“Prince of Persia” har flotte visuelle effekter, men skuespillerne er blottet for dybde og sceneopsætningen er for rodet.
Filmanmeldelse: Prince of Persia – The Sands of Time
Af Deniz Berxwedan Serinci
Sabelsvingen, dansende dervisher, harem, persiske hofintriger og 1001 nats ramasjang. Der er lagt op til et hæsblæsende eventyr ude i den mellemøstlige ørken, når det er bedst, skulle man tro.
Men nej, det bliver istedet til to timers intetsigende ørkenvandring i “Prince of Persia”, der mest af alt ligner en genbrug fra andre adventurefilm, “Indiana Jones”, “Nu går den vilde skattejagt”, “Mumien” . Vi har set det hele før. Ofte lige så mislykket som “Prince of Persia” selv.
Sælger våben til fjenden
Filmen udspiller sig i det 6. århundredes Persiske Rige og handler om den forældreløse gadedreng Dastan (spillet af en hårdtpumpet Jake Gyllenhaal) der som lille bliver adopteret af kongen. Den persiske hær invaderer den hellige by Alamut, som mistænkes for at sælge våben til fjenden – en uholdbar begrundelse viser det sig. Ja, referencen til Irak-krigen og jagten på masseødelæggelsesvåben er tydelig og filmen er også inspireret af den krig.
Samtidig bliver kongen myrdet og Dastan får skylden. Han må derfor flygte sammen med prinsesse Tamina (Gemma Arterton, fra “Clash of the Titans”). Hun vogter daggerten med tidens sand, et våben med overnaturlige kræfter, som skurken Nizam (Ben Kingsley) ønsker at få fingre i.
Skuespillere blottet for dybde
Britisk-indiske Ben Kingsley er et passende valg som den snu skurk Nizam i denne Walt Disney-film. Men det samme kan ikke just siges om Gemma Arterton, som spiller Tamina, der med sin præstationsevne – eller mangel på samme – snart gør sig fortjent til en Oscar for dårligt skuespil.
Samspillet mellem hende og filmens hovedperson, Jake Gyllenhaal virker falsk og formår ikke rigtig at blive sjovt, som formålet er.
Samtidig er filmens karakterer blottet for dybde på en måde, så selv Disneys tegnede figurer har mere dybde.
Til gengæld imponerer “Prince of Persia” med sine overdådige, visuelle effekter. Men vi havde vel heller ikke forventet mindre? Der er trods alt tale om en filmatisering af et computerspil. Og det sidste mærker man hele vejen igennem. Filmen er nemlig som et computerspil. Sjovt at spille, men kedeligt at se andre spille.
Ringe koreografering
De mange actionscener og dueller, hvor Dastan springer, hopper, fægter frem og tilbage er flotte, men virker rodede, dårligt klippede og dårlig koreograferet, så man mister overblik. Det bliver aldrig helt spændende eller intenst. Actionscenerne og de visuelle effekter, der skulle virkeliggøre dem forbliver derfor ikke andet end larmende ligegyldige actionscener.
“Prince of Persia” skal nok tiltrække drenge med hang til actioneventyr og ramasjang. Men for det brede publikum er flotte visuelle effekter, akrobatik og fægteri ikke nok.
