på muslimske civile – ifølge de tyrkiske skolebøger.

Og så er den manglende anerkendelse et slags dobbeltdrab. Som Elie Wiesel, Holocaust-overlever, siger, så er folkemordsbenægtelse ”dobbeltdrab”. Først bliver ofrene dræbt – og derefter bliver deres drab til en ikke-eksisterende begivenhed. De dør to gange.

Endvidere så lever hele 70% af armenierne udenfor Republikken Armenien. Hvorfor? Efterkommerne til de, der overlevede folkemordet endte i Libanon, Syrien, Frankrig, USA, osv. Så de bliver også hverdag påmindet om, hvorfor de lever i eksil, nemlig pga. folkemordet.

Atter andre bor i eksil, fordi de efter Armeniens selvstændighed i 1991 frivilligt flyttede til især Rusland og Europa pga. den dårlige økonomi i hjemlandet. Og da økonomien også er en konsekvens af Tyrkiets lukning af grænsen, som igen delvis skyldes folkemordet i 1915, så bliver også denne gruppe mindet om folkemordet.

Mange armenierne har rødder i Tyrkiet

Næsten alle jeg mødte i Jerevan havde rødder i det, de kaldte for Vestarmenien, som kurderne kalder for Kurdistan og som officielt ligger i Østtyrkiet. Armenierne boede engang i massevis her, men blev udryddet og fordrevet i 1915. Tre-fire generationer efter kan armenierne stadig deres forfædres byers navne, der alle ligger i Østtyrkiet i dag. Endnu en påmindelse om 1915 folkemordet.

For armenierne i Tyrkiet gør benægtelsen også rigtig ondt. Et ukendt antal armeniere blev opdraget som tyrkere i de kommende generationer efter folkemordet i 1915 og skjulte – eller fik af familien skjult – deres rødder. Mange ved også, at de er armeniere, men de siger det ikke for at beskytte sig selv. Simpelthen fordi det at være armenier, ja selve ordet ’armenier’, er skældsord i mange kredse i Tyrkiet. Det at man må skjule sin identitet er en daglig påmindelse om den tragiske fortid.

Jeg vil slutte af med ære alle ofrene for det armenske folkemord i 1915. Må de hvile i fred. Derudover vil jeg især ære de danske, tyrkiske, kurdiske og arabiske redningsmænd, der med livet som risiko reddede armenierne ved at gemme dem i deres hjem og andre steder. Deres medmenneskelighed tjener til inspiration, ligeledes hvilken tidsalder, vi befinder os i. Deres heltemod giver håbet en chance.

Kommentér via Facebook

kommentarer