En række kurdiske skribenter har skrevet til den amerikanske præsident Barack Obama.
Blandt underskriverne er den i Danmark bosiddende, kurdiske lærer Hazim Rojan.
Brevet lyder:
”Kære præsident, en stor bølge af fred og demokrati er skyllet over verden efter valgef af dem til præsidentposten i De Forenede Stater.
Der er folk, der ønsker at drage fordel af denne bølge af fred og demokrati. Et af dem, er det kurdiske folk, der i mere end et århundrede har kæmpet for et ærefuld liv i frihed og i overensstemmelse med deres egen kultur og identitet.
Det kurdiske folk, hvis identitet og eksistens er blevet dem nægtet og hvor de fleste er blevet tvunget til at leve uden en identitet i deres eget land, står stadig overfor et enorm folkedrab i begyndelsen af det 21. århundrede.
Ligesom med deres jord har der været mange forsøg på at udrydde det kurdiske folk gennem en benægtelses af deres eksistens og identitet, samt anvendelse af kemiske våben. Denne alvorlige geografiske og sociale udryddelse og fornægtelse har også berørt kurdernes tro, kultur, sprog og litteratur.
Ud over at være det største folk uden en stat, er det kurdiske folk også det største folk uden litteratur og uddannelse i deres modersmål. Det er uacceptabelt, at et folk skal være blottet for sprog, litteratur og undervisning i modersmål i betragtning af, at det har skabt værker på højde med episke græsk sagn, engelsk romantik, og amerikanske og franske filosofi.
Vi tror på at De, som en repræsentant for de tidligere amerikanske præsidenter, er fuldstændig klar over betydningen af identitet, litteratur og undervisning i modersmål på en måde, som beviser, at verden ikke er er samling af materielle værdier, og at ”verden ikke hører til dem, der græder og griner hver for sig, men til dem, der ler sammen”.
Som De ved, er identitet, uddannelse i modersmålet og det at skabe en værdi gennem modersmål, også vigtige for den familiekultur, som kaldes verden.
Blandt Mesopotamiens mosaik har det kurdiske folk altid foretrukket at leve i fred og gensidig respekt gennem hele dets historie. I den forstand ønsker det kurdiske folk anerkendelse og et ærefuld liv under forfatningsmæssig tryghed i de lande, hvor de lever som en del af den demokratiske verdensfamilie.
Vi, forfattere, journalister og intellektuelle, der har været landsforvist og ikke får lov at eksistere i vores eget land, kunne ikke finde nogen anden løsning end at informere Dem om situationen. Faktisk er det her et skrig fra kurdiske skribenter samt en appel til samvittigheden i verden.
Vi, undertegnede kurdiske forfattere i eksil, ønsker som repræsentanter for det kurdiske folk, der er udsat for undertrykkelse og udslettelse, at eksistere på en sådan måde, så vi kan have vores sprog i litteratur og skolen.
Det kan kun være muligt gennem en varig fred og demokratisk løsning i Tyrkiet og Kurdistan. Sådan en fredelig og demokratisk løsning i Kurdistan ville have en positiv påvirkning på hele verden, ikke kun i Mellemøsten.
Vi vil gerne vise vores respekt i forventning om at blive hørt for at kunne leve et liv i frihed med vores egen identitet i vores eget land, og for at vores børn kan læse de bøger, der er skrevet på vores modersmål.”
Af:
Medeni Ferho, Dr. Bengi Haco, Derwesh M. Ferho, Tariq Hemo, Dr. Xalid Isa, Nazîf Mayi, Rojan Hazim, Hosheng Biroka, Faysal Dagli, Rukiye Ozmen, Faruk Sakik, Diyar Bohti, Jir Dilovan, Newaf Xelîl, Mirhem Yigit, Hosheng Ose, Dana Celal, Fevzi Ozmen, Aziz Ogur, Fergin Melik Aykoç, Mehmed Drews, Kaksar Oramar, Semdîn Ejder Sêxo, Feqir Ehmed, Poet; Saman Nurî, Y. Serhad Bucak.
Oversat til dansk af Jiyan.dk
