Kurdiske ledere i Kirgisistan, Kasakhstan og Aserbajdsjan støtter deres fæller i Irakisk Kurdistan.
Af Deniz B. Serinci
Foto: Hejar Shamil
Irakisk Kurdistan (KRG) ser ud til at bevæge sig i retning af officiel uafhængighed. KRG præsident Massoud Barzani har opfordret til en folkeafstemning om uafhængighed. Kurdere i de tidligere sovjetrepublikker i Kaukasus og Centralasien støtter nu de irakiske kurdere.
Ramazan Saidov er formand for Den Kurdiske Forening i Kirgisistan og har sendt et brev til Barzani, hvor han tilbyder at sende Peshmerga’er til at kæmpe mod Den Islamiske stat i Irak og Syrien (ISIS).
“Vi bekræfter vores ønske om at slutte os til jeres Peshmerga’er for at forsvare vores fædreland Kurdistan … Vi kurdere fra Kirgisistan forbliver loyale over for Deres ordrer og er klar til at tilslutte os jeres Peshmerga til hver en tid, Deres Excellence,” står der i brevet.
“Ved at sende brevet, håber vi at kunne vise, at kurderne i Irak har allierede her i Centralasien. Vi er her og støtter 100% vores folk i Kurdistan,” siger Saidov til Jiyan.dk.
Professor Knyaz Ibrahim er en berømt kurdisk intellektuel i Kasakhstan og samtidig formand for Den Kurdiske Forening i Kasakhstan.
“I over 1000 år har kurderne haft et ønske om frihed. Vi støtter med hjerte og sjæl de kurdiske forhåbninger om en uafhængig stat,” siger han.
Samtidig kritiserer Ibrahim de kurdiske røster, der modsætter sig uafhængighed og appellerer til sammenhold.
“Kurderne har nu en historisk mulighed, som de ikke bør lade passere. Vi må stå sammen,” siger han.
Hejar Shamil er journalist og forfatter, født i Aserbajdsjan. Nu bor han i Kirgisistan og ser ISIS’ offensiv som en stor og historisk mulighed for irakisk Kurdistan til at løsrive sig.
“Vi kan ikke leve med de arabiske chauvinister i Irak længere, så det er vigtigt, at kurderne får deres egen stat,” lyder det fra Shamil.
Mange kurdere, der bor i Centralasien i dag, kommer oprindeligt fra Kaukasus-regionen. Før det boede de i det nuværende Tyrkisk Kurdistan, men flygtede til Kaukasus efter de Osmanniske-Safavidiske krige i det 15. og 16. århundrede og på grund af osmanniske forfølgelser. Kort efter Anden Verdenskrig deporterede den sovjetiske leder Josef Stalin mange af de kaukasiske kurdere til Centralasiens republikker som Kasakhstan, Kirgisistan og Usbekistan. Det menes, at mange døde af sygdom og sult undervejs. Efter Sovjetunionens fald i 1991, flyttede mange kurdere til Rusland eller Europa af økonomiske årsager.