“For at kunne blive en succesfuld musiker må man først være fri – ellers kan man ikke blive succesfuld. Ellers må kvinder finde sig en meget demokratisk mand,” siger Tara Jaff, der i dag er kendt for sin harpe.
Skrevet af Rumet Cilgin Interview foretaget af Diya Rumet
Hvem er Tara Jaff?
Min far er kurder fra Helebce, og min mor er tatar-tyrker – min morfar var russer. Men min mor er vokset op i Istanbul. Jeg blev født i 1958 i Baghdad, hvor jeg vokset op, indtil vi flygtede til England i 1967. Jeg har været gift engang, men vi har været skilt i 14 år. Jeg har en søn på 20 år som bor hos mig. Jeg har ikke været gift siden.
Jeg er uddannet psykolog og har arbejdet som psykolog. Men begge mine forældre fik kræft og jeg blev nødt til at passe på dem. Efter min forældre døde ville jeg ikke vende tilbage til psykologien. Siden jeg var barn har jeg elsket musik, så jeg valgte at gå i den retning.
Blandt kurdere var det forbudt for piger at synge. Hvordan fik du mulighed for at lære at spille musik?
Ja, det er rigtigt, dengang var det forbudt for piger at synge. Min far og mor var meget glade for klassisk musik. Som noget særligt fik min søster og jeg undervisning i klaver. Det var sådan jeg lærte musikken at kende.
Var det hjemme hos jer forbudt for piger at arbejde med musik eller var i frie til at synge?
Sang var forbudt. Men vi måtte godt spille på instrumenter. Og det var også kun indenfor vi måtte spille musik – ikke ude blandt folk. Mine forældre sagde musik er godt for sjælen, men spil kun for jer selv.
Kvinder er bundet til deres mand og børn
Vi har indtil nu talt sammen kvinde til kvinde. Jeg vil gerne spørge lidt om hvordan du ser kvindernes forhold. Til dine koncerter kommer der meget få kvinder – hvordan har du det med det?
Ja, det er vores kvinders virkelighed. Eller vores forbud. Når kvinder får børn, binder de sig til hjemmet. De bliver husmødre og hele deres liv kommer til at handle om deres mand og børn.
Kan kvinder frigøre sig fra denne rolle og hvordan?
Det kan jeg desværre ikke sige noget om. Men jeg kan fortælle noget fra mit liv. Jeg har besluttet mig, at jeg vil aldrig mere binde mig fast til et ægteskab og vil derfor aldrig gifte mig igen. Jeg kan ikke gøre to ting på samme tid. Musikken tager meget af min tid, og jeg gav mig selv til musikken. For at kunne blive en succesfuld musiker må man først være fri til, at kunne forfølge musikken – ellers kan man ikke blive succesfuld. Eller må kvinder finde sig en meget meget demokratisk mand (siger Tara Jaff grinende red.).
Mon der findes sådan mænd i det kurdiske samfund, som forstår kvinder og vil lade dem beholde friheden til at arbejde?
Jeg ved ikke om de findes eller ej, men hvis de gjorde ville jeg vel have fundet en indtil nu.
De mænd du beskriver tror jeg ikke findes, ellers skal man lede længe indtil man støder på en demokratisk én?
Jeg ved det virkelig ikke. Eksempelvis har jeg mange mandlige venner, det er ikke fordi jeg ikke har, men jeg ved ikke hvordan deres forhold er til deres koner. Jeg har to venner som i dag er gift med hinanden. Begge er uddannet og arbejder. Min ven siger at de begge er frie. I deres hjem er der demokrati. De tager af sted til arbejde sammen og kommer hjem sammen. Indkøb til hjemmet er de begge ansvarlige for. Husholdning og rengøring er ligeligt fordelt imellem dem. De siger, at som to demokrater leve de livet sammen. Ha ha, jeg vil også sige dette, kvinden kan ikke finde ud af at lave mad. Det er altid manden der laver maden. Men jeg ved, at så snart de får børn vil deres liv ændre sig, og hun vil være bundet til hjemmet og børnene.
Men er børn en byrde for kvinder, er det ikke også et ønske fra deres side? De passer børnene indtil de bliver store, livet er ikke slut derefter?
Når jeg tænker på mig selv, eksempelvis er jeg uddannet psykolog. Jeg var en aktiv feminist, men da jeg fik et barn ønskede jeg at blive hos mit barn. Det er rigtig det er et ønske jeg havde. Fra morgen til aften passede jeg mit barn, og jeg sov ikke særlig meget om natten. Jeg var udmattet. Jeg ønskede en forståelse fra min mand, at jeg også var træt, at passe børn er et tungt arbejde. Jeg vågnede10 gange om natten, og var træt om dagen. Hvis jeg ikke havde gjort rent derhjemme, lavet mad eller handlet ind blev han altid vred og skændtes med mig. Han burde selv været taget ned og handlet ind og lavet mad. Han burde have vist forståelse, at jeg også blev udmattet og havde ikke tid til at sørge for alt andet. Et andet eksempel, når barnet var sygt og kastede op på mig havde jeg ikke tid til at skifte. Jeg havde ikke mulighed for, at finde tid til mig selv. Men han skulle ikke have gået efter andre kvinder.
Sydkurdistan er ved at ændre sig
Men der er mange kvinder der finder sig i sådan et liv.
Hvad skal de gøre, hvor skal de tage hen? Hvis hun ikke er økonomisk selvstændig og bliver set ned på i samfundet har hun ikke et valg. Hvis hun ikke vil blive hos sin mand, kan hun kun tage tilbage til sin far. I Sydkurdistan (nordlige Irak red.) har kvinder ikke ret til at blive skilt. Hun vil blive skamplettet i samfundet.
Det bedste vil være at hun får en uddannelse og have kontrol over sin egen økonomi – på den måde vil hun også finde sin egen værdi. Så kan hun tage sine egne beslutninger og stå imod modgang. Derudover begynder hun også at arbejde og kan udvikle sig selv. Ellers ville hun være lukket inde mellem fire vægge i 24 timer og det ville være det eneste hun havde kendskab til – at stå for husholdningen fra morgen til aften, og næste dag vågne op og starte forfra. At passe hjemmet bliver i mænds øjne ikke betragtet som et arbejde. Men det er noget af det hårdeste arbejder der findes, og det er et arbejde som aldrig slutter. Når mænd har fri fra arbejde, så har de fri resten af dagen. Sådan er det ikke for kvinderne.
Der er ved at ske ændringer i Kurdistan. Flere kvinder begynder at læse på universitet og uddanne sig. De kurdiske kvinder har opdaget hvordan de kan opnå ligestilling og uddanner sig derefter. De vil ikke længere acceptere at være undertrykte, det kurdiske samfund er ved at ændre sig og kvindernes sag følger med.
En ny kamp er startet i Kurdistan
Tror du udvikling vil finde sted i Kurdistan? Du har selv hørt om pigen der blevet stenet til døden, og det hele blev filmet. Jeg har set videoen, det er meget barbarisk. Pigen er strippet for tøj blandt en flok mænd, man kunne slet ikke finde et gram menneskelighed i blandt dem – og så kastede de med sten på pigen.
Helt tilbage i tiden er kvinder blev dræbt for ære eller religion. Men det kom aldrig frem for offentligheden. Med nutidens teknologi, mobiltelefoner og kameraer, kan man ikke længere holde disse sager væk fra offentligheden. Det hele kommer frem, og flere mennesker får kendskab til det. Så ser vi, at der også findes dem som er imod disse handlinger. Når et samfund ændre sig vil der altid være ofrer. Som revolutionær bliver du dræbt, indtil vi når vores frihed.
Sådan er det. Indtil nu har mænd og kvinder sammen kæmpet om et frit Kurdistan. I denne kamp er både kvinder og mænd blevet dræbt. Men nu er der startet en ny kamp i Kurdistan og den vil heller ikke ske uden ofrer. Kvinder vil have deres frihed. Lige nu i Kurdistan kæmper kvinder for deres rettigheder og lighed. Frihedskampe kan ikke ske uden drab. Kvinderne har rejst sig og vil ikke mere. Kvinder kommer ud på scenerne og synger. Eksempelvis, unge piger som ser mig optræde, kan tænke hvis Tara Jaff kan synge, hvorfor kan jeg så ikke – og det kan de også hvis de vil.
Mener du at kampen for lighed ikke kan ske uden ofre?
Disse ting sker nu i Kurdistan. Men så meget som piger og kvinder ønsker deres frihed, så meget vil familierne gå imod dem og holde dem tilbage. De vil forsøge at kontrollere kvinderne, som man gjorde før i tiden. Før var kvinder afhængige af deres familier. Men med den nuværende udvikling er der nogen som kan slippe sig fri.
Tror du ikke, at stenkastning-sagen har skræmt nogle kvinder – vil de fortsætte deres kamp?
Nej, nej de er ikke blevet skræmt. Der er ikke plads til frygt når man kæmper. Den her sag har fået så meget opmærksomhed af både udenlandske og indlandske journalister. Og vi så også mænd protestere imod det.
En af mine mandlige venner ringede til mig og sagde ”det her er ikke noget vi må acceptere. Jeg er meget imod det.” Så sagde jeg til ham ”jeg tror ikke på dig, at du er meget imod det. Ved du hvorfor jeg ikke tror på dig. Fordi du har en pige og hun bliver snart stor. Så fortæl mig ærligt, hvis hun bliver forelsket i en ikke-kurdisk mand, hvad vil du så gøre? Vil du lade hende gå efter sit eget ønske, eller vil du lukke hende inde?”
Hvad svarede han?
Han svarede ikke, han tænkte og vidste ikke hvad han skulle sige. Men sagde, at han ikke ville lade hende dræbe. Ok, så han vil ikke fysisk få hende dræbt, men han vil slå hendes ånd ihjel. I alle disse år er kvinders ånd blevet slået ihjel – det er derfor kvinder brænder sig selv og begår selvmord. Vidste du, at floden Dokan (ligger uden for Suleymani red.) er fyldt med ligene fra kvinder der har kastede sig selv i floden. Fordi deres ånd allerede er blevet slået ihjel, og så gør de det selv af med resten.
Det der er sagen, med den udvikling der er ved at ske i Kurdistan, vil jeg gerne have, at mændene spørger sig selv: Jeg har også en datter. Hvad vil jeg sige til min pige?
Har du nogle sidste ord du gerne vil sige?
Til den kurdiske regering vil jeg gerne sige noget. Revolutionen er sket, Kurdistan er blevet fri. Men det er ikke kun et Kurdistan for mænd, i må ikke glemme kvinderne. De har også side-om-side med mændene kæmpet for et frit og selvstændigt Kurdistan og har givet deres liv for Kurdistan. I må møde dem med retfærdighed.
Skrevet af Rumet Cilgin Interview foretaget af Diya Rumet
Det skal understreges, at denne artikel tidligere er blevet bragt sammesteds i maj 2010
