“Børn, der er født her. Børn, der kun kender Danmark som deres hjem. Børn, der taler dansk, leger, og drømmer dansk, og drømme om at tage på ferie som deres klassekammerater. Men når ferien kommer, bliver de hjemme. Ikke fordi de ikke vil. Men fordi de ikke kan,” skriver Aliya Sarkhoshi.
Af Aliya Sarkhoshi
Som kurdisk kvinde født i Syrien har jeg aldrig følt, at jeg hørte til som ethvert menneske burde.
Jeg blev behandlet som en borger af laveste rang, bare fordi jeg talte kurdisk, værdsatte mine skikke og traditioner, og praktiserede en anden religion.
At blive nægtet et pas, blot fordi man er kurder, er som at blive nægtet retten til at drømme, til frihed, til at rejse og til at opleve verden.
Jeg voksede op med en kærlighed til rejser, men fik aldrig lov til at forlade undertrykkelsens grænser.
Jeg blev 22 år, før jeg nogensinde satte mig i et fly, ikke fordi jeg ville, men fordi jeg ikke blev betragtet som en rigtig borger.
Da jeg kom til Danmark, følte jeg for første gang, at jeg kunne trække vejret. Jeg sagde til mig selv: “Her vil jeg måske blive behandlet som et menneske. Her vil jeg måske blive anerkendt.”
Og jeg fik et rejsedokument. Ikke et rigtigt pas, men et skridt mod anerkendelse. Jeg begyndte at føle værdighed. Men anerkendelsen var ikke hel. For dokumentet skal fornyes hvert andet år. Ikke digitalt. Ikke som almindelige danske pas. I stedet skrives en ny dato med kuglepen direkte på en af siderne, med en håndskrevet underskrift som om systemet siger: “Mere fortjener du ikke.”
Hver fornyelse tager måneder. Fem. Seks. Nogle gange mere.
Den mest sigende oplevelse fik jeg i Düsseldorf Lufthavn. Jeg var på vej hjem fra Spanien. Ved sikkerhedskontrollen sagde medarbejderen: “Udløbet.”
Jeg bladrede gennem siderne og viste hende den håndskrevne forlængelse. Fire gange har jeg fornyet dokumentet i mine otte år i Danmark hver gang fylder det en hel side. Hun kiggede … og begyndte at le. Ikke af mig, men af dokumentet. Hun tilkaldte en kollega, viste hende siden og sagde noget på tysk, som jeg ikke forstod. Men hendes blik sagde alt: “Undskyld, at du skal rejse med det her.”
Hun grinede ikke af mig . hun grinede af det absurde i et system, der kræver alt fra dig, og ikke engang giver dig et respektabelt stempel.
Den underskrift, som skulle give mig frihed, er i stedet blevet et symbol på mine begrænsninger. Og jeg er træt.
Ikke bare fysisk, men træt helt ind i sjælen.
Træt af at skulle kæmpe for noget, der burde være en selvfølge.
Et pas. En rejse. En pause. En følelse af frihed. Når man hele året igennem knokler med arbejde, med studie, med livet,
Og når ferien endelig kommer, drømmer vi bare om lidt ro. Et øjeblik, hvor vi kan trække vejret. Men den mulighed får vi ikke.
For vores dokumenter ligger og venter. På en underskrift. På at nogen skal tage stilling. Måneder går. Seks . Nogle gange mere.
Mens vi venter, går livet videre for alle andre.
Men det handler ikke kun om os voksne.
Det handler om vores børn.
Børn, der er født her.
Børn, der kun kender Danmark som deres hjem.
Børn, der taler dansk, leger, og drømmer dansk, og drømme om at tage på ferie som deres klassekammerater.
Men når ferien kommer, bliver de hjemme.
Ikke fordi de ikke vil. Men fordi de ikke kan.
Hvordan forklarer man sit barn, at det ikke må tage med ud af landet, selvom alle andre i klassen skal?
Hvordan siger man til et barn, at selvom det er født her, opvokset her, elsker Danmark, så ser systemet stadig ikke det barn som en, der hører til?
Det knuser mit hjerte.
For det burde aldrig være børns ansvar at bære konsekvenserne af et system, der har valgt at gøre dem usynlige.
Et pas er ikke bare papir, et pas er ikke bare et dokument.
Det er adgang til frihed. Til lighed. Til oplevelser.
Det er et bevis på, at man er en del af fællesskabet. Til at føle, at man er en del af det samfund.
Ikke en evig gæst, der må vente udenfor.
Hvorfor skal vi stadig føle os som et problem?
Hvorfor bliver vi gjort usynlige, når vi allerede har kæmpet så meget for at være her?
Hvorfor skal børn i Danmark vokse op med følelsen af, at de ikke er nok?
Hvor længe skal vi finde os i at blive behandlet som mindre værd?
Det her sker ikke overalt.
Det sker her. I Danmark.
Et land, der taler så varmt om menneskerettigheder, og alligevel lader børn vente i årevis på noget, deres venner får uden kamp.
Et pas.
En underskrift.
Det burde være så enkelt.
Men det danske system gør det nærmest umuligt.
Og det føles, som om vi bliver straffet for noget, vi ikke længere kan ændre. For at have søgt beskyttelse. For at have overlevet. Og nu skal vores børn leve med konsekvenserne.
Det er ikke rimeligt.
Det er ikke retfærdigt.
Og det er ikke værdigt for et land som Danmark.
Vi er her.
Vi hører til.
Og vores børn fortjener det samme som alle andre.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
