Al respekt til Apo, fordi han udrettede det, ingen andre har udrettet: Nemlig at få vores stemme ud til verden. Men når jeg ser kvinder synge ”Ya Allah Bismillah, Serokê Me Abdullah” eller sammenligner Apo med Jesus og Muhammed, bliver det for meget. Når folk står i kø for at tage jord fra Apos fødeby Amara – som var det hellig Zamzam-vand i Mekka – bliver det for meget. Intet menneske er Gud eller ufejlbarligt og bør ikke tilbedes som sådan! 

Af PKKcîyê Xacilaro

Først blev jeg sendt til den lokale skole i min landsby i Konya. En tyrkisk skole. Hverdag blev jeg tvunget af min lærer til at recitere digte om hvor stort og fejlfrit et menneske Atatürk var. Alt ved ham var perfekt. Alt hvad han gjorde, slugte vi ukritisk. Vi havde skyklapper på og så ikke de dårlige sider af den tyrkiske statsstifter.

Derefter kom jeg til Albertslund og stiftede bekendtskab med en række kurdiske venner med sympati for den kurdiske frihedsbevægelse PKK. Jeg blev langsomt tilhænger af PKK og vores leder Abdullah Öcalan, Apo. Jeg begyndte at recitere digte om hvor stort og fejlfrit et menneske Apo var. Alt ved ham var perfekt. Alt hvad han gjorde, slugte jeg ukritisk. Jeg havde skyklapper på, som under dyrkelsen af Atatürk. Ikke at man kan sammenligne Apo og Atatürk. For mens Atatürk kæmpede for at udslette kurderne, kæmper Apo for at redde dem. Men den ukritiske personkultdyrkelse og tilbedelse af de to herrer er fælles.  

Den dag i dag er jeg stadig tilhænger af PKK og har et stort billede af Apo på mit værelse. Stort, men ikke kæmpestort. For jeg vil ikke tilbede Apo. Jeg vil ikke tilbede noget menneske. Jeg har stor respekt for Apo, fordi han og PKK satte vores situation på verdenskortet og verdens dagsorden. Hvis vi i dag trods alt kan tale vores sprog på gaden i Tyrkiet, er det takket være Apo og PKK. ”Der var også andre kurdiske partier i Nordkurdistan,” vil nogen straks sige. Ja, der fandtes TKDP, Pêşeng, PSK, Rizgarî, Kawa. Men hvad opnåede de? Formåede de at holde stand mod Natos andenstørste hær 30 år i træk? Formåede de at få vestlige hovedstæder til at tale om kurderne? Det er nemt at kritisere PKK, når man ikke selv har opnået særlig meget.

Jeg har stor respekt for vores guerillaer og mit hjerte græder ofte for dem, når jeg får nyhed om et martyrium. Men jeg er sikker på, at de er taget op i bjergene og er døde for 40 mio. kurderes skyld og ikke kun for én mand, nemlig Apo. Al respekt for at Apo altid vil være populær, fordi han udrettede det, ingen andre har udrettet. Men når jeg ser kvinder synge ”Ya Allah Bismillah, Serokê Me Abdullah” eller sammenligner Apo med Jesus og Muhammed, bliver det for meget. Når folk står i kø for at tage jord fra Apos fødeby Amara – som var det hellige Zamzam-vand i Mekka – bliver det for meget. Er Apo Gud eller hvad? Intet menneske er Gud eller ufejlbarligt og bør ikke tilbedes som sådan! Læren fra tyrkisk skole og det kurdiske miljø i Albertslund er netop, at vi bør forholde os kritisk til alt. Alt!

Jeg støtter og vil altid støtte PKK, men ønsker visse reformer:

– Jeg ønsker et PKK, hvor vi har langt til loftet: Vi skal kunne tage en debat om personkultdyrkelse.

– Jeg ønsker et PKK, hvor vi, der under Roj-TV demonstrationerne i København råbte ”Ytringsfrihed!” selv praktiserer ytringsfrihed. Vi skal kunne tåle kritikken fra Hikmet Fidan, Kemal Şahin, Çetin Güngör, Mustafa Tangüner, Eyüp Kemal Adsiz, Kani Yilmaz, osv.

– Jeg ønsker et PKK, hvor vi anerkender andres ret til at have en egen mening. Jeg har endnu ikke mødt en PKK’er, der kan forholde sig kritisk til tingene eller anerkender nordkurderes ret til at være tilhængere af andre partier end PKK. Så må vi så efterfølgende lave konferencer, hvor vi enes med de andre kurdiske partier om at arbejde sammen under en altomfavnende paraplyorganisation.

– Jeg ønsker et PKK, hvor vi genovervejer det rimelige i fredsprocessen med Tyrkiet. Jeg er modstander af den og synes vores guerillaer skal op i bjergene igen. For Tyrkiet har ingen reelle intentioner om fred eller frihed til kurderne. Hvorfor udbygger de ellers gendarmeristationer (karakol) og brænder træer og andet ned i bjergene, mens PKK er væk?

Jeg støtter væbnet kamp. Jeg er PKKcî, men ikke Apocî!

PKKcîyê Xacilaro er et pseudonym. Vi har sløret vedkommendes identitet, for at beskytte ham/hende mod eventuelle voldstrusler fra eget miljø.  

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. 

[polldaddy poll=7403099]

Kommentér via Facebook

kommentarer