Af Asmaa Abdol-Hamid
Av for den… for helt rigtigt, startede det med at gøre ondt.. rigtig ondt.. i hele kroppen. Og det gør stadig ondt når man når halvvejs på ruten og stadig har 50 km til de famøse 100 km. Der findes ikke en bedre følelse end at cykle 100 km og opnå sejren. Man ånder lettet op og er glad for, at man gjorde det.
Det har interesseret mine omgivelser, at jeg er nyudklækket cykelrytter på en rød racercykel. Og det ser helt rigtigt ud-, cykelhjelm, cykelsko og cykeltøj som er blevet tilpasset – og vupti – så indtager jeg sammen med 24 andre cykelryttere og en holdkaptajn, de fynske stier og stræder. Holdkaptajnens fornemmeste opgave er, at give instrukser og søger for at vi alle overholder reglerne – for der skal nødig ske os noget.
Stemningen, energien og motivationen er rigtig god. I Team Odense træner vi to gange om ugen-, for planen er, at vi den første uge i August, skal cykle Danmark rundt. På holdet er der både professionelle cykelryttere og amatører. Jeg tilhører nok den sidstnævnte kategori, selvom en test gav mig en høj maxpuls. Efter sigende skulle min maxpuls være bedre end hos flere professionelle sportsfolk. Der er dog en del at arbejde på – ikke mindst konditionen.
Der er intet bedre end at være med i et fællesskab hvor omdrejningspunktet er en uskyldig interesse. Ikke mindst er det befriende, at glemme, at man på grund af sit religiøse tilhørsforhold er en del af en minoritet, som før finanskrisen blev omtalt hver evig eneste dag. I stedet bliver der talt kost og gearskift og advaret om vejkant, glasskår, bagfra kørende biler med eller modvind og andet, som kan ødelægge eller skade cykelrytterne eller cyklerne. Men selvom man oplades med energi viser det sig, at være en umulighed at fortrænge eller glemme de elementer, som også skader mennesker i al almindelighed. Jeg har måtte erkende, at ligesom man på et cykelhold advarer hinanden om mulige risici på stræderne, må man gøre det i al almindelighed.
Og ligesom holdkaptajnen også må giver skældud efter en advarsel, må man også gøre det i alt almindelighed. Derfor meldte jeg afbud til en af vores cykeldage og valgte i stedet, at tage til demonstration i Odense til støtte for Gaza og nødhjælpsarbejderne. Nødhjælpsarbejderne som var blevet mødt med statsterror af Israel. De blev angrebet og flere blev dræbt. Deres forbrydelse var at insistere på at hjælpe Gazas civilbefolkning med mad og medicin.
Gaza betegnes for at være verdens største åbne fængsel og Israel har siden 2007 foretaget en blokade af området. Gaza er på størrelse med langeland og 1,5 millioner palæstinensere bor i området. I tre år har Gaza’s befolkning ikke fået lov til at få mad, medicin, byggemateriale eller elektricitet i området. Det mad som palæstinenserne har, er enten dyrket selv eller smuglet ind gennem underjordiske tunneler mellem Gaza og Egypten. Derfor insisterede nødhjælpsarbejderne som også kom fra Irland, Grækenland, UK og USA med, at rette kursen mod Gaza for at hjælpe de 1,5 millioner hårdtramte palæstinensere. Helt forståeligt, tænker mennesket i os. Og derfor er det helt uforståeligt og kynisk når terrorstaten angriber nødhjælpsarbejderne. Ikke mindst blev skibene angrebet på internationalt farvand, hvilket er ulovligt og et brud på folkeretten.
Jeg blev optimistisk på humanismen vegne da holdkaptajnen FN, fordømte terrorstatens angreb. Men det havde de gjort så ofte før- for det er ikke første gang at terrorstaten føler sig hævet over konventionerne og menneskerettighederne. Jeg tænkte derfor, at holdkaptajnen EU vil træde i aktion og gå et skridt videre- for skader man bevidst og direkte de andre ryttere må man da sanktionerer. Stjæler man andres cykler og opretter ulovlige bosættelser skal man smides ud af holdet og undertrykker man bevidst andre ryttere ved spærre dem inde langt ude i skoven og grine turen hjem, må man da diskvalificeres – i hvert fald indtil man har lært god opførsel!? Så her sad jeg naivt og ventede….og jeg venter stadig.
Jeg ved at det er at minimere problemstillingen, at sammenligne forholdende i Palæstina med et hold cykelryttere fra Danmark. Men måske har vi alle brug for en sammenligning fra vores privilegeret dagligdag- for at forstå hvad vi kalder den kompliceret konflikt. For måske er den ikke så kompliceret endda? Det lader til, at vi synes, at det er helt uvirkeligt at nogen bare kan reagere med vold og drab uden, at det er i selvforsvar. Altså, at det er uvirkeligt, at terrorstaten angriber, undertrykker palæstinensere og dræber nødhjælpsarbejdere uden at det er selvforsvar? Men det er vigtigt at spørge; forsvare sig overfor hvad? Overfor nødhjælpsarbejdere på internationalt farvand der kommer sejlende med mad og medicin!? Her forstår man betydningen af meningsløst vold – eller retter sagt – her er der et visuelt og ret virkeligt billede på meningsløst vold og drab.
Meningsløs vold kan man også blive dømt for i Danmark – fordi der desværre er mennesker der meningsløst begår vold mod andre. På statsplan hedder det også terror. Og situationen i Gaza og angrebet på fredsskibene, kan ikke være andet end statsterrorisme. I Danmark vil vi gerne bekæmpe terror- og nu står hele regeringen handlingslammet og forsøger desperat at vige udenom at handle – på drabene på nødhjælpsarbejderne. Vi har mulighed for virkelig, at stå forrest og rette EU’s kurs mod handling for menneskerettigheder. Det vil gøre ondt… måske rigtig ondt i starten.. men når de 100 km er nået og vi har stadsfestet menneskerettighederne, er der ikke en bedre følelse. Vi vil ånde lettet op og være stolte af, at vi gjorde det.
De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.
