Læs om Îbrahîm Ehmed, der døde for 20 år siden.
Îbrahîm Ehmed (6. marts 1914 – 8. april 2000) var en kurdisk forfatter, forfatter og oversætter. Den kurdiske intellektuelle blev født i Silêmanî i irakisk Kurdistan og studerede jura på Bagdads universitet. Han arbejdede som dommer i Hewlêr og Halabja. I 1939 stiftede han det litterære tidsskrift Gelawêj og blev involveret i politik.
I 1944 blev han leder af den kurdiske forening Komeley Jiyanewey Kurd’s afdeling i Silêmanî. Da den senere blev konverteret til Kurdistans Demokratiske Parti, blev Ehmed formand for partiet i irakisk Kurdistan. Senere blev Kurdistans Demokratiske Parti-Irak dannet med Mustafa Barzanî som leder.
Fra 1949 til 1956 stod Ehmed i spidsen for KDPs avis Rizgarî, senere omdøbt til Xebat. Ehmed og hans senere svigersøn Jalal Talabanî blev mere og mere kritiske overfor Barzanî, som de beskyldte for at være feudale og reaktionære.
I 1975 afbrød Barzanî den kurdiske opstand efter at den blev nedkæmpet. Det var ikke alle kurdere, der var enige med KDP og Barzani i at afbryde opstanden, inklusive Ehmed og Talabanî. De brød ud af KDP. Den 1. juni 1975 lancerede de Kurdistans Patriotiske Union (PUK) i Syriens hovedstad Damaskus. KDP havde dermed fået en direkte, slagkraftig konkurrent. I modsætning til KDP, der var stærke i de primært badînî-talende landlige områder, appellerede PUK mere til de soranî-talende kurdere i byerne.
Ehmed flyttede til Storbritannien som politisk flygtning og helligede sig litteraturen. Hans vigtigste roman er Janî Gel ژانی گەل (”Folkets lidelse”). Det blev skrevet i 1956 og handler om den kurdiske uafhængighedskrig.
Den 8. april afgik den populære kurdiske mand ved døden i en alder af 86 år i London. Han blev begravet i hjembyen Silêmanî.
Et af Ehmeds mest populære digte er Her Kurd ebîn هەر کورد ئەبین (“Vi vil altid være kurdere”). Hør her:
