Mizgîns stemme har bjergtaget kurdere herhjemme i årtier.
”Danske kvinder er ikke klar over, at frihed ikke er en selvfølge”, siger Mizgîn.
“De skulle bare vide hvad det vil sige at kæmpe for sit liv, sin værdighed og frihed – som kunstner, som kvinde, som kurder”.
Ordene tilhører dansk-kurdiske Mizgîn, der i årtier har optrådt til arrangementer i Danmark, såvel som i Kurdistan.
Men hvem er den kendte sanger?
Som toårig blev Mizgîn ramt af polio.
I hjembyen Batman (Êlih) kunne hun ikke komme i skole, fordi skolevejen ikke var asfalteret. Så mens andre lærte at læse og skrive, sad hun hjemme og drømte sig væk til radio og musik.
Der var ingen kvinder, der spillede instrumenter, det var kulturelt betinget. Så da hendes storebror købte en trestrenget saz, snød hun sig til at lære sig selv at spille.
Da var Mizgîn 16 år. Endnu to år senere fik hun nok af at leve et isoleret liv med restriktioner, forbud og en fremtidsudsigt så sort som hendes hår.
”Jeg var ikke i tvivl om, at min familie elskede mig, men de udstedte forbud, dikterede mig at bære tørklæde og gemte mig væk, fordi de ikke mente, jeg som handicappet kunne klare mig selv,” husker Mizgîn.
Mod sine forældres vilje flyttede hun ind hos sin søster i Istanbul. Her lærte Mizgîn at læse og skrive. Hun var stadig nederst i hierarkiet, fordi hun kom fra landet, var handicappet, noget som også blandt tyrkere anses som et tegn på, at man ikke kan klare sig selv – og så talte hun langt fra perfekt tyrkisk.
Men Mizgîn lod sig ikke kue af omgivelserne.
Hun svarede igen ved at øve endnu mere og hun begyndte at spille med andre i et lokalt kulturhus.
Indsatsen gav pote.
To år senere, i 1994, fik hun kontrakt på et kassettebånd. En ny kurdisk stemme, tilmed en kvinde.
Det var helt nyt og følgelig solgte kassettebåndet mange eksemplarer.
Mange købte en plakat med Mizgîn iklædt traditionel kurdisk dragt sammen med musikken og hængte den op i deres stuer.
Udgiveren strøg pengene, mens Mizgîn blev et kendt ansigt hos politiet, som ofte mødte hendes ansigt under ransagelser af kurdiske hjem.
”Jeg spillede en dag til et bryllup, da politiet pludselig dukkede op. De bar mig ud i bilen, bankede mig og holdt mig i isolation på stationen uden mad og drikke i tre dage. Det eneste de sagde til mig var: ”Dit liv er ikke mere end to kr. værd.”
Mizgîn var, siger hun, ”bare en ung, følsom pige med et godt hjerte og gode tanker, der hyggede sig med at spille og synge.”
Nu var hun fange i storpolitik. Det gjorde ondt på sjælen.
Hun måtte videre, væk.
Denne gang helt væk, til Vesten.
Via forbindelser fik hun skaffet et ti-dages visum til Danmark og et lån til en flybillet.
Hun anede intet om Danmark, nu stod hun i Kastrup Lufthavn, alene. Alligevel følte hun sig for første gang fri, selvstændig og voksen.
Tre dage senere søgte hun permanent opholdstilladelse i Sandholmlejren.
”De behandlede mig godt, gav mig lidt at spise og et værelse,” husker hun.
”I Sandholm og senere i Kongelunden mødte jeg folk fra hele verden og lærte nye sprog, engelsk og persisk. Det var mit universitet og gav mig mulighed for at finde ind til min musik, der i dag er farvet af både mit kurdiske ophav og nytilkomne, vestlige elementer, som kan høres i min musik,” fortæller hun.
Siden har hun boet i Danmark og ofte givet koncerter. Hun bor sammen med sin mand Anders Honoré, der spiller saxofon og deres børn.
Den 15. september kan Mizgîn opleves i KoncertKirken, klokken 20 sammen med hendes mand Anders Honoré, Enis Ahmet og Mirwais Fedai.
Se video med Mizgîn
